I dag døde Erik Hoffmeyer, 91 år gammel. For en hel generation blev han uigenkaldeligt nationalbankdirektøren, og selv om det er mere end tyve år siden, at han trådte tilbage, nåede han hverken at gå på pension eller i glemmebogen. Tværtimod forblev Erik Hoffmeyer aktiv til det sidste, overbevist om, at alder ikke er en sygdom, og om, at man skal blive ved, så længe legen er god.
Det gjorde han med den særlige indsigt og pondus, som kommer med alderen og af at have været med så længe og have set så meget, og stadig have energien og lysten til at være med, også helt fremme, hvor der skal træffes svære beslutninger og lægges linjer for fremtiden.
I 1960 udsendte Hoffmeyer som ung økonom en afhandling om ’stabile priser og fuld beskæftigelse’. Han havde været på studieophold på Harvard og Berkeley og satte for første gang hoved og hale på det, som senere blev kendt som indkomstpolitik. Artiklen er et varsel om det, som skulle komme i form af klare holdninger og kontante forslag til at løse nogle af de modsætninger, der hører velfærdsøkonomien til.
Fem år senere udnævnte statsminister Jens Otto Krag i 1965 den kun 41-årige nyudnævnte direktør i Bikuben og tidligere professor ved Københavns Universitet til posten som nationalbankdirektør – en stilling, Erik Hoffmeyer bestred frem til 1994, da han fyldte 70. Det siges at være det længste tidsrum, en europæisk nationalbankdirektør har siddet.
