Der er lande, hvor rester af fortiden er gledet ind i landskabet. I England, hvor mere end 3.000 år gamle stengærder stadig tegner ældgamle skel gennem terrænet, mens rester af stenhuse stikker op af jorden som naturlige elementer i landskabet. Og i Frankrig, hvor flere hundrede år gamle huse står tilbage i landsbyerne som ruiner. Hvor reklamer for glemte likørmærker falmer på gavlene, og blege skilte klynger sig til murværket over døre på nedlagte butikker.
Vi ser det som skønhed. Og nyder, at ikke alene stederne er synlige. Men også den tid, der er passeret igennem dem. Eller som arkæologen Mette Løvschal siger:
»Når folk tager til Irland og Skotland, er det jo også for at kunne stå på en tinde, kigge ud over det her landskab af smukke ruiner og nyde den tidsdybde, det besidder. Ruinerne står som en slags vidnesbyrd om, at man ikke er den første, der står her. At man bare er en lille brik i historien«.
Sådan leger vi bare ikke i Danmark.
