Det tog mig lang tid at nå så langt, at jeg kunne skrive om Ronnie, plattenslager, fantast, indimellem strafafsoner og min far.
Fra den dag jeg gjorde mit første tøvende forsøg på at skrive en roman, var det ham, jeg ønskede at komme ind på livet af, men jeg var lysår fra at kunne magte opgaven. Mine tidligste udkast til det, der senere blev ’En perfekt spion’, drev af selvmedlidenhed: Kast blikket, kære læser, på denne følelsesmæssigt forkrøblede dreng, der blev underkuet af sin tyranniske far. Først da han var forsvarligt død, og jeg fandt romanen frem igen, var jeg i stand til det, jeg skulle have gjort fra begyndelsen, at gøre sønnens synder langt mere forkastelige end farens.
Med det på plads kunne jeg udnytte arven efter hans stormfulde liv: et persongalleri, som kunne få den mest blaserte forfatters mund til at løbe i vand, fra tidens prominente juridiske hjerner og stjerner inden for sport og film til de højest rangerende inden for Londons kriminelle underverden og de smukke væsener, som fulgte i deres kølvand. Uanset hvor Ronnie færdedes, fulgte det uforudselige med. Er vi oppe eller nede? Kan vi fylde bilen op på kredit nede på den lokale tankstation? Er han flygtet ud af landet, eller parkerer han stolt Bentley’en i indkørslen i aften? Eller gemmer den i baghaven, slukker alt lys i huset, tjekker døre og vinduer og mumler ind i telefonen, hvis den da ikke er afbrudt. Eller nyder han sikkerheden og komforten hos en af sine skiftende koner?
Om Ronnies forbindelse til organiseret kriminalitet, hvis der var nogen, ved jeg sørgeligt lidt. Jo, han mængede sig med de berygtede Kray-tvillinger, men det var måske bare, fordi han jagtede berømtheder. Og jo, han lavede nogle projekter med Londons værste bolighaj nogensinde, Peter Rachman, og jeg gætter på, at Rachmans gorillaer skilte Ronnie af med hans lejere, hvorefter han solgte ejendommene og gav Rachman en del af fortjenesten.
