Køretøjet kom farende som skudt ud af en sprække fra en anden verden. Et raslende og rumlende uhyre, der med over seks kilometer i timen styrede lige imod Bridget Driscoll. Det var en augustdag i 1896. Den 44-årige kvinde var på vej til balletopvisning i London med sin unge datter og en veninde. Mens de to andre sprang til side, stivnede hun i rædsel midt på gaden med sin paraply. Og blev Englands første dødsoffer i en bilulykke.
I bilens barndom tog det tid at vænne sig til, at transport kunne foregå anderledes, end den plejede. Med hest og vogn. Længe evnede selv de største fantaster ikke at forestille sig de forandringer, bilen ville føre med sig. At den skulle give millioner en følelse af personlig frihed og rækkevidde. At vejnettet blev byernes grundplan, som alt andet voksede op omkring. At byerne selv ville få vokseværk, fordi folk pludselig kunne komme omkring i dem. Og senere knopskyde med forstæder, da man nu kunne bo langt fra sit arbejde.
Fremtiden kan man ikke se ind i. Kun sine egne forestillinger. Og de har det med at lægge sig i forlængelse af det, man allerede kender. »Jeg tror på hesten«, erklærede den tyske kejser Wilhelm således i år 1900. »Bilen er bare et midlertidigt fænomen«. Og kejseren er ikke alene, forstår jeg på lektor Malene Freudendal-Pedersen på institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet, RUC.
»Jeg sidder med forslag fra 30 børn i femte klasse i en idékonkurrence om nye måder at nedbringe udledningen af CO2 på. Og mange af dem er simpelt hen så fanget i, at bilen er den eneste teknologi, der virker«, sukker hun.
