Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Roald Als
Foto: Roald Als

Kunsten ikke at køre Tour de France

Der er forskel på indlevelse og udlevelse. I det første af fire essays fra årets Tour de France retter Daniel Dencik opmærksomheden mod løbets vraggods – de vildfarne sjæle, der ikke fik lov.

FOR ABONNENTER

Juli kan udvikle sig til en skamfuld, forvildet periode for den rytter, der ikke kører Tour de France. Man ser pinagtige situationer udspille sig til de sommerlige familiefrokoster eller på bytur med vennerne. Hvor rygnummeret skulle have siddet, hænger i stedet et pænt grimt skilt. Los mig – jeg kører ikke Tour de France.

Sidste år kørte syv danskere løbet. De syv var Jakob Fuglsang, Michael Valgren, Lars Bak, Chris Anker Sørensen, Michael Mørkøv, Matti Breschel og Christopher Juul-Jensen. I år er kun trioen Fuglsang, Valgren og Bak tilbage. Af de fire frafaldne ryttere synes Chris Anker Sørensen i færd med at trappe ned fra sportens øverste hylde. Men hvad med sidste års tre øvrige danskere? Hvordan lever de med ikke at køre Tour De France i år? Christopher Juul-Jensen taler om en dæmonisk ring. Matti Breschel om en pighvar. Men vi begynder hos Michael Mørkøv.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden