Juli kan udvikle sig til en skamfuld, forvildet periode for den rytter, der ikke kører Tour de France. Man ser pinagtige situationer udspille sig til de sommerlige familiefrokoster eller på bytur med vennerne. Hvor rygnummeret skulle have siddet, hænger i stedet et pænt grimt skilt. Los mig – jeg kører ikke Tour de France.
Sidste år kørte syv danskere løbet. De syv var Jakob Fuglsang, Michael Valgren, Lars Bak, Chris Anker Sørensen, Michael Mørkøv, Matti Breschel og Christopher Juul-Jensen. I år er kun trioen Fuglsang, Valgren og Bak tilbage. Af de fire frafaldne ryttere synes Chris Anker Sørensen i færd med at trappe ned fra sportens øverste hylde. Men hvad med sidste års tre øvrige danskere? Hvordan lever de med ikke at køre Tour De France i år? Christopher Juul-Jensen taler om en dæmonisk ring. Matti Breschel om en pighvar. Men vi begynder hos Michael Mørkøv.
Menig Mørkøv har altid mindet mig om en tinsoldat. Noget med holdningen, hovedformen måske. Eller den oprette kørestil. Det åbne danske ansigt, de stovte, ranke træk, et lyst hoved, som en garderhue fra et hvilket som helst urgammelt husarregimente ville beklæde på fornem vis.
Tre gange har Mørkøv deltaget i Tour de France, men i år er ’Svanen fra banen’ blevet sorteper i et internt spil på sit russiske hold. Han er kommet til at se lidt mærkelig ud i pressen. Mørkøv har troet, hans plads var sikker. Han har givet interview som Tour-deltager 2017, men pelsen var solgt, før den var skudt, bjørnen, russian style.
