Det var dagen for aflevering af manuskripter i Politikens romankonkurrence. Klokken 24.00 skulle forlaget have de 250 sider, der er påkrævet, og Katrine Nørregaard manglede stadig 15 i det manuskript, hun havde arbejdet på, siden hun gik ud af gymnasiet.
»Jeg var faktisk lige ved at give op«, siger hun på syngende midtjysk, da vi mødes over en kop kaffe på Politikens Forlag, her knap et år efter.
»Alligevel satte jeg mig ned, skrev de 15 sider og sendte det af sted. Men det var vildt dårligt, syntes jeg, og da jeg kom jeg til at se, hvem der sad i juryen, blev jeg så pinlig over, hvad de ville tænke om mig, at jeg fortrød og skrev og spurgte, om jeg ikke kunne få manuskriptet tilbage«.
Men det ville være synd, mente forlaget, så Katrine Nørregaard valgte at slå det hen. Hvilket var et held, for et par måneder senere blev den 22-årige forfatter fra Brande ringet op og fik at vide, at hun havde vundet konkurrencen, og at hendes bog skulle udgives.
