Sommeren 2014 har indtil nu været en krisesommer, kulmineret med nedskydningen af MH17 i Ukraine, konflikten i Gaza, borgerkrigen i Syrien og det selvudråbte kalifat i Mellemøsten.
I sammenligning hermed var juli 1914 rolig og fredelig. Ganske vist var den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand blevet myrdet af en serbisk nationalist i Sarajevo 28. juni, men ingen havde fornemmelsen af noget verdenshistorisk, selv om udåden blev fordømt. Aviserne fra juli 1914 ånder fred og ingen fare. Men pludselig kom krisen, da den østrigske regering gjorde Serbien ansvarlig for mordet og sendte et uantageligt ultimatum. Det bragte Rusland på banen.
Pludselig gik det stærkt. 1. august erklærede Tyskland Rusland krig. Tre dage efter var England og Frankrig med. Verdenskrigen var en realitet, uden at nogen rigtig var klar over, hvad der egentlig var sket.
Godt fire år efter var det overstået. Ti millioner var døde, endnu flere havde krigen gjort til invalider, man så dem overalt: banegårdshaller, på parkbænke, småbyernes torve og reserverede pladser i den parisiske metro. Tre kejserdømmer var væltet, lidelserne og den moralske kollaps havde sat revolutionen på dagsordenen, først i Rusland og siden i Tyskland. Det gamle samfunds værdier var uhjælpeligt kompromitteret, vejen åben for radikalisme og politisk irrationalisme.
