Det er sommer. Det ved vi. Det er varmt. Sent. Jeg har ikke spist, og børnene vil hele tiden have mig til at gøre alt muligt. Og det gør jeg. Vanja sover hos en ven. Hun har taget min computer med. Og mellemrumstasten mangler på Johns. Så jeg tænker: Så slipper jeg for at skrive. Går ud til Karl Oves arbejdshus for at spørge efter sutteflasken. Jeg kan aldrig finde tingene, men går rundt i rummet og leder ad flere omgange. Karl Ove siger, at den er i opvaskestativet. Det var da et mærkeligt sted. Jeg siger, at Vanja har taget min computer, og at jeg udsætter mit skriveri til i morgen. Så siger han, at jeg kan låne hans. Hans? Men skriver du ikke? Nej.
Skal jeg virkelig skrive en artikel om fodbold og forelskelse, spørger jeg.
Det er altid godt at skrive, siger han.
Javel. Så var der det der med arbejdsmoralen, som han ved så meget om. Som skuespillere ved så meget om. Og idrætsmænd og -kvinder. Og fodboldspillere.
Så siger han, at jeg selvfølgelig tænker på vores sommer i 2002. Dengang vi var forelskede og så alle kampene i sengen eller på Cafe dello sport. Særligt tænker jeg på kampen mellem Uruguay og Danmark. Da Karl Ove pludselig sagde, at Danmark ville score i 82. minut. Og det gjorde de! John Dahl Tomasson blev matchvinder, og hele Danmark jublede, så det kunne mærkes helt op til Stockholm. Jeg kiggede på Karl Ove, der slog ud med armene, og jeg så, at han var helt åben. Og at jeg også kunne være helt åben sammen med ham.
Men det der har du jo allerede skrevet om. Du kan også skrive det om, siger han, og nu vil han gerne have, at jeg går. Så jeg går.
Så jeg skriver på Karl Oves computer. Det giver måske kraft. Der er bare det, at det norske tastatur gør det langsommere at skrive, end jeg er vant til. Der er flyttet rundt på Æ og Ø. Helt ubegribeligt.
Forelskelse. Jeg har skrevet meget om det. Jeg har været så heldig, eller hvad man skal kalde det, at få lov at opleve fire forelskelser, nej fem, og to af dem, nej tre, har udspillet sig under store slutrunder. Det har altid været sommer og varmt, og det har nærmest fået sin egen rytme: Varmen, kroppene, de tre kampe hver dag, der er blevet til hårdt tiltrængte pauser i den intensitet, som man næsten ikke kan bære, men bare vil være i.
Under det første VM, da Sverige vandt bronze, dengang vi gravede guld i USA, arbejdede jeg med at tælle kuponer og smørlåg fra Bregott-bakker, som folk sendte ind under forskellige kampagner for at få 20 kroner refunderet. Stanken fra de der Bregott-bakker i varmen. Muggen, resterne af gammelt smør, der drev. Man kan godt forstå, at jeg længtes hjem til min lejlighed, der var kølig. Jeg gik ud og badede i kanalen udenfor, selv om den var beskidt, og ventede på, at min kæreste skulle komme hjem, når han var færdig med at spille lut på teateret. Så var det aften. Og der var kamp. Sverige susede bare igennem, og vi, alle, fulgte med. Hvad er det, der sker?
Da Ravelli tog det der straffe, ja, jeg må jo skrive det, som det var, selv om det er en kliché, var det, som om alting stod stille. Mørke og lys byttede plads. Alt var muligt. Og kunne ske. Og ville ske.
Her gemmer jeg teksten på computeren, for man skal huske forsvaret, sagde far. Men jeg spørger nu mig selv, hvordan han nogensinde selv forsvarede sig. Eller mig. Hans datter.
Det andet VM, eller EM, jeg ved det ikke, for jeg er ikke så nøjeregnende med lige præcis den detalje, så måske er jeg ikke fodboldfanatiker, det er jo skuespillet, jeg vil frem til, dramatikken, de klare regler, alle følelserne, dommeren, jeg vil have en dommer, der fortæller mig, når jeg er gået for langt, har taget trøjen af og vist mig frem, jeg vil udvises, udskiftes i 87. minut, jeg vil græde, som Payet lige har gjort i kampen mellem Frankrig og Rumænien, af lykke eller på grund af følelsen af at kunne fralægge mig ansvaret. Vide, at jeg har gjort alt. At jeg har ført mit hold til sejr. At det var mig, der gjorde det. Ingen andre. Men det må jeg ikke. Det tillader jeg ikke mig selv. Men jeg må kigge på, Der er mange helte. Mange eventyr. Seneste den islandske saga. Det er på liv og død. Nej, det er bare et spil. De træner hver dag. Men de tjener millioner. Jeg vil også træne hver dag. Jeg elsker at træne. Jeg elsker at gå i skole. Men jeg er færdiguddannet. Jeg har ikke trænet i ti år. Jo, engang tog jeg med Vanja til karate. Og der skulle alle træne. Også forældrene. Kærlighed begynder og slutter med respekt, sagde træneren, ingen må nøjes med at kigge på. Jeg mener, at karate begynder og slutter med respekt. Jeg ved ikke, hvad jeg mener.
Karl Ove spørger, om den her trøje er Heidis. Jeg siger, at den for lille, og at John ikke vil have den. Det forstår jeg godt, siger Karl Ove, og jeg forsøger at komme i tanker om, hvad jeg tænkte på?
Forelskelse? Fodbold? Far, der skruede ned for lyden på fjernsynet, fordi han selv ville kommentere. Hans grandiositet og hjælpeløshed. Ligner jeg ham? Nej, jeg arbejder benhårdt på at følge reglerne. Jeg er jo min egen dommer, for fanden. Jeg har ikke brug for hjælp. Jeg har ikke brug for nogen. Kun mine børn. Og hvem er det egentlig, der hjælper hvem? Tænk, hvis det er lige omvendt, som min lærer Bengt Bok, professor i radioproduktion ved Dramatiska Institutet, sagde i en af de første lektioner på introduktionskurset. Når du møder en påstand, skal du altid spørge: Hvad nu, hvis det er lige omvendt?
Hvem vandt? Zinedine Zidane eller Materazzi. Den finale mellem Italien og Frankrig, da vi boede på Grand Hotel i Bergen, og børnene som ved et mirakel sov, mens vi så hele kampen uden at blive forstyrret, men måske var vi ikke lige så forelskede som i sommeren 2002?
Materazzi forulempede Zidane i slutningen af anden halvleg. Sagde noget om hans søster. At hun var en luder eller sådan noget. Og Zidane kiggede på ham et stykke tid. Så bestemte han sig. Og nikkede ham en skalle i brystet.
Zidane blev udvist, for reglerne er klare. Italien vandt. Men Zidane blev hyldet som en helt ved hjemkomsten til Frankrig. Selv præsidenten holdt tale.
Er fodbold politik? Nej. Korruption? Alle millionerne, der ruller, mafiaen, hooligans.
Hvad var det så, der mødtes i de sekunder mellem Materazzi og Zidane? Her har jeg bare lyst til at citere Sigrid Combuchens kommentar på Facebook. Jeg vil spørge hende, om jeg må. Men spillet går videre, og John råber, og jeg tager en lille afstikker, for nu har han råbt tre gange. Og man skal jo svare. Tror jeg.
Æres den, som æres bør.
En anden sommer lå Stefan og jeg på en madras på gulvet og kiggede på mit lille tv. Lagenet var i grøn frotté. Ikke specielt pænt. Men det lagde vi ikke mærke til, for vi talte om de børn, vi skulle have. En dreng og en pige. Da den sommer var ovre, og jeg forsøgte at få styr på mit liv og læste filmvidenskab og var langt inde i stumfilmen, Chaplin og den svenske guldalder, ville Stefan mødes med mig på caféen. Han skulle være far, sagde han. Og det var, som om jeg døde lige der, og han vidste det godt. Han kunne se det. Og han sagde det. Jeg ved det godt. Og jeg satte pris på hans mod. At han vovede at sige det lige op i mit åbne ansigt. Og at han mødtes med mig nogle sekunder på caféen.
Karl Ove spørger, hvordan går det derinde, og jeg svarer, at det er lidt sørgeligt, og han siger, hvorfor gør du det så. Det er der vel ikke noget sjovt ved? Og jeg siger, er du sikker på det? Hvad har du selv gjort i alle disse år? Og han siger, jeg er ikke sikker på noget som helst. Og jeg tænker på karatelærerens kamp, der fører til kollaps, og det gælder om at finde balancen.
Ville jeg være helt? Nej. Det tror jeg ikke. Jeg vil finde en bedre kamp. Jeg spillede teater engang. I nogle år. Det gik okay. Nogle gange godt. Min mor, der er skuespiller, hjalp mig altid med rollerne. Det var, som om jeg først var nødt til at gøre det i dagligstuen derhjemme. Foran mor. Og hun sagde, du skal kun gøre det, hvis du virkelig er nødt til det. Hvis du kan gøre noget andet, skal du gøre det. Så jeg begyndte at skrive. Ligesom jeg havde gjort som barn. Det var en bedre kamp. Ikke lige så sjov. Men bedre. Karl Ove siger, skal det være så sjovt? Det er sjovt at arbejde.
Ja. Det er sjovt. Jeg har det jo sjovt lige nu. Med et værkende hjerte. Man skal turde at bære sine følelser, siger dommeren. Jeg har købt hende i dyre domme. Hun står på min banehalvdel.
Når forelskelsen er slut. Jeg skrev i ’Grand Mal’, at det var som at lukke et sommerhus ned. Med effektive bevægelser og ranke rygge pakker man sammen. Og et sidste blik over skulderen for at sikre sig, at man ikke har efterladt noget.
Sådan er det, når en slutrunde er forbi. Den rytme og tryghed, man er blevet lullet ind i i ugernes løb. Slut. Hvad skal man så stille op nu? Med sit liv? Når man ser det så tydeligt.
Det sidste var noget, min redaktør, Henrik Petersen, skrev i bagsideteksten til min første bog på forlaget Modernista.
Æres den, som æres bør.
Der er stadig lang tid tilbage af dette EM. Sommeren er kun lige begyndt. Og jeg sender en taknemmelig tanke. Ligesom dengang i foråret, da jeg prøvede paragliding på Tenerife sammen med Simon, min mands ven, som har en flyskole dernede, og jeg tænkte, at bare jeg kommer ned, vil jeg være taknemmelig for alt i resten af mit liv.
Hvad nu? Hvornår begynder kampen?
Oversættelse: Tonny Pedersen
© Linda Boström Knausgård 2016, efter aftale med Copenhagen Literary Agency ApS
