Foto: KRAGH ERIK

Jordskredsvalget 1973: Den dag Glistrup og Erhard splittede Folketinget ad

Den moderne parlamentariske historie begynder med jordskredsvalget 4. december 1973. Ikke blot fik de etablerede partier tæv i uhørt omfang, Mogens Glistrups og til dels Erhard Jakobsens direkte kommunikation med vælgerne ændrede den politiske kultur. Tørre tal om Forsvarets udgifter blev erstattet af kvikke bemærkninger om en telefonsvarer, der på russisk meddelte, at vi overgav os.

Udlægningerne var mange i aviserne dagen efter folketingsvalget i december 1973. Berlingske Tidende kaldte under indtryk af den konservative katastrofe resultatet »uhyggeligt«, mens Politiken lidt paradoksalt mente, at når så mange vælgere var rykket ud på fløjene, var det i virkeligheden en protest mod blokpolitikken på Christiansborg. Men selv om resultatet var chokerende, kunne det ikke komme bag på nogen.

Siden det tidlige forår havde opinionsundersøgelserne registreret, at et voldsomt opbrud i vælgerbefolkningen var undervejs. Politikerne havde dog nærmest valgt at lade som ingenting, man troede ikke på, at det kunne gå så galt. Kompetente folk havde længe advaret. Teologen Johannes Sløk, som ganske vist ikke var politisk kommentator, men en fremragende kender af dansk og europæisk åndshistorie, skrev, at det dummeste af alt var, hvis politikerne ikke tog signalerne alvorligt. Man var nødt til at forholde sig til utilfredsheden.

Det var bare ikke så nemt. For 1973-valget gik i den grad på tværs af indgroede forestillinger. Store udsving var set tidligere, men normalt var der en entydig forklaring. Kommunisternes succes i 1945 hang sammen med besættelsen og modstandskampen, mens Venstres voldsomme fremgang i 1947 var knyttet til statsminister Knud Kristensens nationalistiske Sydslesvigagitation. Men det var konjunkturfænomener, og da forholdene normaliseredes efter 1950, var det slut med de store udsving. Set over årtier kunne man observere et mindre dramatisk mønster. Socialdemokratiet gik i reglen lidt frem, Venstre gerne lidt tilbage, hvilket kunne forklares demografisk og strukturelt. Bybefolkningen og antallet af industriarbejdspladser voksede, mens gårdmandsklassen skrumpede.

60 mandater afleverede de etablerede partier. Og det kunne let være gået endnu værre

60 mandater afleverede de etablerede partier. Og det kunne let være gået endnu værre. Der er nemlig ingen tvivl om, at Erhard Jakobsen og Centrum-Demokraterne klippede toppen af Glistrups succes, ligesom oliekrisen fik en del vælgere til at besinde sig. I modsætning til Glistrups politiske entertainment var CD et seriøst forsøg på at imødekomme den utilfredshed, for ikke at sige vrede, som gennem år var opsamlet hos vælgerbefolkningen. CD’s platform var modstanden mod beskatning af parcelhuse og mere generelt uvilje mod den formodede venstredrejning inden for Socialdemokratiet. CD var et typisk udbryderparti, som der har været mange af i dansk parlamentarisk historie. Fremskridtspartiet var noget andet, det var overskrifter og slagord løsrevet fra enhver politisk logik og virkelighed. Etablerede politikere kunne let påpege den manglende substans. Vælgerne ville bare ikke lytte.

Klasseforankringen smuldrer

Historien begynder i 1960’erne med et system i svingninger. I 1966 fordobledes SF, i 1968 gik de radikale fra 13 til 27 mandater, i 1971 tabte Venstre og konservative tilsammen 13 mandater, VKR-regeringen var ingen succes i borgerlige vælgeres øjne. Indtil 1971 var der tale om omfordeling inden for de etablerede partier, men i 1973 ville en tredjedel af vælgerne noget helt andet.

Der er givet mange forklaringer på opbruddet. Velfærdspolitikken havde medført en økonomisk og social udligning, der betød, at partiernes klassemæssige forankring smuldrede, hvilket paradoksalt nok gav sig udslag i stigende politisk ustabilitet. I stadig højere grad appellerede partierne til de samme lønmodtager- og funktionærgrupper. Den uundgåelige følge var, at vælgerne ikke som tidligere følte sig forpligtet af baggrund og klassetilhørsforhold. I 1968 stemte parcelhusejerne Hilmar Baunsgaard til magten, mens Glistrups og Erhard Jacobsens succes i 1973 demonstrerede, hvor labil en ellers relativt homogen vælgermasse kunne være.

Overbudspolitik er imidlertid ikke forklaring nok, i hvert fald var den ikke så udtalt som senere. Vigtigt er det, at 1960’ernes økonomiske og sociale udligning blev ledsaget af en kulturel og mental polarisering. Monopolfjernsyn bragte verden ind i folks stuer i en helt anden grad end tidligere: marcher mod atomvåben, vietnamdemonstrationer, blomsterbørn, ølejre, kvindefestivaler, frigivelse af pornografien, slumstormere, fri abort, kollektiver, hash osv. Det kunne tage vejret fra den, som var opvokset på landet i 1920'erne og kommet ud at tjene som 14-årig. Derimod var tredivernes krise og arbejdsløshed en del af den kollektive erindring. Stabilitet og materielt betryggede forhold var, hvad man ønskede.

I større omfang end tidligere levede og boede uddannelsessøgende unge i beskyttede miljøer knyttet til kollegier og uddannelsessteder, hvor man i skæret fra hånddyppede stearinlys diskuterede forurening, rovdrift på naturen og andre indlysende trusler, som ikke stod øverst på det etablerede systems dagsorden. Her skabtes en selvforståelse, der blev til revolutionsromantik, hvor fredelige stud.mag.er forvandledes til åndelige rødgardister, der efter et sommerferievikariat på Carlsberg gjorde sig til talsmænd for arbejderklassen.

Revolutionære fraser blev blandet med kulturelle normer formet af amerikanskinspireret livsstil. På globalt plan var det unge middelklasseamerikaneres forståelige modvilje mod at dø for en tvivlsom sag i en asiatisk jungle, som havde sat gang i ungdomsoprøret. I hjemlig sammenhæng var det en generations famlende forsøg på at finde sin identitet, men universitetsbesættelser, husbesættelser, demonstrationer og frem for alt retorikken skræmte forældregenerationen, der havde kæmpet for fremgangen. At generationskløften var virkelig, kom til udtryk, da man i juni 1969 stemte om en nedsættelse af valgretten fra 21 til 18 år. Næsten 80 procent stemte nej! Det var en afstraffelse af de vanartede børn, der ville noget. Men også et varsel.

Den knap så røde befolkning

Tilsyneladende var det de sammenbrudte overenskomstforhandlinger på arbejdsmarkedet i foråret 1973 og den efterfølgende generalstrejke, der fik utilfredsheden til at eksplodere. Da strejken begyndte, lå Glistrup på under 5 pct. i meningsmålingerne, da den sluttede, var tilslutningen over 20. Det er børnelærdom, at selv om to fænomener forekommer samtidig, behøver der ikke at være en sammenhæng. Her er der imidlertid ingen tvivl. Flere års akkumuleret vrede i vælgerbefolkningen slog pludseligt og voldsomt igennem. Ikke engang i skyggen af de foruroligende gallupmålinger var der kommet brugelige svar fra de etablerede partier; på Christiansborg anede man ikke sine levende råd.

Det var politikernes kompetence, vælgerne ikke længere troede på. Og det var det virkeligt betænkelige i 1973



Når Politikens lederskribent dagen efter folketingsvalget skrev, at vælgerne havde protesteret mod blokpolitikken på Christiansborg, var det ikke helt forkert. Perspektivet var dog for snævert. Mange havde mistet troen på politikernes vilje og evne til at løse landets problemer. Det var politikernes kompetence, vælgerne ikke længere troede på. Og det var det virkeligt betænkelige i 1973.

Mange forhold spillede naturligvis ind. Men noget af tillidskrisen skyldtes, at de politiske partier fejllæste udviklingen i 1960’erne. Årsagen var uden tvivl SF og de nye venstrebevægelser. SF var stiftet som en slags nationalkommunistisk parti, hvis hovedambition var at trække Socialdemokratiet til venstre. Men SF og det nye venstre hev ikke alene i Socialdemokratiet, hele det politiske system blev drejet mod venstre. Venstrefløjen satte dagsordenen, dens budskaber dominerede den offentlige debat, hvilket skabte et indtryk af, at befolkningen var mere venstreorienteret, end den i virkeligheden var. Selv borgerlige politikere kom til at sige noget pænt om den politiske inspiration, der udgik fra Mao Zedong. For at tækkes den ny venstrefløj erklærede Anker Jørgensen, at Socialdemokratiet lå til venstre for midten. Men det var den modsatte fløj, der forlod partiet i 1973. Intet tyder derimod på, at partiets splittelse i EF-spørgsmålet spillede nogen større rolle for nederlaget. Snarere var der tale om, at Anker Jørgensen i sin første statsministerperiode ikke blev anset for kompetent.

Jordskredsvalget trækker stadig spor i det politiske landskab



Oveni kom de borgerlige frustrationer over, at priser, lønninger og skatter havde fortsat himmelflugten under VKR-regeringen. Da mange også følte sig svigtet på det værdipolitiske område, måtte det gå galt. Det var VKR-regeringen med en konservativ justitsminister, som gennemførte både fri abort og pornografiens frigivelse. Man mistolkede opinionen med det resultat, at der opstod et gabende hul på højre fløj, som især Glistrup udfyldte, mens fromme borgerlige, der var imod pornografi og abortlovgivning, sluttede sig til Kristeligt Folkeparti. Systemet var kæntret. Jordskreddet trækker stadig spor

Den umiddelbare følge af jordskredsvalget var Poul Hartlings smalle venstreregering baseret på kun 22 mandater. Bemærkelsesværdigt var det, at ingen partileder gik af som følge af nederlaget, selv om de konservative kom godt op at toppes. I dag ville ingen partileder som Anker Jørgensen overleve et mandattab på 24. Endnu i 1970'erne prioriterede man de politiske ideer over personer. Anker Jørgensen kom tilbage, og i kraft af sin personlige troværdighed, og fordi han havde lært af sit første fiaskoår, genrejste han Socialdemokratiet trods økonomisk krise og konstante benspænd fra LO-formanden Thomas Nielsen. Hvad der gjorde situationen særlig vanskelig, var, at ikke alene økonomien var i krise, det var den økonomiske teori også. Den traditionelle keynesianske krisehåndtering virkede ikke længere. Man var med finansminister Knud Heinesens ord tæt på »afgrunden«.

Kendetegnende for situationen var også, at Fremskridtspartiet trods sin størrelse var uden et reelt politisk program. Det er nærliggende at sammenligne med det nul, som stifterens trækprocent lød på. Glistrup kunne formulere politiske one-liners, men havde intet at byde på ud over fraserne. Alligevel har de konservative aldrig overvundet den krise, som Glistrups succes var udtryk for. Nogle vil måske anføre, at det da gik meget godt under Poul Schlüter. Men det skyldtes, at Schlüter fik godt tag i midtervælgerne. Derimod lykkedes det ham aldrig at få lukket hullet på højre fløj. Så sent som ved folketingsvalget i 1994 fik Fremskridtspartiet 11 mandater trods internt kaos. Poul Schlüter havde udbasuneret, at ideologi var noget bras, måske var det derfor, de konservative aldrig kom med et ideologisk udspil, som kunne have inddæmmet højrefløjen og elimineret utilfredsheden. Da Glistruppartiet gik i opløsning og afløstes af det ideologisk langt mere bevidste Dansk Folkeparti, kom de konservative for alvor i krise. Jordskredsvalget trækker stadig spor i det politiske landskab.

Valget i 1973 ses ofte som en reaktion på en hæsblæsende udvikling, hvor mange følte sig koblet af. Men set i perspektiv gjorde både studenter og Fremskridtspartiets vælgere oprør mod autoriteter, som de ikke længere troede på. Man følte behov for noget nyt. Det antiautoritære fik også udtryk i Peter Rindals oprør mod Kunstfonden og moderne kunst. Rindalisme blev en betegnelse for snæversyn og uvidenhed, men budskabet var ikke meget anderledes end studenternes. Studenterne krævede ret til at sætte spørgsmålstegn ved undervisning og fagligt indhold. Det skulle være forståeligt og samfundsrelevant. Rindal var helt på linje. Skattefinansieret kunst skulle være vedkommende og forståelig for dem, som betalte. Også han gjorde oprør mod formynderi. Og dermed er han et godt udtryk for den eksistentielle forvirring, der udløste både ungdomsoprør og jordskredsvalg.

Publiceret 3. december 2013

Redaktionen anbefaler:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce