Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Så sejler kaptajn Nemo og hans drabelige ubåd atter ud på ... gamle eventyr

De gamle drengeromaner og deres moderne arvtagere har det til fælles, at de inviterer unge læsere indenfor i et drabeligt univers, og utrænede læsere lokkes med på fortællinger, som især drenge ellers ikke ville opleve. Jules Vernes’ 144 år gamle ’En verdensomsejling under havet’ er netop udkommet i ny dansk oversættelse.

Den garvede børnelitteraturforsker oplevede romanen på film, før han læste den. Det var i Alléteatret nord for København, han sad helt fremme på 2. eller 3. række, og filmen blev vist i widescreen , så billedet fra hans plads var totalt forvrænget, husker han.

»Men fortællingen gjorde dybt indtryk. Det er måske den fortælling, der har gjort størst indtryk på mig overhovedet«, siger Torben Weinreich, professor i børnelitteratur.

Kollegaen, der udgav og skrev indledning, sidst den næsten 150 år gamle roman kom på dansk, tøver ikke med at kalde forfatteren stor, romanen fantastisk og ideen om den første nye oversættelse i over 30 år for genial:

»Oversættelser forældes, men originaler gør ikke. Det er en fremragende idé at udgive den bog igen«, mener Hans Hertel, professor i litteratur ved Københavns Universitet.

Og man kunne tage en af de danske forfattere, der har interesseret sig for udrejse og verdenshave med samme grad af fascination, som den gamle roman afspejler. Forfatteren kan se, hvordan den klassiske fortælling har indlejret sig i hans bøger, og Ib Michael erindrer, hvordan han som dreng var så forhippet på at læse den, at han gik på kommunebiblioteket i Roskilde uden at opdage, at han havde nattøj på.

Det handler om Jules Verne og hans klassiker af en roman fra 1869, ’En verdensomsejling under havet’. En roman, som raske drenge af de fleste køn har slugt som børn. Det lille Løvens Forlag fra Aarhus har netop udgivet den i sin bogserie med ’Glemte mesterværker’, og ifølge nutidige litterater er det stadig et af de bedste bud på en klassisk drengeroman (m/k), der er skrevet.

I det hele taget lever drengeromanen i bedste velgående. Bibliotekerne uddeler årligt Drengelitteraturprisen, og selv om bøgerne i dag i høj grad læses af begge køn, er litteraturforskerne ikke i tvivl om, hvad man mener, når man spørger til drengelitteratur: Det handler, som en af dem udtrykker det, om drabelige eventyr med forhindringer, der overstiges af drenge eller mænd af rette støbning. ’De tre musketerer’, ’En verdensomsejling under havet’ og de andre bøger, som Alexandre Dumas, Jules Verne og de andre tunge drenge skrev tilbage i 1800-tallet, holder stadig, og det kønspolitisk ukorrekte begreb drengeromaner lever videre i den moderne børnelitteratur. Indhold og form er bare rettet til, så fortællingerne matcher samtiden.

En bizar hændelse ...

»Året 1866 skilte sig ud ved en bizar hændelse ...«, begynder Jules Vernes gamle verdensomsejling under havet.

Et ukendt havvæsen, en overnaturligt stor narhval, et flydende rev, et menneskeskabt monstrum – noget bevæger sig rundt derude i de syv verdenshave, og 1800-tallets medier kan rapportere, hvordan oceangående skibe angribes og humper i havn med store huller i skroget. Franske professor Aronnax, hans tjener og en erfaren harpunér rejser ud for at tilintetgøre ’uhyret’, men de tre mænd angribes og tages til fange om bord på den mystiske kaptajn Nemos fartøj ’Nautilus’ en hurtigtgående ubåd opfundet af forfatteren, længe før ubåde kunne noget, der bare lignede. Kaptajn Nemo har mistet alt og er ude i et hævnærinde, og mændene sejler nu rundt i dybet i et blåt univers befolket af poetiske fantasivæsener og naturvidenskabeligt korrekte havskabninger. Læseren holdes fanget af spændingen om de tilfangetagne mænds skæbne og især af det, Hans Hertel kalder de tre gåder: gåden om ubådens konstruktion; gåden om oceanets hemmeligheder – eller som Jules Verne skriver: de store havdybders mysterier – samt især gåden om kaptajn Nemo: Hvem er han, hvem vil han hævne sig på og hvordan.

»Det er fantastisk læsning. Der er naturvidenskaben, hvor Jules Verne er langt forud for sin tid; der er spændingsmotivet; og der er gåderne. Og jeg husker isnende læsning, som da de sidder fast under Sydpolen. Det er fremragende skrevet. Jules Verne er en meget stor forfatter«, siger Hans Hertel.

Torben Weinreich så verdensomsejlingen på film, før han læste den, men beskriver den alligevel som en af sin barndoms største læseoplevelser.

»Når jeg siger læsestof, er det, fordi det var tilfældigt, at jeg først så filmen. Jeg læste enormt meget og læste romanen bagefter, og den gjorde dybt indtryk. Det er hele konstruktionen: Nede under havet konstruerer Jules Verne en parallel verden af mennesker, der er udstødte, og indimellem bryder den verden op til overfladen, ødelæggende og aggressiv, og angriber den, vi kender«.

For forfatteren Ib Michael har den gamle roman fået særlig betydning. I hans roman ’Prins’ er det den første bog, hovedpersonen læser, da han er 12 , og Ib Michael var selv 12, da han først læste verdensomsejlingen:

»Da jeg først havde læst den, stod den på Jules Verne hele vejen. Jeg var fuldstændig væk i den historie. Det er en af de bøger fra min barndom og ungdom, der har gjort størst indtryk, og den er blevet betegnende for mit eget liv. Jeg er stadig fascineret af dybet og er den dag i dag fridykker om en hals, og jeg hører stadig kaptajn Nemos undersøiske orgel i hovedet, når jeg dykker. Og i mine bøger går det her med eventyret, havet og rejsen klart igen og især da hans beskrivelser af lyset under vandet«.

Også mytologien er Ib Michael betaget af, men først som voksen har han fundet ud af, at kaptajn Nemos navn betyder ’ingen’. Det læser drenge hen over, og det gør ikke spor, mener forfatteren, der til gengæld allerede dengang kunne lide, at bogens helt ikke er entydig. Han er skurk, men en »ædel skurk«, siger Ib Michael: »Og jeg ser en pointe i, at han ikke er en hvid mand. Han er en mystisk indisk prins, der sejler rundt under havet og hævner sig – på kolonialismen, på englænderne, på den hvide mands kultur, på hvad?«

Ingen anelse om behovet

Men hvad i markedet fortæller den 33-årige forlægger fra Løvens Forlag i Aarhus, at der er behov for 450 sider blandet naturvidenskab, eventyr, poesi og spænding og en ’En verdensomsejling under havet’ i dag? Kenny Jess Brandt ser lidt paf ud, da jeg spørger. Vi mødes i hans bogantikvariske Aarhushule, Løves Antikvariat og PladeSalon mellem gamle lp’er og digtsamlinger af Rilke, ’Parisereventyr’ af Guy de Maupassant og skuespil af Shakespeare og Kjeld Abell. På bordet foran os ligger en stak nye røde, solidt hæftede bøger med koøje på forsiden: Jules Verne-udgivelsen.

Forlæggeren har ingen forestillinger om, hvor stort behovet for bogen måtte være. På sine to år i branchen har han udgivet forfattere som Charles Bukowski og William S. Burroughs, og formålet er altid, som det fremgår af forlagets litterære manifest, at trykke glemte klassikere og give folk læseoplevelser, de store forlag ikke tilbyder.

Det er på grund af manifestet, at han ryster på hovedet over spørgsmålet om markedets behov:

»Sådan tænker jeg slet ikke. Jeg tænker, at den her bog skal alle læsere fra 12 år og op have muligheden for at købe. Jules Verne var den første forfatter, der tog mig selv med på eventyr, og det eventyr vil jeg gerne have, at andre oplever. Som lille forlægger tjener man ikke store penge – men løber det rundt, får man mulighed for at dele sin læseglæde med andre«.

Vernes undersøiske eventyr gav en ung Kenny Jess Brandt mod på at læse store romaner. Og ’En verdensomsejling ...’ er en stor roman, synes han. Især når den udgives, som han gør det, i fuld version og ikke forkortet for drenge og andre børn.

Forkort er også godt

Forkortelser er forkætrede i den litterære verden, men den bearbejdede form skal man nu ikke afvise, mener Hans Hertel, for den kan lokke nye læsere ind i litteraturen. Litteraturprofessoren debuterede selv som læser i en drengebogsverden med skæbner som Robinson Crusoe, greven af Monte Cristo og kaptajn Nemo, og de tilskårne versioner for unge læsere kan noget:

»De forkortede versioner kan både træne nye læsere op og trække børn ind i et fiktivt univers, som de får respekt for. Jeg tror på trappestigeteorien om, at man får smag for at læse og søger stadig bedre oplevelser«, siger Hertel, hvis egen farmor meget tidligt introducerede ham til Charles Dickens: »Det var fantastisk at tyre ’Oliver Twist’ på 200 sider. Så kan

man jo altid tage alle 500 sider, når man er blevet ældre ...«.



Drengeromanen som selvstændig genre udskiller sig i 1800-tallet, fortæller Torben Weinreich.

»I begyndelsen var det ikke drengeromaner, i den forstand at hovedpersonen var en dreng, man kunne identificere sig med. Det var de store romaner i forenklet form og med mænd af rette støbning som hovedpersoner«.

Sidst i 1800-tallet kom de første egentlige drengebøger. En genudgivelse af Robinson Crusoe for drenge står tilbage og har givet anledning til en stribe såkaldte robisonader med samme tema, mens andre tidlige drengeromaner er gået i glemsel. I 1940’erne kom herhjemme de første Janbøger. Serien blev med sine 81 titler en »afsindig succes« og også målt med globale alen en af verdens længste serier for drenge, og drengebøger har en mission, understreger Torben Weinreich:

»Traditionelt læser drenge ikke nær så meget som piger, men de her romaner får dem i gang«, fortæller han og nævner også forfattere som tyske Erich Kästner og danske Torry Gredsted og hans bøger om ’Paw’, mens Ib Michael husker Malots ’Frændeløs’, Tom Kristensens ’Kina i oprør’ og Hans Kirks ’Slaven’, som han har læst for børn og børnebørn.

Ib Michael leger med tanken om selv at skrive en drengeroman, og genren er ikke død. Pigerne læser bare i højere grad med, siger Torben Weinreich. Skal han udpege en nutidig arvtager til de gode, gamle klassikere, bliver det Harry Potter med sit parallelunivers bag perron 9 3/4, siger han.

»Fantasygenren er nok den, der i dag udgør drengeromanen. Genren slog igennem for 20-25 år siden, men holder stadig med Harry Potter-bøgerne som dem, der gav genren det store boost«.

Herhjemme er det Kenneth Bøgh Andersen, der har befolket fantasyuniverset, og Tolkiens gamle romaner om Ringenes herre er med Harry Potter trukket frem til ny popularitet. Som ’En verdensomsejling under havet’ inviterer de ind i dragende parallelle verdener. Det gælder også et andet medie, som ofte siges at true (drenge)romanen: Computerspillene. Men selv ikke i spilbranchen tror man på drengeromanens død:

»Hver gang der kommer et nyt medie, tror folk, at det vil udkonkurrere de gamle, men spillet truer ikke bogen. Begge medier giver spænding og drama, men det er forskellige oplevelser«, siger spilforfatter Morten Brunbjerg, der har medvirket til spillet ’Hitman’.

Spilproducent Jeppe Bisbjerg mener, at bogen må indstille sig på, at der er andre måder at fortælle de gode historier på: »Spillene rummer en masse litteratur, men du kan ikke bladre og fordybe dig og sidder ikke med den samme oplevelse bagefter, som du gør, når du har læst en roman«.

Forlæggeren i Aarhus har trykt 1.500 eksemplarer af sin nyoversatte verdensomsejling og forestiller sig, at folk vil glæde sig til igen at kunne trænge ned i havets dybder. De store fortællinger lever, tror han på. Og netop den lære har Hans Hertel fået ind med sin litterære modermælk. Som litteraturstuderende på Københavns Universitet fik han indskærpet respekt for forfattere som Verne, Defoe og Dumas. Og så citerer han sin gamle professor:

»En litteraturteori, der ikke kan rumme ’De tre musketerer’, giver jeg ikke noget for!«.

Publiceret 5. december 2013

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden