Spansk landsby har besejret krisen. Med kommunisme

I den andalusiske lilleby Marinaleda er arbejdsløsheden omkring en procent, mens den i nabobyerne er tæt på 50. Midlet er ligeløn og al magt til folket.

Vi skriver anno 2013. Hele Spanien, ja, stort set hele jordkloden er besat af kapitalismens imperium og plaget af dens følgesvend, finanskrisen. Arbejdsløshed og armod har sænket sig over Den Iberiske Halvø.

Har alle virkelig overgivet sig til dette system og solgt friheden for mammon? Nej, langt nede mod syd i Spanien, hvor selv de tyske ørne vender, når de patruljerer over de besværlige randområder i Frau Merkels europæiske union, ligger én eneste lille ukuelig landsby, omringet af kapitalismens lakajer. Her holder en håndfuld durkdrevne og uovervindelige frihedskæmpere stadig stand mod overmagten.

Bag byskiltet ind til Marinaleda, som nogen har valgt at strege over som om landsbyen virkelig ikke findes, gemmer modstanden og den gode historie sig. Ved at bekende sig til det spøgelse, Karl Marx i sin tid sendte gennem Europa, kommunismen, har landsbyens beboere stået sammen som en lille knaldrød klat på storpolitikkens blåtonede verdenskort. I over tre årtier har Marinaleda ladet politiske utopier blive til virkelighed. Og forrige sommer gik byens karismatiske borgmester i spidsen, som en genopstanden Robin Hood, for en skare af bønder og arbejdere ud for at knægte krisen ved simpelthen at plyndre supermarkeder og besætte de rige godsejeres ejendomme.

Ovre hos vores nabolandsby, tre kilometer længere nede ad vejen, er halvdelen af befolkningen uden arbejde, her har vi ikke engang en arbejdsløshedsprocent på en. De har massiv gæld, men vi skylder ikke en cent væk

Begivenhederne fik selv de største medier i verden til at rapportere fra Marinaleda. Utopien har ligesom i sin tid Den Spanske Borgerkrig draget talrige udenlandske journalister og intellektuelle mod Marinaleda for ved selvsyn at konstatere, om den røde flække i den globale kommercialisme virkelig findes og lever godt. Sidste skud på stammen er engelske Dan Hancoxs portræt af landsbyen i bogen ’The Village against the World’ (Verso), der netop er udkommet. I bogen skriver forfatteren, der er journalist på blandt andet avisen The Guardian, at Marinaleda er et symbol for både højre og venstre kloden rundt.

»Konservative og liberale har ignoreret landsbyen eller gjort nar af den som en landlig kuriositet, ledet af en tosse med fuldskæg, men det kan de ikke længere. »Hvad er jeres alternativ«, bjæffede kapitalismens hårde hunde til bevægelsen Los Indignados. Svaret er langsomt, men sikkert blevet: »Hvad med Marinaleda?««, skriver Dan Hancox.

Viceborgmester i lyserød træningstrøje

Med sine appelsintræer og rækkerne af hvide huse, der strækker sig gennem byen langs landevejen med det forjættede navn Avenida de la Libertad, ligner Marinaleda de fleste af sine naboer.

»Det er ikke på overfladen, man kan se forskel på Marinaleda og vores nabobyer. Men så snart man kigger på systemet indefra, er forskellene mange og tydelige. Ovre hos vores nabolandsby, tre kilometer længere nede ad vejen, er halvdelen af befolkningen uden arbejde, her har vi ikke engang en arbejdsløshedsprocent på en. De har massiv gæld, men vi skylder ikke en cent væk«, siger Esperanza Savvedra.

I sig selv repræsenterer den 33-årige viceborgmester, hvis fornavn betyder håb, noget anderledes. Det er ikke hver dag, man i et land som Spanien, hvor man holder på formerne, oplever den næstkommanderende i en by komme spænende i en lyserød Adidas-træningstrøje fra sit job i børnehaven ved siden af rådhuset for at slå sig ned i en af de vakkelvorne stole under fotografier af kommunistiske ikoner og tale byens sag.

Med et interesseret blik bag brillerne byder viceborgmesteren endnu flere gæster fra den presse velkommen, der har ligget i noget nær belejring omkring Marinaleda siden 1979, da revolutionen begyndte i det fattige Spanien, som netop var blevet befriet for Francos fascistiske diktatur fire år tidligere.

Netop mediernes opmærksomhed er en af årsagerne til, at den karismatiske arkitekt bag Utopia, den nu 64-årige Sánchez Gordillo, der har været borgmester lige siden, er træt og slidt. Han er netop blevet idømt syv måneders fængsel for en ulovlig besættelse af et stort landområde, som tilhører det spanske forsvarsministerium, men som Sánchez Gordillo og ligesindede mener, bør bruges som landbrugsjord og derfor trængte ind på i foråret.

»Jeg ved ikke, hvor han er. Det betyder ikke noget. Alle spørger altid, hvordan vi skal klare os, når han skal i fængsel eller trækker sig. At skabe det, vi har gjort her, er ikke én mands værk. Jeg vil på ingen måde underkende Sánchez Gordillo og hans enorme indsats. Men det her er et projekt, som er større end ham. Der er mange kvinder og mænd i byen, som er klar til at tage over«, siger Esperanza Savvedra.

Alle i arbejde til samme løn

Som mange andre utopiske samfundsmodeller er Marinaleda tæt forbundet med sin chefideolog og frontkæmper, der lige så indlysende er blevet en mytisk figur. Den unge Sánchez Gordillo blev i 1979 valgt ved hjælp af et af idolet Che Guevaras slagord, »Kun de, der drømmer, vil se drømmene blive til virkelighed«. Kort efter valget indledte borgmesteren la lucha, kampen, han og Marinaleda stadig er i gang med. På hans foranledning indledte hele landsbyen en »sultestrejke mod sult«.

For første gang valfartede alle de spanske medier til den lille genstridige by i det ludfattige Andalusien, hvis sultne børn skrev åbne breve til kongefamilien i aviserne. Sánchez Gordillo viste for første gang sit talent for gennem medierne at rejse en politisk storm, og det andalusiske selvstyres regering afsatte penge til mad og til at købe jordlodder fri fra landejerne, så landsbyens beboere kunne gå i gang med at dyrke jorden.

Siden er det gået slag i slag. Efter ti års kampe, sultestrejker, strejker, besættelser og slagsmål med politiet fik Marinaleda overdraget den lokale farm El Humoso med 1.200 hektar olieventræer. Farmen blev dannet om til det kooperativ, der fremdeles i dag sammen med en fabrik til at presse olivenolien er rygraden i Marinaledas økonomi.

»Vores metode er enkel, men god. Overskuddet på vores produktion går udelukkende til at skaffe flere arbejdspladser, aldrig til at skaffe profit. Vi dyrker udelukkende de afgrøder som artiskokker og tomater, der kræver, at mange arbejder i produktionen hele året. Derfor kan vi sørge for, at alle er i arbejde og alle får den samme løn. Også os, der arbejder på skolen eller andre steder i landsbyen«, forklarer viceborgmester Esperanza Savvedra.

Selv om hovedparten af produktionen sælges til andre olivenoliefabrikanter, og de sidste par år har været hårde for landsbyen på grund af svigtende høstresultater, fungerer økonomien. Marinaleda har ikke noget imod at handle med den kapitalistiske omverden og har da også et par mikroskopiske butikker, en tankstation og hele syv barer og restauranter. Store kæder som eksempelvis McDonald’s er derimod ikke velkomne.

Lov og orden uden politi

Månedslønnen er knapt 9.000 kr., tæt på gennemsnitslønnen i Spanien. Hver aften i højsæsonen kører en højtalervogn rundt i gaderne i Marinaleda og råber navnene på dem, der skal arbejde dagen efter. På samme måde indkaldes til de fællesmøder, der fremdeles er landsbyens højeste myndighed. Og hvor det eksempelvis er besluttet, at Marinaleda skal have tilbud til fritid og kultur, der langt overgår den normale spanske lilleby. Her er både idrætsanlæg, svømmebassin og et kulturhus, der trækker store navne til for at give koncerter.

Til gengæld sparer man mange andre steder; Marinaleda er således kendt for at opretholde lov og orden uden hjælp af et politikorps. Og til gengæld for at alle 2.786 indbyggere bor godt, er det forbudt at sælge sit hus for at tjene penge. Engang i måneden på Røde Søndag, forventes hele landsbyen at hjælpe til med opgaver til fællesskabets bedste.

Er det kommunisme i praksis? Det er i hvert fald en anden politisk vilje. Vi har vist, at ingen behøver leve på gaden, være arbejdsløse eller ikke have en indtægt



»Er det kommunisme i praksis? Det er i hvert fald en anden politisk vilje. Vi har vist, at ingen behøver leve på gaden, være arbejdsløse eller ikke have en indtægt. Ude i resten af verden bruger man penge på at redde bankerne. Men ikke på at redde de mennesker, som har mistet fundamentale rettigheder – gratis lægehjælp, retten til et arbejde og en bolig. Men vi begår også fejl, vi er jo et projekt skabt af mennesker«, siger Esperanza Savvedra.

Politisk hører hun som flertallet i Marinaleda til på »den yderste venstrefløj«, som viceborgmesteren selv siger, af det mest venstreorienterede parti i Spanien, Izquierda Unida. Der findes folk i Marinaleda, som ikke bakker op om bystyret og metoderne. Blandt dem Antonio, der har en lille virksomhed i byen og ikke »finder det vigtigt« at opgive sit efternavn.

»Set med mine øjne er det slet ikke så anderledes, som de gerne vil gøre det til. Men det går fint. Så længe man betaler skat og alt det andet, holder de sig væk«, siger han.

Udenfor cafeen La Oficina midt i byen står en flok unge, som netop er blevet sat af skolebussen og fejrer weekendens komme med en lille, stærk kaffe og en smøg.

»Jeg ved ikke, om vores fremtid ser lysere ud, end den gør for andre spanske unge. Men den er i hvert fald sikker. Vi kan vælge at blive her og gå ind i produktionen, selv om det umiddelbart ikke virker så spændende eller udviklende at skulle arbejde i landbruget«, siger den 17-årige Rosana Rodriquez.

Ved siden af hende hæver den jævnaldrende José González stemmen for at overdøve en af de traktorer, som jævnligt brummer gennem hovedgaden:

»Men i en krisetid er det heller ikke det mest afgørende, at man selv udvikler sig. Måske er det fint at være med i et fælles projekt og få det til at udvikle sig? Uanset om man bliver her eller tager ud i verden, vil det altid være noget særligt at komme herfra. At vide, at man har været en del af et utopia – forsøget på at skabe noget nyt, anderledes og bedre«.

Publiceret 18. december 2013

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce