Tiden er gået i stå. Bogstavelig talt. De sorte visere på det hvide ur på den afskallede væg midt i den store skibshal bevæger sig ikke. De er standset klokken 12.45. Eller også er det klokken 00.45. Ingen ved, om viserne stoppede om dagen eller om natten.
Men det giver mening. For vi befinder os i en tidslomme på Nakskov Skibsværft. Eller rettere sagt: Det, der en gang var et værft. For selv om uret er stoppet, er tiden gået videre udenfor og har langsomt trængt sig ind gennem murene, gulvene og lofterne.
Planter er brudt gennem sprækkerne i væggen og er langsomt, men stædigt begyndt at tage magten igen. Vanddråberne drypper ned fra de knuste ruder i loftet og lander på gulvet med en rungende ly i den tomme hal.
Symbolikken kunne næsten ikke være mere tydelig. Det engang så driftige værft lukkede i 1986 – og sendte byen Nakskov ud i en depression.
