Foto: Martin Lehmann

»Du skal forestille dig en kunstner med seks ben«

Kunstnergruppen Superflex har skabt sig et stort navn ude i verden ved at åbne motorveje, brygge sodavand og bygge biogasanlæg til de fattige. Nu har den danske trio for første gang en stor udstilling i Danmark. I den anledning prøver vi at finde ud af, hvad der gemmer sig bag maskerne på de tre.

Det er en fugtig decemberformiddag i Holbergsgade. En mand i arbejdstøj står inde i Det Go’e Smørrebrød og bestiller nogle madder, herunder et stykke med spegepølse og et med æg, rejer og mayonnaise.

Bag disken står Bent Kjærulff og slår et beløb ind på kasseapparatet. Han river bonen af og lægger den op på glaspladen. I samme bevægelse tager han et stempel og siger:

»Du skal lige se her ...«.

Hvorefter han trykker stemplet på bonen, så der nu står: ’Total 0,-’ hen over det hele.

»Jamen dog«, siger kunden. »Hvordan kan det være?«.

»Det har noget at gøre med en kunstudstilling«, svarer Kjærulff.

Med den forklaring plus en gratis madpakke forlader manden i arbejdstøjet butikken.

Umiddelbart efter dukker en anden mand op. Han er mørkhåret og har fuldskæg, og jeg genkender ham som Bjørnstjerne Reuter Christiansen. Han udgør en tredjedel af kunstnergruppen Superflex, som for en dag har omdannet Det Go’e Smørrebrød til et kunstværk.

»Det er det lille øjeblik, hvor pengene er væk, vi går efter«, siger Bjørnstjerne.

Superflex kalder denne performance for ’Free Shop’. Da de opførte den første gang i tre butikker i Japan for nogle år siden, blev en kunde rasende over, at han ikke kunne få lov til at betale.

Her i København opføres ’Free Shop’ som lidt ekstra vinduespynt til en monumental Superflex-udstilling i Kunsthal Charlottenborg.

Den danske trio har igennem to årtier skabt sig et stort navn, især uden for landets grænser. De har udstillet snart sagt alle vegne i verden, men ikke ret meget i Danmark. Nu er de her så.

Med alt, hvad den kan trække.

»Hvad! Er det gratis i dag?«, lyder det fra en ny kunde i smørrebrødsbutikken. »Det er service! Så kommer man jo igen ...«.

Dyremasker i Joshua Tree

De sidste to tredjedele af Superflex har indfundet sig i Det Go’e Smørrebrød. Den ene er Rasmus Nielsen, den anden er Jakob Fenger.

Efter en hurtig besigtigelse af ’Free Shop’-forestillingen får de tre kunstnere fyldt en papæske med smørrebrød, som forsigtigt bliver lagt ned i ladet på Jakob Fengers christianiacykel, der er parkeret udenfor.

Så bevæger vi os alle hen til Charlottenborg, hvor det myldrer med mennesker, der er i færd med at fylde samtlige sale med Superflex-værker.

På vej op ad den store trappe er jeg ved at støde ind i et tøjstativ med et større antal kakerlakdragter på bøjle. Længere oppe hænger et kæmpe farvefoto som en slags velkomsthilsen. Det er taget i en ørken, hvor tre mænd står iført dyremasker – løve, and, gorilla. Bag dem står en umaskeret mand med ryggen til og lader vandet.

»Vi havde købt maskerne i Hollywood og skulle lave et cover til et album, vi havde indspillet«, siger Rasmus Nielsen, da han ser, jeg står og betragter fotoet.

Det var i 1997. De gik alle tre på Kunstakademiet i København og var på studietur til Californien. De kørte i bus gennem nationalparken Joshua Tree, da der opstod et behov for en tissepause. Én tog et billede.

»Det hele varede fem minutter. Det var ikke planlagt«.

Den tissende mand var deres professor, Claus Carstensen, som bagefter viste billedet på Biennalen i Venedig. Værket fik enorm opmærksomhed, da Ekstra Bladet brugte det i en kampagne mod noget, avisen kaldte fiduskunst og den danske kunstmafia.

»Det billede, var det mest åndssvage, de havde set på Ekstra Bladet, så de brugte det som en slags logo for serien«, siger Rasmus Nielsen.

»Hvilket dyr er du«, spørger jeg.

»Hvad tror du?«, svarer han.

I begyndelsen var en motorvej

Superflex anbringer sig omkring et arbejdsbord i et af udstillingsrummene. Jeg stiller min diktafon ved siden af æsken med smørrebrød. Så går vi i gang.

»Hvordan begyndte det hele«, spørger jeg.

Jakob: »Vi åbnede en motorvej«.

Vi talte blandt andet med ham, der malede striber – som for øvrigt blev kaldt Rembrandt. Vi var interesserede i det æstetiske og alt det andet omkring en motorvej. Og det kulminerede ligesom med den officielle åbning ...

Det var den 26 kilometer lange strækning mellem Ringsted og Slagelse. De havde fulgt grundigt med under konstruktionen af motorvejen. Det var en lang proces.

Jakob: »Vi talte blandt andet med ham, der malede striber – som for øvrigt blev kaldt Rembrandt. Vi var interesserede i det æstetiske og alt det andet omkring en motorvej. Og det kulminerede ligesom med den officielle åbning ...«.

Alle havde taget deres private tøj på til åbningen, undtagen de tre kunstnere. De var krøbet i orange kedeldragter.

Jakob: »Så det er jo os, alle henvender sig til. Der kommer en bus med et militærorkester, og de spørger os, hvor de skal stå. Dengang var vi ikke så vilde med militærmusik, så vi rykkede dem lidt væk. Ret langt væk, hen under en bro ...«.

Bjørnstjerne: »Vi havde taget den snor med, der skulle klippes over. Og så kommer trafikministeren, og vi ruller snoren ud foran ham ...«.

De overtog med andre ord åbningsceremonien. Og kom i TV-avisen. På en måde var det et stykke gigantisk landskabskunst. De foreslog, at strækningen skulle have lov til at stå alene i landskabet, uden biler.

Bjørnstjerne: »Man kan sige, vi hackede arrangementet. Det fascinerede os, at man kunne gå ind og blive accepteret i de strukturer. Bare blende ind«.

Se Superflex transformere sig til insekter:

Rasmus og Bjørnstjerne kendte hinanden fra gymnasiet i Vordingborg. I 1980'erne var de med Next Stop Sovjet ovre og grave kartofler ved Uralbjergene. Iført kakifarvede uniformer.

Jakob er fra Roskilde. Han mødte de to andre i 1992 på fotoskolen Fatamorgana og blev hurtigt enig med dem om, at det var for kedeligt bare at gå rundt og tage dokumentariske billeder.

De tog så fat på det med motorvejen. Og lavede et firma. Et superfleksibelt firma. Eller en kunstneridentitet, som de siger. Udadtil er de én.

Jakob: »Du skal forestille dig en kunstner med seks ben«.

Rasmus: »Det er ligesom i 'Lord of the Rings', hvor man støber soldater. Man former den her karakter ...«.

De går så lidt op i at være enkeltindivider, at de engang sendte en stedfortræder – med fuldmagt til at kalde sig Superflex – ind for at lave et interview med et dagblad.

Og som de sidder der og spiser æggemadder, er det ikke til at få øje på en sprække i den fælles facade. Så jeg beslutter mig for at prøve at få dem hver især på tomandshånd, så jeg kan få en bedre fornemmelse af, hvad der gemmer sig inde i dette seksbenede væsen.

Men lige nu kaster jeg et blik op på et stort dannebrog med dramatiske påsyede flammer, og jeg spørger:

»Det kunne godt virke, som om I har et eller andet politisk budskab?«.

Jakob: »Vi har ikke nogen bestemt ideologi ...«.

Rasmus: »Det der flag er lavet efter Muhammedkrisen ... Vi reagerer på omstændighederne ...«.

Bjørnstjerne: »Danmark fik jo en ny identitet på grund af vores måde at håndtere Muhammedkrisen på ...«.

Jakob: »Og hvis man får en ny identitet, må man tage den alvorligt og stå ved den. Man må være en ordentlig bad motherfucker. Hvis man er Hell's Angels, kører man jo heller ikke rundt med et hjerte på ryggen, vel?«.

De kom på Kunstakademiet med et års mellemrum i sidste halvdel af 90'erne.

Rasmus: »Vi rendte rundt og lavede biogasanlæg, og vores atelier på skolen lignede sådan et laboratorium med pumper og slanger. Jeg havde en fornemmelse af, at vi ville blive sparket ud af kunstverdenen. Men det gjorde vi ikke«.

De slog sig sammen med nogle ingeniører og udviklede et simpelt biogasanlæg til familier i fattige egne, hvor der hverken findes el, gas eller varme. Organisk affald, som afføring fra dyr og mennesker, blev forvandlet til lys og varme. Første gang ude på landet i Tanzania.

Bjørnstjerne: »Her i Norden insisterer vi på billedet af os selv som de her pæne humanister, der tager ned for at hjælpe nogle stakkels afrikanere ...«.

Jakob: »Men i stedet for at hjælpe med penge, ville vi prøve at lave et produkt ...«.

På den danske ambassade i Dar es Salaam fik de at vide, der ikke fandtes nogen økonomi ude på landet, men det passede ikke, fandt de ud af, da de rejste derud.

Jakob: »En familie købte en symaskine eller en cykel. De havde rent faktisk penge til at købe små produkter. Men ingen virksomheder producerede til det, vi lidt provokerende kalder 'den moderne afrikanske forbruger'«.

Bliver I så ikke selv sådan nogle, der tager ned for at hjælpe de stakkels afrikanere?

Rasmus: »Man kan godt sige, vi delvis skyder os selv i foden ... Men altså, vi siger ikke, at alle, der er involveret i det her, er onde og korrupte. Men man vedligeholder det her billede af, at vi er overlegne. Og ved at hjælpe føler vi os endnu mere overlegne. Vi prøver at vrikke lidt ved det billede«.

Forbudt at sige Superflex

Senere rejste de ind i Amazonas og mødte nogle bønder, som dyrkede guarana, planten, hvis frugter bruges i den mest solgte læskedrik i Sydamerika.

Bønderne var blevet udmanøvreret af et mastodontisk firma, og Superflex slog sig derfor sammen med dem om at fremstille den alternative drik Guaraná Power.

Denne læskedrik er bare et af en stribe kopiprodukter, Superflex har fremstillet for at pege på ulemperne ved licenser, patenter og love om copyright. På listen findes PH-lamper, myrestole og Lacostetrøjer. Og de fleste af disse produkter – eller kunstværker – har trukket et spor af sagsanlæg efter sig.

Og hver gang en domstol beordrer Superflex til at strege for eksempel en Guaraná Power-etiket over med sort tus, får værket nyt liv, ny opmærksomhed.

Er det blevet en metode for jer at indregne de juridiske reaktioner i jeres værk?

Rasmus: »Nej, vi vil helst undgå det. Første gang et firma kommer og siger, de vil lukke en udstilling, bliver man lidt beæret. Man føler, nogen virkelig tager det seriøst ... wow ... Men efter sag nummer 7 bliver man træt af advokatkontorer«.

Men de sorte overstregninger er alligevel blevet så stor en del af Superflex-identiteten, at et af de otte kuratorhold, som står for hver sin afdeling af udstillingen på Charlottenborg, har valgt censur som tema.

»De har spændt ben for os alle med en kontrakt, der slet og ret forbyder både Kunsthal Charlottenborg og XXX at nævne XXX ved navn. Jeg må kort sagt ikke sige, hvem det er, vi udstiller«, udtaler kunsthallens chef, Jacob Fabricius, i en pressemeddelelse.

Der falder bøder, hvis nogen bryder kontrakten.

Vi er ikke selvfede

Der er kun et enkelt stykke smørrebrød tilbage i papæsken. Men der er stadig noget, jeg gerne vil have svar på, mens alle tre superflexer er samlet.

Det handler om det værk, som består af en plakat med teksten: FOREIGNERS, PLEASE DON'T LEAVE US ALONE WITH THE DANES!'.

Det værk virker virkelig frelst på mig! Hvem skal reddes? Og hvem er danskerne? Forklar det lige ...

Rasmus: »Den blev lavet til det der EU-topmøde i 2002«.

Jakob: »Plakaten er lavet i en sammenhæng, hvor der var heftig diskussion om, hvem der kom til Danmark. Man kiggede meget på Østrig. Alle sagde, at østrigerne var nogle fucking nazister ...«.

Rasmus: »Men der var ikke en skid forskel på Haiders parti og Dansk Folkeparti. Og det var det samme i hele Europa, alligevel vendte man sig mod Østrig ...«.

Men hvem er OS, og hvem er DANSKERNE?

Rasmus: »Det står jo ikke helt klart ...«.

Bjørnstjerne: »Det kommer an på, hvem der læser teksten ... For mig handler det om, at man har brug for alt muligt andet end det danske. Ellers ender vi med at blive en ret selvfed nation ...«.

På mig virker det som en meget selvfed plakat, I har lavet?

Bjørnstjerne: »Det har jeg sgu svært ved at se«.

Bjørnstjerne solo

Jeg siger tak til den seksbenede kunstner og forsøger at opspore de tre individer, der befinder sig inden i Superflex.

Først finder jeg Bjørnstjerne Reuter Christiansen inde i den store sal, hvor publikum både kan få lov at brygge øl og bygge lamper, uden at nogen vil forsøge at trække dem i retten. Her står også en Superflexversion af Gerrit Rietvelds legendariske Red and Blue Chair fra 1917. Den her er fremstillet af en fingernem fyr på Zanzibar og er hverken rød eller blå.

Jeg spørger Bjørnstjerne, hvordan han og de to andre superflexere fordeler rollerne imellem sig?

»Min rolle er den samme som de andres. Det kan godt være svært for andre at forstå, men der er ingen rollefordeling, for så havde virksomheden ikke eksisteret så længe, det kan jeg godt garantere for«.

Så I har ikke hver især nogen spidskompetencer?

»Det har vi vel nok ... internt«, svarer Bjørnstjerne modstræbende. »Men vi kæmper hele tiden med næb og kløer imod at blive sat i en boks som ... (han er lige ved at sige det forbudte ord: Superflex) ... kunstnergruppe«.

Udstillingen bliver kaotisk, men sådan er vores verden også. Vi står og graver lort i Afrika, samtidig med at vi udstiller på det største museum i Japan. Sådan er vores virkelighed

Denne udstilling handler netop om, hvor mange forskellige måder man kan opfatte og bruge et Superflexværk på.

»Udstillingen bliver kaotisk, men sådan er vores verden også. Vi står og graver lort i Afrika, samtidig med at vi udstiller på det største museum i Japan. Sådan er vores virkelighed«.

Jakob solo

Jakob Fenger står nede i forhallen og skruer på noget, der ligner en kæmpe lystavle. Han holder en pause og giver sit bud på, hvorfor det har været muligt at arbejde sammen i Superflex i så mange år.

»Man kan sige, at vi er ens og forskellige nok til, at det kan fungere. Der er intet hierarki ...«, siger han.

»Men uenigheden er meget vigtig. Der er ret mange diskussioner. Vi diskuterer nogle gange åndssvage småting ... Men livet er for kort til at blive uenige om nuancen af grøn på en væg. Man er nødt til at se lidt længere. Og vi er faktisk gode til at have det der lidt lange syn på projektet Superflex ... satans også! Det er første gang, jeg har sagt det navn ...«.

Savner du nogensinde bare at være dig selv og kunne træffe beslutninger uden de to andre?

»Jeg føler jo egentlig, jeg træffer de beslutninger, jeg gerne vil træffe«, siger Jakob.

Har I aldrig været tæt på opløsning?

»Nej ... der er en eller anden dynamik, som gør, at det hænger sammen«, svarer han.

Rasmus solo

Rasmus Nielsen sidder med hovedet inde i sin bærbare computer og studerer billeder fra en nylig rejse til Nordkorea, hvor Superflex funderer på at lave et projekt.

Kan Superflex skabe fred mellem Nord- og Sydkorea?

»Nej, det tror jeg ikke. Men den slags komplicerede territorier passer meget godt til vores firmastruktur«, siger Rasmus.

Jeg spørger, om man kan sige, at Superflex har udviklet en metode, der går ud på at trænge ind i et eller anden system – politisk, socialt, økonomisk – for at lukke det op og vise, hvordan tingene foregår. Og så måske give et bud på, at tingene også kunne foregå på andre måder.

»Det er cirka noget i den stil«, medgiver han.

Men hvordan fordeler i egentlig rollerne imellem jer?

»Mmmm ja ... Hvis man skal sige det metaforisk, så er jeg måske sådan en jysk golden retriever, udadtil ... Og måske er der lidt mere Walter White (diabolsk kemilærer fra tv-serien 'Breaking Bad', red.) på indersiden. Måske kan man sige, at Bjørnstjerne er modsat, han fremstår mere som løven, lidt grumpy ... Franz Beckenbauer-agtig, men indeni er han måske blød som en teddybjørn. Udadtil er han kontant og dirigerende, men når Oktoberfesten starter, så danser han på bordene«.

Okay! Og Jakob?

»Nogle siger, at Jakob ligner Boris Becker, og Boris Becker er jo lige god med venstre og højre hånd, når han spiller tennis. Der er også et Leonardo da Vinci-element, større balance mellem det ydre og det indre«.

Kunne du være en anelse mere konkret?

»Som regel begynder det med, at en af os siger noget totalt fladpandet, og så er der nogen, der bliver sure over det, og så ... Ofte er der omstændigheder, man reagerer på. Vi sidder jo ikke inde i atelieret og føler. Man reagerer som regel i en eller anden kontekst«.

Som for eksempel kunne være ..?

»Man kan komme ned på kontoret om morgenen, og så er der total oversvømmelse. Og så er der nogen, der siger: Hvorfor sker det her aldrig for McDonald's? Det var Superflex Armageddon ...«.

Rasmus Nielsen lægger tilsyneladende ikke selv mærke til, at han bruger det for tiden forbudte ord.

Drømmen om en firkantet pizza

Inden jeg overlader Rasmus Nielsen til billederne fra en nordkoreansk bomuldsmark, serverer han lige et par bemærkninger mere:

»Måske vil det interessere dig, at hvis jeg ikke havde arbejdet med de to herrer, så tror jeg ikke, jeg ville være kunstner«.

Hvad havde du så været?

»Det ved jeg ikke. Halvdårlig akademiker, måske. På et tidspunkt havde jeg en idé om, at hvis nu de andre faldt ned med en flyvemaskine, så kunne jeg starte et pizzeria, der kunne lave firkantede pizzaer, modernistiske. Men så googlede jeg det, og så var der selvfølgelig nogen, der havde gjort det. Så nu hænger jeg ligesom på de to ...«.

Har I aldrig været ved at gå fra hinanden?

»Det tror jeg faktisk ikke, næ, der har aldrig været sådan en Metallica-bandkrise, hvor pladeselskabet skal træde til og hyre en gruppepsykolog. Vi har ikke haft tid«.

Der skal selvfølgelig også tages nogle billeder til avisen, og det må siges at være en fin anledning til at finde ud af, hvem der havde hvilken dyremaske på i nationalparken Joshua Tree i 1997.

De finder maskerne frem og sætter sig rundt om et bord inde på direktør Jacob Fabricius' kontor. Jakob er and, Rasmus er gorilla. Bjørnstjerne er løve.

Havde I tænkt over rollefordelingen i Superflex, da I valgte de her masker? Altså at Bjørnstjerne for eksempel skulle være dyrenes konge?

»Nej, der havde vi ikke«, siger Bjørnstjerne med en gummiagtig stemme.

»Men det faldt meget naturligt. Du har nok en pointe«, siger gorillaen, idet han klør sig i øret.

Og så lige det allersidste spørgsmål:

Handler det her med Superflex dybest set om, at I gerne vil frelse verden?

»Fra hvad«, spørger Rasmus Nielsen.

Publiceret 14. december 2013

Redaktionen anbefaler:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce