Foto: JOACHIM ADRIAN

En dag på den lukkede afdeling: Uden medicin er Sanne selvmordstruet

Brugen af medicin på de psykiatriske afdelinger er til debat. På Psykiatrisk Center Frederiksbergs intensive afsnit W får alle patienterne psykofarmaka. Fordi ingen medicin ville betyde en meget mere voldsom dagligdag, forklarer overlægen.

»Uden medicin? Så havde jeg taget livet af mig selv i aftes«.

Hun svarer på spørgsmålet uden at tøve. Sanne von Kohl sidder i sin seng på stue 2 i det ene hjørne af en firkantet gul murstensbygning, der danner de fysiske rammer for Psykiatrisk Center Frederiksbergs intensive afsnit. Det er en lukket afdeling, patienterne kan ikke forlade bygningen, når de vil. Udenfor står vinterregnen ned og tegner våde, bugtede streger ned over vinduet. Det er midt på dagen, men næsten mørkt.

Sanne von Kohl blev født som kvinde for 44 år siden, men føler sig som en mand. Sådan har hun haft det, siden hun var barn, og følelsen af at have sin sjæl, følelser og tanker placeret i en forkert krop har plaget hende og givet hende et liv med alt for meget speed, kokain, ecstasy og alkohol. Hun maler og tegner blændende, intenst og næsten frygtindgydende smukt, men har for meget uro i hovedet til at samle sig om kunsten tilstrækkeligt længe ad gangen.

Hun er en kendt DJ i det københavnske homomiljø - ikke bare kendt, hun var en stjerne i årevis på natklubben Pan. Sanne von Kohl beskriver sig selv som transseksuel og vil skifte navn til Samie. Hun er gennem årene af læger blevet udstyret med en lang række diagnoser som for eksempel ADHD, posttraumatisk stress, depression, bipolar affektiv sindslidelse og 'uspecificeret' personlighedsforstyrrelse. Siden 2007 har hun modtaget førtidspension.

Professor vil afskaffe medicinen

Politiken besøger en lukket psykiatrisk afdeling i København for at se, hvordan en helt almindelig hverdag i psykiatrien forløber. Vi bliver låst ind gennem en sluse og får i buksekanten monteret en lille alarm, som vi kan aktivere, hvis det bliver nødvendigt. Det er fast procedure.

Anledningen til besøget er den voldsomme debat om medicin mod psykiske sygdomme, der har fyldt medierne de seneste par år. Senest skrev den internationalt anerkendte overlæge og professor Peter Gøtzsche en stærkt omdiskuteret kronik i Politiken, hvor han argumenterede for, at ulemperne ved psykofarmaka er større end fordelene - derfor ville den danske befolkning være bedst tjent med, at medicin mod depression, skizofreni, ADHD og andre psykiske sygdomme helt blev fjernet fra markedet.

Foto: ADRIAN JOACHIM

Landets psykiatere advarer mod at lytte for meget til Gøtzsche.

Men hvordan ser virkeligheden ud få kilometer fra skrivebordet? Her er en mand, der med bøjet nakke traver fra den ene ende af gangen til den anden iført en hættetrøje, så man knap aner hans ansigt. Indimellem stopper han op, og to smalle øjne kommer til syne. Han ser ikke ud til at have det godt. Her er en kvinde, der hver halve time med et lille genert smil på læben kommer gående ud i det fælles opholdsrum og afleverer endnu et håndskrevet og sirligt sammenfoldet A4 ark med historier, oplysninger og anekdoter, hun gerne vil dele med omverdenen, men som vi af hensyn til hende ikke tager imod. For hvad hvis hun fortryder at have delt dybt personlige oplysninger med 100.000 fremmede?

Og så er der en flok, vi næsten ikke ser. Kun når de går ud på rygerterassen, viser de sig. Måske er det, fordi en journalist og en fotograf er trådt ind i deres dagligstue, det er ret beset intimiderende og grænseoverskridende. Måske gider de bare ikke snakke med to mænd med blok og kamera, der forsøger at smile og se venlige ud.

Tanker som vildfarne klodser

Sanne von Kohl er undtagelsen. Hun taler, og hendes sætninger giver mening. Der kommer ingen pludselige udfald, hvor hun siger noget, der for udenforstående absolut ingen mening giver. Overlægen og afdelingssygeplejersken vurderer, at hun er i stand til selv at træffe en beslutning om, at hun gerne vil tale med os.

Her på den lukkede afdeling på Frederiksberg gik det lidt for hurtigt for hende i aftes, fortæller hun og retter en pegefinger mod tindingen. Vi kender alle den fornemmelse, men Sanne von Kohl kan ikke bremse den, når den kommer. Den korrumperede tankerne, lukkede fornuften ude, og uroen spredte sig i kroppen. Hun tænkte på selvmord med en overdosis, og det eneste, Sanne von Kohl ønskede, var at slippe ud. Væk fra matriklen her på Frederiksberg Hospitals område ved Nordre Fasanvej.

Foto: ADRIAN JOACHIM

Det måtte hun ikke, og her kommer medicinen ind i billedet. Hun fortæller, at den giver hende ro. Hun får blandt andet ritalin, cipramil og truxal. Det er tre højpotente stoffer, som er meget udbredte i behandlingen af psykiatriske patienter. Og den pågældende aften fik Sanne noget medicin, der ifølge hende selv var nødvendig for, at tankerne kunne falde på plads uden at rode rundt som vildfarne Tetris-klodser.

Ledelsen på Psykiatrisk Center Frederiksberg mener, at der er sket en kulturændring i psykiatrien siden forrige års afsløringer af massiv overmedicinering af psykiatriske patienter. Sanne von Kohl kan mærke det på personalet.

»De er gode til ikke bare at smide mere medicin i folk. Tidligere fik jeg altid et glas medicin stukket i hånden, hvis jeg sagde til sygeplejerskerne, at jeg havde det skidt. Nu spørger de meget mere ind til, hvad der er galt«, fortæller hun.

Morgenmad med Kim Larsen

Hverdagen på intensiv afsnit W begynder med fælles morgenmad, hvor patienter og personale samles om et bord i opholdsrummet. I dag sidder kun en enkelt af de ti indlagte med. Et par andre kommer lige forbi bordet, men går igen. En ansat læser vejrudsigten op, meningen er god nok, men det virker lidt underligt, når det stort set kun er personale, der lytter. En ønsker at synge morgensang, og et ark med teksten til Kim Larsens 'Papirsklip' bliver delt rundt, og vi istemmer alle på det eviggyldige omkvæd:

»Livet er langt. Lykken er kort. Salig er den, der tør give det bort«.

For de mennesker, der er indlagt her, er det måske en meget præcis beskrivelse af livet. Alle patienterne har engang været små buttede babyer. Ingen af dem har ønsket sig et liv, der skulle bringe dem til dette sted, hvor de plagede af deres sygdom har svært ved at finde ro og mening. Har de mærket lykken? Kommer de til det? Har de engang frydet sig over at løbe gennem vådt sommergræs med våde tæer? Har de forlængst glemt det? Og hvordan mon deres skræmte, blege og anderledes ansigtsudtryk bliver tolket uden for disse beskyttende mure? Med respekt, omsorg eller mistro?

Tankerækken bliver afbrudt, da overlægen kortfattet advarer fotografen mod at gå for tæt på den patient, der hvileløst har travet frem og tilbage på gangen. Han har tidligere overfaldet ansatte, hvoraf den ene stadig er sygemeldt. Fotografen havde lænet sig mod ham for at høre hans lave og hviskende stemme. Men det er mest sikkert at holde afstand til ham, og vi skal ikke bukke hovedet ned tæt ved ham. For vores egen skyld, der er ingen grund til at risikere at få et knæ i ansigtet.

Hvorfor sidder du og griner af mig?

Stemningen er anspændt på det intensive afsnit, og det er til at forstå, når overlæge Kasper Reff og resten af personalet står foran en tavle på kontoret og gennemgår, hvordan patienterne har haft det siden dagen før. Nogle af patienterne er her mod deres vilje, nogle får medicin under tvang. Nogle er vrede.

Foto: ADRIAN JOACHIM

En patient flippede ud dagen før. Det kostede en sengestue, der blev splittet ad, men de undgik at spænde ham fast i bæltet. En anden har svært ved skelne virkeligheden fra stemmerne i sit hoved. Et familiemedlem bliver ved med at tale inde i hans hoved, det piner ham. En tredje er sikker på, at personale på et andet hospital vil gøre hende ondt. For de smilede så underligt, da hun fik taget en blodprøve.

Sådan fortsætter det. Bagefter svarer Kasper Reff kort på, hvad der ville ske, hvis han og det øvrige personale ikke havde mulighed for at give patienterne psykofarmaka.

»Det ville være et meget farligere miljø at træde ind i. Vi ville have behov for at låse patienterne inde på deres stuer. Mange af dem ville kollapse uden medicin«, siger han.

Hvor lidt, der egentlig skal til for at afspore en samtale med en patient, bliver illustreret kort efter, da overlægen har en samtale med en kvinde, der har været indlagt i længere tid. Han kan ikke fastholde hendes opmærksomhed, hun taler ud af en tangent om detaljer, der for andre end hende selv ingen mening giver. Pludselig holder hun en pause i talestrømmen, kigger på fotografen og spørger:

»Hvorfor sidder du og griner af mig?«.

»Jeg smiler venligt«, svarer han.

»Nej, du gør ikke. Du sidder og griner af mig!«, fortsætter patienten.

Hjernen er konstant på overarbejde

Stemningen bliver ubehagelig, men overlæge Kasper Reff får på en eller anden måde patienten til at flytte sin opmærksomhed, så der opstår ro i lokalet igen. Patienten fortæller, at hun ikke har taget sin medicin i morges, og overlægen svarer, at han synes, hun skal tage den.

Da samtalen er overstået, forklarer Kasper Reff, hvordan verden ser ud inde bag panden på en person, der lider af skizofreni.

»Forestil dig, at du sidder i din bil og lægger mærke til en rød bil på vejen. Den ser sjov ud, men kort efter har du glemt alt om den igen. Hvis en person med skizofreni lægger mærke til en rød bil på vejen, så lægger vedkommende ekstra mærke til den næste røde bil og den næste igen. Så bliver personen overbevist om, at de røde biler vil gøre vedkommende fortræd. Personer med skizofreni har nemlig svært ved at sortere indtryk fra omverdenen. Og de har svært ved at graduere betydningen af forskellige indtryk. Derfor misforstod patienten fotografens smil før. Hvis man lader sig provokere af et lille smil, så prøv at forestil dig, hvordan det er for hende at stå midt i Føtex på Frederiksberg«, siger Kasper Reff.

[billedhjul-1]

Hvad der udefra fremstår som en lukket afdeling, hvor patienterne er lukket inde, kan for den enkelte patient se helt modsat ud.

»Nogle patienter opfatter det ikke sådan, at de er lukket inde, men at resten af verden bliver lukket ude, så deres hjerne får ro«, forklarer Kasper Reff.

Motion er godt, men patienterne gider ikke

Kritikere af medicinbrugen i psykiatrien som for eksempel Peter Gøtzsche mener, at der bør være mere fokus på motion i behandlingen af patienterne. Men det gør vi altså allerede, lyder svaret fra psykiatere.

Det er bare langtfra altid, at patienterne gider gøre, som de kloge siger. Som nu i dag, hvor den fast tilknyttede fysioterapeut forgæves har prøvet at overtale dem til at deltage. Kun Sanne von Kohl er med. Hun har langt hår i toppen og samler det i en hestehale. I siden er hun kortklippet. Sammen med 'fyssen' og et par andre personaler kaster hun med en volleyball og en ballon. De laver yoga-øvelser på gulvet til musik fra en af de store popstjerner fra 1980'erne, Rick Astley. Det er ikke noget særsyn, at kun en enkelt deltager. Nogle gange er det lidt dog lidt flere, der har lyst. Efter en halv time er Sanne von Kohl flad og inviterer os med ind på sin stue.

Hun fortæller, at hun gennem 13 år var gift med en anden kvinde. En stor del af den periode holdt hun sig fra stimulanser som stoffer og alkohol, men da forholdet gik i stykker, var der ikke andre veje for Sanne von Kohl. Når noget har været svært i livet, har stoffer og alkohol hjulpet. Hun blev indlagt her på afsnit W efter en længere afvænningsperiode.

»Jeg håber at få ro på mit liv og en plads på et bosted. Jeg kan ikke bo i min lejlighed længere«, siger Sanne von Kohl.

Foto: ADRIAN JOACHIM

Det er fredag over middag, og traditionen tro bliver der serveret kaffe og kage i patienternes fælles opholdsrum. Ved bordet sidder en mandlig patient og laver korttrick med personalet. Han stiller også ni ting på en række, får de omkringsiddende til at udvælge nogle af tingene - for eksempel en gul kugle, en æske sødetabletter og en mobiltelefon. På mærkværdig vis lykkes det manden på forhånd at nedskrive på et stykke papir, hvad vi kommer til at udvælge.

Er det en drøm?

Netop mens roen sænker sig i opholdsrummet med korttrick og quiz-leg, sætter en patient sig ved bordet, bukker hovedet forover og begraver hænderne i håret, mens han gentager samme sætning: »Nej, nej. Hun tager livet af mig. Hun tager livet af mig«. Det er en stemme. Han hører et familiemedlem tale til ham konstant.

Sanne von Kohl kommer gående. Smilet er afløst af et lidt bekymret udtryk, og hun henvender sig til en sygeplejerske og beder selv om at få noget medicin, da hun er blevet »hyper« og ønsker hjælp til at få tankerne i ro.

En tredje patient sætter sig ved bordet og søger øjenkontakt. Det er den mand, vi helst skal undgå at komme for tæt på. Han vil gerne sige noget til os, men det er tydeligt, at det er svært at få det ud. Han beklager sig over, at medicinen forhindrer ham i at tale rent, for han har mistet kontrollen over sin tunge. Stemmen er snøvlende.

»Det er ikke for at fornærme jer, at jeg ikke vil interviewes«, siger han undskyldende.

En halv time senere har han skiftet mening og spørger højlydt på ti meters afstand, om han lige må tale med mig alene. Afdelingssygeplejerske Mette Gaardsted hæver en hånd som tegn på, at jeg skal blive siddende. Hun foreslår patienten, at hun kan gå med os. Han svarer, at »så kan det være lige meget«. Mette Gaardsted vurderer, at det ikke er sikkert for mig at være alene med patienten - det er ham, der tidligere har overfaldet flere blandt personalet.

Gennem en time sidder vi og svarer på quiz-spørgsmål med en af patienterne. Det er den slags spørgsmål, man finder i Trivial Pursuit. Manden svarer hurtigt og korrekt på de fleste spørgsmål og spørger interesseret og vidende ind til fotografens udstyr, da han selv fotograferer. Han taler lidt langsomt, men hans spørgsmål og udsagn peger på ingen måde i retning af, at han har brug for at være på dette aflåste intensive afsnit. Han fortæller, at han har tænkt meget over, om han skal tale med os, og bedyrer, at der er meget, han gerne vil sige. Afdelingssygeplejersken ser lidt bekymret ud.

Først forstår vi ikke hvorfor, men nu søger patienten øjenkontakt og formulerer med få ord en sætning, der på et splitsekund anskueliggør, at et interview nok ikke er en god idé. Han ser selv overrasket ud:

»Jeg er sikker på, at det er en drøm, at vi sidder her og taler sammen«.

Publiceret 14. januar 2014

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce