Fra Bergman til Duras, Brøgger til Knausgård, Nils Malmros, der deler sit livs tragedie på film, og nu en ung poet og hans kontaktperson, der skriver deres forbudte affære ud.
Vi er helt inde i intimsfæren, hvor kunstnere tærer på hovedstolen. Men hvordan tør de? Hvad med børnene? Ekskæresterne? Familien, der skal læse med?
»Jeg pakker ingenting ind mere, jeg pakker det ud og siger det, som det er«, skrev Lone Hørslev i digtsamlingen ’Jeg ved ikke, om den slags tanker er normale – skilsmissedigte’ fra 2009.
Kunstnere har altid brugt af det selvoplevede, af familiemedlemmers neuroser, stambarens særlinge, venners overhørte samtaler, kærestens barske afskedssalut.
