Et par dage efter nytår tog jeg turen op til Stockholm, til en ortopæd, som tidligere har haft mig i behandling.
Jeg rejste derop med en diagnose om en smertefuld diskusprolaps i nakken.
Da jeg næste dag rejste tilbage til Göteborg, gjorde jeg det med en alvorlig kræftdiagnose.
Jeg husker ikke noget særligt fra hjemrejsen. Kun den vedholdende taknemmelighed over, at Eva Bergman, min kone, var der med mig.
Nogle dage senere fik jeg på lungeafdelingen på sygehuset Sahlgrenska beskeden sort på hvidt: Det var alvorligt. Jeg havde en tumor i nakken og derudover en i venstre lunge. Desuden var der tegn på, at sygdommen havde bredt sig til andre steder i kroppen.
Jeg er ved at gennemgå de sidste udredninger, før de forskellige former for behandling sættes i gang.
Min angst fylder meget, også selv om jeg i det store og hele formår at have den under kontrol.
Meget tidligt i forløbet besluttede jeg mig for at forsøge at skrive om det, eftersom det i sidste ende drejer sig om smerter og lidelser, som dræber så mange mennesker. Men også om en imponerende lægevidenskab og om det lys, som ofte er at finde på den anden side af tågen.
Jeg har bestemt mig for at skrive præcist, hvordan det er. Om den svære kamp, det altid er.
Men jeg har tænkt mig at skrive ud fra livets perspektiv, ikke dødens.
Jeg vil gøre det med jævne mellemrum her i avisen.
Jeg begynder nu.
Jeg er begyndt nu.
