Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: ROALD ALS/Politiken-Tegning

Velfærden er under McKinseyficering

Højtbetalte private konsulenter øver indflydelse langt ind i velfærdssamfundets maskinrum. Flokkens førerhunde fra McKinsey beskrives som »knusende dygtige«. Men deres metoder og tankesæt er på kollisionskurs med regeringens kernevælgere.

I et politisk establishment, hvor et stykke arbejde fra landets mest indflydelsesrige konsulentfirma betragtes som urørligt og ofte bliver omsat til lov, giver det ekstra genlyd, når samme firma bliver hældt ned ad brættet.

Netop det var tilfældet, at daværende handelsminister Nick Hækkerup (S) i oktober sidste år trådte ind i et lokale på 6. sal i Udenrigsministeriet, hvor fem slipseklædte konsulenter fra McKinsey sad på rad og række.

»Hvem af jer har flest stjerner på skulderen«, spurgte Hækkerup uden at spilde tid på smalltalk.

McKinsey var blevet betalt 3 millioner kroner for at analysere den danske eksportstøtte. Nu havde konsulenterne sendt en skitse, som ifølge Hækkerup alt for ensidigt fokuserede på frie markedskræfter og Fjernøsten – og som dermed begrænsede Udenrigsministeriets, altså diplomatiets, rolle i indsatsen.

Det brød Hækkerup sig ikke om. Direkte henvendt til den højest rangerende McKinseymand erklærede han derfor i umisforståelige vendinger, at præmissen for deres arbejde var forkert. De kunne starte forfra. Et kvarter senere forlod konsulentholdet Udenrigsministeriet og efterlod de ansatte i udenrigstjenesten måbende, nærmest opstemte.

Den usædvanlige episode med det estimerede konsulenthus markerer det første af tre nylige eksempler på, at McKinseys verdenssyn er kollideret med enten regeringen selv eller dens kernevælgere.

Foto: ROALD ALS/Politiken-Tegning

Og den demonstrerer, at managementkonsulenter ikke længere blot fungerer som toplederes udøvende magt under sparerunder i erhvervslivet. Betalt af skatteborgerpenge er de også rykket ind i velfærdssamfundets maskinrum og har indflydelse på følsomme politiske områder.

Hvilket ikke er gået stille af på det seneste.

Alt, hvad trimmes kan

For nogle uger siden kom et fortroligt udbudsmateriale fra Finansministeriet Politiken i hænde.

Det beskrev, hvordan et konsulenthold fra samme legendariske bureau var sat til på ultrakort tid at udarbejde en analyse med konkrete anbefalinger til, hvordan den offentlige sektor kan få mere ud af pengene ved at udlicitere centrale velfærdsområder. Kritikken fra egne rækker haglede ned over finansminister Bjarne Corydon (S), der fastholdt, at regeringen ønsker mere viden på området.

I sidste uge kom det så via endnu et fortroligt udbudsmateriale frem, at McKinsey i disse måneder er en central aktør i forsøget på at sikre bedre statslig styring med regeringens to store reformer på undervisningsområdet – folkeskolen og erhvervsuddannelserne – samt lærernes nye arbejdstider.

Ovenstående tre analyser af henholdsvis eksportstøtte, udlicitering og skolereformer til en samlet pris på 13,5 mio. kroner vandt McKinsey i udbudsrunder mod seks af sine konkurrenter. Den nye viden skal bidrage til at indfri regeringens ønske om at effektivisere den offentlige sektor. Til det formål har managementkonsulenterne åbenlyse talenter, der er velkendte fra den private sektor.

Regeringen fastholder, at det er både sundt og nødvendigt med input udefra til at finde løsningerne og til at sikre, at store reformtiltag ikke løber ud i sandet.

Men både blandt politikere og eksperter giver det anledning til panderynken, at der er store overlap i tankegangen i Finansministeriet og i de store konsulenthuse som eksempelvis McKinsey.

Finansministeriets embedsmænd og konsulenter vil ofte hælde til de samme løsninger, siger forfatteren Peter Mose, der har skrevet adskillige bøger om embedsværket.

»Vi er vidner til, at regeringen er på jagt efter at trimme, hvad trimmes kan. Det driver Finansministeriet og den konsulentbistand, der hives ind til at hjælpe med. Der skal nærmest målfoto til at finde forskellen på budgetbisserne i Finansministeriet og konsulenterne fra McKinsey. I et demokratisk perspektiv kan man frygte, at man bliver lidt for enige om, hvad den rette medicin for samfundet«, siger Peter Mose.

Op, op, op, op

McKinsey er naturligvis langtfra det eneste bureau med velbetalte opgaver hos staten.

Det offentlige bruger hvert år omkring 4 milliarder kroner på konsulenter, og i det regnskab tegner huse som eksempelvis Deloitte og Rambøll sig for langt flere opgaver.

Under Finansministeriets rammekontrakt er flere andre konsulenthuse ifølge Politikens oplysninger også kommet til fadet med opgaver i millionklassen. Der er altså ikke tale om et McKinsey-monopol. Alligevel vil det i lyset af de seneste ugers debat være på sin plads at kigge nærmere på netop den virksomhed, der i konsulentbranchen er omgærdet af en helt særlig aura, respekt og ligefrem mystik.

For hvem er disse diskrete jakkesæt, der rykker ud som indsatsstyrke, når alt fra almindelige virksomheder til samfundsbærende institutioner skal have skåret sit overflødige fedt fra?

McKinsey & Co. holder til kun 100 meter fra Finansministeriet i et hovedkvarter, der internt kaldes ’Slægtsgården’. Stedet er lukket for omverdenen, og det er heller ikke lykkedes Politiken at komme inden for murene. McKinsey har ikke ønsket at bidrage til nærværende artikel, idet en del af virksomhedens politik er at holde sig fra offentlige debatter.

Folk med indgående kendskab til virksomheden kan dog alligevel give en karakteristik af dens arbejde.

Der er ofte stille på gangene i ’Slægtsgården’, hvilket skyldes, at de ansatte er ude i marken. Typisk i hold bestående af to juniorkonsulenter, en seniorkonsulent og en partner, der holder øje fra sidelinjen. En måneds arbejde for dette lille team vurderes til at koste i omegnen af 3,5 millioner kroner, så selv med arbejdsuger i størrelsesordnen 80-100 timer er der tale om en klækkelig timeløn.

Både folk konsulentbranchen og politiske insidere vurderer imidlertid, at disse skarpe hjerner udefra oftest er pengene værd.

Foto: LEHMANN MARTIN

De omkring 130 ansatte i McKinsey arbejder i et pyramidisk system, et såkaldt meritokrati, hvor intelligens, kompetence og ydelse er grundlaget for magt. Her eksisterer kun en karriereretning: op. Du er ikke i McKinsey, hvis du ikke har partnerpotentiale. Og søger du ikke aktivt opad, bliver du ’coachet ud’, som det hedder.

Ud er imidlertid ikke lig med degradering. McKinsey er i medierne blevet kaldt ’direktørfabrikken’, fordi tidligere ansatte sprøjtes ud til topposter i landets førende virksomheder i et tempo, der i sig selv dokumenterer kvikheden hos konsulenterne. Niels B. Christiansen i Danfoss, Jørgen Vig Knudstorp i Lego, Tue Mantoni i B&O og Henrik Poulsen i Dong er blot få på en lang liste af topledere med typisk 3-4 års slid i McKinsey bag sig.

Eks-McKinsey-listen tæller også landets formentlig mest indflydelsesrige embedsmand, Finansministeriets departementschef, David Hellemann, der nåede at være ansat i 19 dage – højst usædvanligt hentet direkte fra DR og ind som partner – inden han i 2010 skiftede til topstillingen i centraladministrationen.

Skandalerne

Det har sine steder i det politiske system givet anledning til konspirationsteorier og syrlige sidebemærkninger, at McKinsey har et vist talent for at vinde opgaver under netop Hellemanns finansministerium. Men de fleste med kendskab til processen – selv konkurrerende bureauer – affejer ideen om, at den tidligere arbejdsgiver skulle have nogen forrang.

Derimod har det næppe skadet McKinsey at tænke på samme måde som en mand, der i sin tid var hovedmanden bag oprydningen i et morads af en økonomi i Danmarks Radio – med en hårdhed, så hans kontor internt gik under navnet ’Hellemann-provinsen’.

Både erhvervslivet og regeringen bruger flittigt de egenskaber, som McKinsey-ansatte på kort tid oparbejder. Evnen til at nedbryde og løse en problemstilling til diagrammer og cirkler, evnen til at finde løsninger i håbløse situationer.

Derfor betragtes McKinsey af mange som landets mest effektive redningsmænd. Ansatte i virksomheder har derimod skævet nervøst til konsulenterne, som typisk får stempler som ’dræberpatruljen’ og ’attachemapperne’.

I ledelseskredse er virksomhedens brand yderst stærkt, påpeger en af landets førende headhuntere, Jens Howitz fra Russell Reynolds

»Den røde tråd hos de mennesker er, at de er knusende dygtige. Ellers var de slet ikke hos McKinsey. De har formået at positionere sig som de ypperste. De andre har også hamrende dygtige konsulenter. Men McKinsey er ekstra dygtige til at give det indtryk, at de er de bedste af de bedste«, siger Jens Howitz.

McKinsey har dog også spillet en uheldig rolle i visse sager på verdensplan. Som eksempler kan nævnes redningsplanen for flyselskabet Swissair, der endte i konkurs. Forrige års store britiske sundhedsreform, som åbner for massiv kommercialisering, har også medført kritik af McKinseys rolle som fødselshjælper. Det er kommet frem, at McKinsey har delt informationer, firmaet har fået som regeringens rådgiver, med andre klienter, herunder private hospitals- og sundhedsudbydere.

Det helt store ramaskrig kom, da Rajat Gupta, en af firmaets tidligere topfolk – og leder af kontoret i København – i 2012 blev dømt to års fængsel for insiderhandel, fordi han lækkede fortrolige oplysninger om kommende milliardinvesteringer i investeringsbanken Goldman Sachs. Tippet blev givet videre til en hedgefond, der med hurtige aktiekøb i banken tjente mange millioner kroner på Guptas ulovlige insideroplysninger.

Foto: Richard Drew/AP

I den forbindelse er det nærmest en kuriositet, at McKinsey i 1980 over for den amerikanske telegigant AT&T vurderede, at mobiltelefonen ville blive et nichemarked. Det viste sig som bekendt ikke helt at holde stik.

Som forfatteren bag bogen ’The Firm – the Story of McKinsey and Its Secret Influence on American Business’, Duff McDonald, i efteråret sagde til Politiken:

»McKinsey har givet fantastisk gode og meget dårlige råd, der har gjort virksomheder både fattige og rige. Er det pengene værd for samfundet? Det afhænger helt af, hvilket samfund du ønsker. Hvis det er en toptrimmet kapitalistisk markedsøkonomi, har jeg svært ved at se, at du kan have noget imod McKinsey«.

Skal rette op på metroen

Herhjemme er McKinsey gået fri af skandaler. Men virksomheden har de senere år stået bag nogle af de største spareplaner i den offentlige sektor, blandt andet inden for Skat, politiet og forsvaret. Sidstnævnte gik ikke stille af sig, da de bundlinjeorienterede konsulenter entrerede Forsvarskommandoens matrikel på Holmen.

McKinsey blev også i efteråret 2013 kaldt ind som redningshold – i øvrigt af daværende SF-minister Pia Olsen Dyhr – i forsøget på at holde kæmpeprojekter som Metro Cityringen i København og Femern Bælt-forbindelsen i stramme tøjler.

Mest kontroversiel har opgaven med at analysere potentialet i udlicitering af velfærdsopgaver været. Langt ind i Socialdemokratiet vækker det vrede, at Bjarne Corydon (S) overhovedet kan få tanken. Samtidig har politiske insidere ikke været sene til at stemple analysen som politisk bestillingsarbejde – designet til at kunne smides på bordet foran kommunerne som en slags manual i forårets forhandlinger om kommunernes økonomi og indretning næste år.

Foto: EHRBAHN JACOB

Den tanke har Bjarne Corydon afvist. Men han har siden måttet sande, at arbejdet ikke kunne klares på de oprindelige seks uger – opgaven er blevet genudbudt. Denne gang er der imidlertid sat et halvt år af til den omfattende analyse.

Bestillingsarbejde forekommer

I erhvervslivet er det en velkendt rutine, at pressede topledere direkte bruger konsulentrapporter som dokumentation for, at deres upopulære beslutninger er tvingende nødvendige.

Adskillige kilder peger nu på, at det også i danske regeringers arbejde er en helt gængs praksis.

»Når man kender facitlisten, og beslutningerne er ubehagelige, kan det være et smart greb at indkalde nogle konsulenter til at bekræfte, at det, ledelsen har tænkt, er helt rigtigt. Det er en psykologisk mekanisme, som også har vundet indpas i centraladministrationen«, siger forfatter Peter Mose.

Han suppleres af professor i statskundskab Peter Munk Christiansen fra Aarhus Universitet, der ser et problem i den måde, konsulenter bliver brugt på.

»Det er ganske udbredt, at man bruger konsulentrapporter til at legitimere og understøtte beslutninger, man har taget i forvejen. Hvis kvalitetskriteriet er tilfredshed hos kunden – og Finansministeriet er godt tilfreds med en rapport, der legitimerer dets beslutning – kan man komme frem til, at dårlige rapporter er rigtig gode. Og det er et stort problem«, siger Peter Munk Christiansen.

»Der bliver lavet en del dyre konsulentrapporter, der ikke har en tilstrækkelig faglig styrke. Og det er et problem, fordi de bliver brugt som en slags dokumentation og vidensgrundlag for nogle beslutninger, som så i virkeligheden ikke har den evidens bag sig, som man giver udtryk for«.

Faktisk kan man også få vished for denne praksis ved at spørge politikerne selv. Venstremanden Bertel Haarder beskriver erfaringen med eksterne konsulenter fra 20 års ministertid som »dobbelt«.

»På den ene side kan det være sundt at få et konsulentfirma til med friske øjne at se på de baner, der udvikler sig i ethvert bureaukrati. Det forekommer, at man bestiller et firma til at levere den konklusion, man i forvejen kender. Så får man det svar, man vil have. Og det betaler man så penge for, i håbet om at det kan hjælpe til at få det gennemført. Det bliver bestilt som et redskab, og det bliver brugt som et redskab«.

Corydon: Brug pengene klogt

Finansminister Bjarne Corydon (S) er i øjeblikket på studietur i USA og Canada med økonomiminister Margrethe Vestager.

På tværs af Atlanten har han sendt et skriftligt svar på vurderingerne af, at eksterne konsulenter ofte hyres som en slags rygdækning – til at legitimere beslutninger, der allerede er taget.

»Det er sund fornuft at sikre, at man får et tilstrækkelig solidt vidensgrundlag at agere ud fra. Konkret må man så vurdere, om det bedst tilvejebringes med interne eller eksterne ressourcer«.

»I de tilfælde, hvor der f.eks. er brug for særlige eller specialiserede kompetencer, kan det være hensigtsmæssigt at anvende konsulenter«, skriver finansminister Bjarne Corydon.

I de seneste ugers debat har Bjarne Corydon flere gange sagt, at han ikke er hverken dogmatisk eller ideologisk i forhold til brugen af konsulenter. For ham er det mest afgørende, at staten får mest for pengene.

»Det er selvfølgelig afgørende, at staten ikke bruger flere penge end nødvendigt og konstant ser på, om konkrete indkøb er hensigtsmæssige, og det skal det enkelte ministerium sørge for at sikre«.

Den heftige brug af konsulenter i staten har længe været yndet mål for flere partiers spareiver. Både Dansk Folkeparti og Enhedslisten har krævet slankninger af konsulentbruget, og det indgik da også som en finansieringskilde i S-SF’s valgoplæg ’Fair løsning’.

De omfattende udgifter til konsulenter på eksempelvis 656 mio. kroner på et år i Skatteministeriet kan dog også typisk – i hvert fald delvis – forklares med helt presserende behov for hjælp til eksempelvis komplicerede it-systemer. Og ville det ikke have kostet det samme eller mere, hvis der til disse opgaver skulle fastansættes folk på må og få, lyder rationalet.

Rigsrevisionen er nu sat til at kulegrave de galopperende konsulentudgifter, som der i dag ikke vurderes at være kontrol med.

Publiceret 11. marts 2014

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce