I countrymusik er kvindens plads traditionelt set ved siden af manden. Smilende på passagersædet.
Det var den forestilling, Dixie Chicks forbrød sig mod, da de i forbindelse med krigen i Irak for 11 år siden sagde, at de skammede sig over, at den amerikanske præsident var fra Texas ligesom dem.
Hammeren faldt hårdt. Countrymiljøet slog hånden af dem, og fans sendte dødstrusler i stedet for takkebreve for fem år som genrens absolut største superstjerner.
En voldsom reaktion, men countrymusik er konservatismens højborg i amerikansk popmusik. Med Nashville som centrum værner countrymusik om familieværdier og -mønstre, hvor mænd arbejder hårdt for indtægten, kvinder opdrager børnene, og sønnerne drager i krig, når pligten kalder. Det sætter man ikke spørgsmålstegn ved. Slet ikke som kvinde.
»Hele affæren om Dixie Chicks’ kommentar til George W. Bush blev blæst endnu mere om, netop fordi det var kvinder. Der har jo været mange mænd inden for country, der har stået på en scene og udtrykt deres politiske holdninger. Men her var det tre kvinder, der gjorde det. I bølgen af protester mod dem stod den underliggende besked klar: Kvinder skulle bare holde sig til at være søde og synge en sang«, siger Søren McGuire, der som musikskribent har fulgt amerikansk country tæt i mange år.
Kvinder og syndefaldet
Kvindens faste rolle som baggrundspynt har en lang historie i country. Tilbage i 1920’erne måtte kvinder kun spille banjo og violin i hjemmet, så børnene kunne lære det.
»Kvinder måtte stort set ikke spille country offentligt. I stil med bluegrass er country en genre, hvor mændene skal vise sig frem og konkurrere om at være den teknisk dygtigste. Det handler om at være ekvilibrist. Og i mange år var der ingen mænd, der skulle udfordres af en kvinde offentligt«, fortæller Johanne Mortensen, der har skrevet speciale om identiteter i countrymusik og som sangerinde selv været en del af den danske countryscene.
Til at starte med begynder kvinder at optræde sammen med deres mænd eller som en del af et familieband i stil med The Carter Family, men først i 1950’erne kom de første kvindelige solister i form af Patsy Cline og Kitty Wells.
De blev i første omgang stjerner i en verden, hvor mænd som Hank Thompson i 1952 sang, at det var frie kvinder, der førte mænd i forfald på ’The Wild Side Of Life’. Men samme år svarede Kitty Wells direkte igen med hittet ’It Wasn’t God Who Made Honky Tonk Angels’ og linjerne:
»It's a shame that all the blame is on us women/ it's not true that only you men feel the same/ from the start most every heart that's ever broken/ was because there always was a man to blame«.
Siden fulgte 1960’erne, Dolly Parton ankom med sin egen form for feminisme, Jeannie C. Riley satte fingeren på mænds hykleri over for letpåklædte piger i 1968-hittet ’Harper Valley PTA’, og Lorretta Lynn blev i det følgende årti gang på gang bandlyst i radioen for at synge om p-pillen og kvinders forhold under skilsmisser.
»Men kvinderne holdt sig inden for parforholdets rammer. Enten er du gift, eller du skal giftes, eller du er i et svært parforhold, eller du har været mig utro, og nu vil jeg ikke mere. Det synger langt de fleste countrykvinder om«, siger Johanne Mortensen og fortsætter:
»I dag er der stadig to grundlæggende fænomener i country: good ol’ boys og good woman. Good ol’ boys er glade for deres trucks, glade for øl, glade for deres våben og går med hat og støvler. Good woman er hende, der holder sammen på familien derhjemme og tilgiver sin mand«.
De rebelske stemmer fra 1970’erne blev udvandet i løbet af 1980’erne og 1990’erne, hvor countrymusikkens konservative værdier igen slog ring om al kommerciel musik fra Nashville.
Shania Twain og Garth Brooks kontrollerede hitlisterne, mens sentimentale countryfans kunne sidde nikkende på verandaen til tonerne af Tammy Wynettes anvisning af kvindens plads i verden på ’Stand By Your Man’.
»Man kan sige uendeligt meget godt om Shania Twain, og hvad de hedder alle sammen fra den tid, men de gjorde jo netop ikke meget andet end at synge og se søde ud«, siger Søren McGuire.
Dixie Chicks gav feminismen militærstøvler på
Men i 1998 dukker Dixie Chicks op. Oprindelig et bluegrass-band dannet i Texas ti år tidligere, men op til albummet ’Wide Open Spaces’ fik søstrene Emily Robison og Martie Macguire ny forsanger i Dixie Chicks i skikkelse af den åbenmundede Natalie Maines.
Albummet blev et uhørt stort gennembrud og brød med 14 millioner solgte album muren ned mellem country og popmusik. Dixie Chicks indledte deres imperialistiske fase, hvor grammy-statuetterne frem til 2006 hobede sig op, og de over 30 millioner solgte album gør dem til det mest sælgende kvinde- og countryband i nyere tid.
En let omgang countrypop med smæk i harmonierne og fra deres 1999-album ’Fly’ med lige så meget smæld i teksterne. Her udfordrede Maines først Nashville med en blanding af bibelske referencer og sex på ’Sin Wagon’, men gav især feminismen militærstøvler på med fortællingen om hustruvold på ’Goodbye Earl’.
»Dixies Chicks var egentlig ikke så hulens feministiske. Men det blev de med ’Goodby Earl’. Ganske vist har der før været countrysange, der har pillet lidt ved emnet og kredset om den undertrykte kvinde, men det var første gang, man nogensinde hørte, at tre kvinder i en sang glorificerede, at man slog sin voldelige ægtemand ihjel. Det gav ballade, men de solgte stadig plader«, siger Søren McGuire.
Dixie Chicks’ oprør mod patriarkatet i Nashville holdt til de rebelske toner og mange ublu bemærkninger under koncerter, netop fordi Dixie Chicks samtidig solgte så mange plader.
Men med udfaldet mod George Bush og krigen i Irak røg forbindelsen. Som Marty Macguire fortalte tyske Der Spiegel, da 2003 var omme:
»Vi føler os ikke mere som en del af countryscenen, den kan ikke længere være vores hjem«.
Færdig med country
Men vreden var ikke væk. Da Dixie Chicks tre år senere udgav deres foreløbig sidste album, det Rick Rubin-producerede album ’Taking The Long Way’, lagde de ud med singlen ’Not Ready To Make Nice’, der tog fat om kontroverserne:
»It’s too late to make it right/ I probably wouldn’t if I could/ ‘cause I’m mad as hell/ can’t bring myself to do what it is you think I should«.
Albummet solgte i millioner og indbragte trioen fem grammyer. Den aften i 2007, hvor de modtog dem, følte Natalie Maines, at »o.k., jeg vandt fandeme krigen, og nu stopper jeg. Jeg er færdig«. Færdig med country.
Roen indfandt sig atter i countrymusikken. Ikke mindst takket være den pletfri superstjerne Taylor Swift, der i dag kan ligge på toppen af både pop og -countryhitlister og holder sig til parforholdets trakasserier.
Mens de mandlige stjerner som Luke Bryan og Florida Georgia Line igen placerer den langbenede kvinde på passagersædet af pick-uppen. Eller som den amerikanske kommentator Jody Rosen for et par måneder siden bemærkede i The New Yorker:
»I country er kvinder udsmykning, de er det pæne islæt til pølsefesten«.
Weed er det nye whisky
Ifølge Rosen har det stereotype country-kvindebillede kørt i ring i små ti år, men lige nu er der ved at ske noget nyt. Sidste år dukkede nemlig et par rebelske kvindenavne op, der synes klar til at løfte arven efter Dixie Chicks.
Den 25-årige Musgraves skabte for et år siden en del støj med sit kritikerroste album ’Same Trailer, Different Park’, et portræt af det desillusionerede small town-liv, hvor servitricernes udlængsel går op i pot-røg og håbløshed, men også med plads til at gå imod den konservative orden med en prohomoseksuel udmelding på ’Follow Your Arrow’.
Samtidig blev der røget weed, som var det en ny tids whisky og kvinder lige så frustrerede som mænd, på Ashley Monroes ’Like A Rose’ og Brandy Clarks ’12 Stories’.
De tre kvinder har rodet op i det velordnede Nashville og lå alle på toppen af listen over årets bedste udgivelser. Uden at de væltede hitlisterne.
»Dixie Chicks har vist andre kvinder, at man godt kan være feministiske i country, uden at man bliver en kommerciel fiasko. Selv om der er en grænse. Men her skal vi huske på, at selv om Musgraves, Monroe og Clark er blevet rost af kommentatorer og anmeldere, har de stadig ikke den slagkraft på hitlisterne, som Dixie Chicks havde. Det vil først for alvor gøre en forskel, hvis superstjerner som Carrie Underwood eller Taylor Swift brød ud af deres roller«, siger Søren McGuire.
Men noget er i gære i country for tiden. Selv Dixie Chicks har fundet sammen og er på turné igen. Hvadenten Nashville vil det eller ej.
Publiceret 15. marts 2014