En fejlslået diplomat, der rejser rundt med privatfly i Mellemøsten og intet opnår på vegne af den kvartet bestående af FN, EU, USA og Rusland, der har sat ham i arbejde for at forsøge at skabe økonomisk fremgang og job på Vestbredden og Gazastriben. En mand, der skraber penge i læssevis ind på sin egen konto, men ikke høster nogen videre respekt for sine engang så berømmede diplomatiske evner.
Det vil formentlig ikke være nogen underdrivelse at sige, at det nok ikke præcist var det politiske eftermæle, Tony Blair havde håbet på, da han kørte mod Downing Street i triumf for næsten 17 år siden, 2. maj 1997.
Den forårsmorgen var London ved at boble over som en flaske champagne af politisk håb. En grå og resigneret John Major havde erkendt, at hans parti ikke bare havde tabt valget, men at de konservative var blevet nærmest pulveriseret af britisk politiks nye store håb, Tony Blair.
Det skulle blive den første af tre overvældende valgsejre, Labour nød godt af med deres splinternye visionære leder i spidsen. En mand, der ikke alene forandrede partiet indefra, men også dannede skole i resten af Europa, hvor politiske ledere vendte sig mod London for at høre, hvor fremtiden var på vej hen fra Cool Britannia. Blairismen havde holdt sit indtog.
