Drengene der genskabte Indiana Jones

Chris, Eric og Jason var forelskede i Steven Spielbergs Indiana Jones-film ’Jagten på den forsvundne skat’. De måtte bare lave den selv. Det tog dem syv års arbejde at nå i mål. Hver en scene blev indspillet med amatørkameraet. Nu er filmen 'Raiders of the Lost Ark: The Adaptation' blevet et kulthit. Og drengene er blevet til mænd.

Siden amerikanske Chris Strompolos var 10, har han sammen med sine kammerater Eric Zala og Jayson Lamb dyrket den første Indiana Jones-film, ’Raiders of the Lost Ark’, som få. De tre kammerater brugte syv år af deres teenagetid på at genindspille en så nøjagtig kopi som muligt af deres favoritfilm. I dag er den kult og vises verden over og snart i Danmark under filmfestivalen CPH PIX.

Men hvordan indspiller store børn uden kamera, pyroteknisk kunnen, kostumelager, biler for ikke at nævne et budget en stor hollywoodblockbuster? Opskriften synes at være lige dele passion, viljestyrke og obsternasighed.

Chris Strompolos’ blev besat i 1981, da han så den første Indiana Jones-film sammen med sin far i den lokale biograf.

»Det var sådan et fængende eventyr. For hovedpersonen, Indiana Jones, virkede som et rigtigt menneske. Og da jeg forlod biografen, ønskede jeg intet andet end at være Indiana Jones. At lege, at jeg var Indiana Jones og være i hans verden for se, om jeg kunne slippe ind og ud af situationer, ligesom han kunne«, fortæller Christ Strompolos over en Skype-forbindelse.

Derfor brugte knægten sine eftermiddage i Mississipis sumpe, hvor han i fred kunne svinge sig i lianer og lege, at han var helten, der narrede de onde og vandt pigen.

Legeaftalen blev filmpitch

I skolebussen viste han en dag en af sine Indiana Jones-tegneserier til den lidt ældre dreng Eric Zala, og sådan blev den første kontakt skabt mellem de to, der siden blev hovedrolleindehaver og instruktør. Da det blev sommerferie, ringede Chris til Eric for at høre, om han kunne lege.

Reelt var der tale om et filmpitch den dag i Chris’ kælderværelse, og sammen gik de to drenge – sammen med Jayson Lamb, der stødte til senere – i gang med at genindspille deres yndlingsfilm scene for scene. Men det var ikke en let opgave, de havde stillet sig selv. Tænk for eksempel på den store rullende klippeblok, der forfølger Indy ud af hulen i åbningscenen hos hovitoindianerne. Hvordan skaffer man lige sådan én?

Det tog drengene mange fejlslagne forsøg at finde en løsning. De prøvede at bygge den i træ, men opdagede, at den var blevet så stor, så de ikke kunne få den ud af børneværelset, så de måtte skille den ad – og bagefter kunne den ikke samles igen. De bestilte en stor luftballon, som de klæbede til med papmaché, men den punkterede og skrumpede ind til en flad fodbold. Og den store kugle, de fik lavet ud af hønsetråd? Den blev blæst ud i havet, da stormen Helen kom forbi. Først da Eric Zala fik kontakt med en bådebygger, som sympatiserede med drengenes projekt, lykkedes det. Han byggede en glasfiberkugle til dem, der var så tung, at de måtte bygge skinner af telefonpæle for at holde den på ret kurs under optagelserne, så den ikke smadrede Erics mosbeklædte garage, som gjorde det ud for hulen i den actionspækkede introscene.

Men det var blot en af de tekniske udfordringer. Der var også følelsesmæssige stopklodser. For hvordan skaber man intim, romantisk – ja, lad os bare sige det: sexet – atmosfære mellem en nu 13-årig dreng, der aldrig er blevet kysset, og en ung pige, de har shanghajet i den lokale kirke til at spille heltinden Marion?

Drengene sørgede for at dekorere Eric Zalas værelse, så det lignede en filmkahyt ligesom i filmen, hvor den forslåede Indiana Jones bliver modtaget af Marion, som kysser hans skrammer, og den generte unge pige blev iført en af mødrenes natkjoler. Optagelserne blev noget anstrengte, men de kom i kassen. Men dagen efter, da drengene så optagelserne igennem, viste det sig, at højlydte frøkvæk fra et åbent vindue mod baghaven larmede for meget og ødelagde stemningen i klippet, så det skulle tages om. Men øvelse gør som bekendt mester, og anden gang var kysseriet ikke så akavet. Faktisk fortsatte de to unge med at kysse, efter scenen var i kassen, og på ægte hollywoodmanér udbrød en romance på filmsettet.

Drengene blev mænd, mens de optog deres ’Raiders of the Lost Ark’. I filmen ser man helten have buttede kinder og lys drengesopran i en scene, mens han i den næste har hår på brystet og en brummende baryton. Og med årene fulgte også voksenproblemer. Venskabet blev prøvet, da Chris flirtede med Erics kæreste, og Marion røg cigaretter med nye bejlere i pauserne mellem optagelserne. Stemningen var trykket, da de sidste scener skulle optages, og energien var helt væk, da det hele til slut skulle klippes.

Forenet til flyscene

Siden skiltes de tre venners veje. De forlod hjembyen for at studere og først, da filminstruktøren Eli Roth ad omveje fik fat på en videokassette med deres version og tog den med på filmnørdfestivalen Butt-Numb-aThon, nåede den ud til et publikum. Roth satte ’Raiders of the Lost Ark: The Adaptation’ på, mens festivalpublikummet ventede på at se premieren på ’Ringenes Herre: De 2 tårne’. Først var der stilhed, så fulgte højlydte grin og jubel. Og da Roth trykkede på pauseknappen for at vise aftenens egentlige hovedfilm, buhede publikum. De ville have mere af drengenes eventyr og forsøgte scene for scene at gætte, hvordan amatørerne ville løse næste filmiske udfordring.

»Jeg tror, at det, der er attraktivt ved vores version, er, at vi var børn, og vi tog os selv meget, meget seriøst. Vi kæmpede virkelig for det, og det er inspirerende på en anden måde, end hvis det var voksne, der legede Indiana Jones«, mener Strompolos.

Nu skal flyscenen skydes

Det afholder ham nu ikke fra snart igen at iføre sig Indys slidte skindjakke. De tre filmfyre er samlet efter snart 30 år, for de mangler at skyde én scene, nemlig den, hvor Indiana Jones slås mod et bjerg af en barbrystet tysker på en flyveplads i ørkenen. For selv om de brugte alle deres sparepenge og fødselsdagsønsker som børn på at skrabe udstyr sammen til deres film, fik de aldrig nok til at låne, leje eller bygge et fly.

Men nu skal det være. Med penge fra en indsamling på nettet skal den manglende scene optages.

»Vi har indsamlet over 50.000 dollar, så jeg er faktisk i Mississippi lige nu på pre-production. Vi bygger et fly, sikrer os en location, finder ud af, hvordan vi laver pyroteknik og eksplosionerne og alt det«, fortæller Chris Strompolos.

En professionel designer er i gang med at skabe flyet ud fra detaljerede tegninger, et firma fra Californien assisterer med kostumer, og Strompolos afholder casting for at finde den store mand, der skal spille tyskeren, som bliver hakket i stykker af en propel. I det hele taget lyder arrangementet meget professionelt denne gang.

»Ja, vi prøver. Dengang vi lavede film som børn, kæmpede vi hårdt for, at den skulle den skulle se så cool ud som muligt, og som voksne gør vi det samme: Det skal se så cool ud som overhovedet muligt«.

Men hvor cool det ender med at blive, får det danske festivalpublikum ikke at se, når Chris Strompolos kommer til København for at vise ’Raiders of the Lost Ark: The Adaptation’. De må nøjes med 1980’er-versionen af filmen.

Og i den sammenhæng: Er en betamaxfilm fra 1980'erne virkelig af god nok kvalitet til at blive vist på det store biograflærred?

»Åh nej, kvaliteten er forfærdelig«, lyder det tørt fra Strompolos.

»Det ser dårligt ud, og lyden er dårlig. Det er meget underholdende«, lover han.

Publiceret 10. april 2014.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

Forsiden

Annonce