Omtrent midt imellem Randers og Aalborg, inderst inde i Mariager Fjord, ligger den tidligere vikingekøbstad Hobro. Find gymnasiet, fortsæt 100 meter ned ad vejen, og dine øjne møder Hobros beskedne fodboldstadion med blot en tribune på den ene langside. Resten af det ovale stadion er smukt indrammet af høje træer, kun forstyrret af to blå toiletter af hård plastik og et pølseskur. Røgen fra en kulgrill siver ind mellem tilskuerne og lægger sig over fodboldbanen som en lille hvid sky. Fodboldspillerne på banen bliver oplyst af fire projektørtårne fra hvert hjørne af stadion.
»Stå fast, drenge, stå fast«, råber anføreren og forsvarskæmpen fra Hobro, Mads Justesen. Til daglig er han gymnasielærer og landmand, men lige nu er han ved at spille Hobro op i Superligaen. Pludselig slukkes de skarpe projektørlys, og der bliver mørkt på hele stadion – undtagen i pølseskuret. Strømmen er gået. Dommeren stopper kampen mellem Hobro og Silkeborg IF, og nogle af tilskuerne benytter lejligheden til at gå ind blandt træerne for at lade vandet i skovbunden.
Aldrig før har så mange tv-kameraer dækket en kamp på Hobros hjemmebane. Det belastede strømnettet så meget, at det gik ned for en stund, da Hobro tog imod Silkeborg for ti dage siden.
Holdet fra Hobro, der blandt andet tæller to bankmænd, en klejnsmedlærling, en sælger, en folkeskolelærer og en studerende, sluttede sidste år som nummer ni af tolv i Danmarks næstbedste række. I år ligger de suverænt i toppen. Hvis de holder førstepladsen, skal de semiprofessionelle fodboldspillerevænne sig til en hverdag i Superligaen. Ingen havde regnet med, at det skulle komme så vidt.
