Lufthavnen i Malis hovedstad Bamako er dækket af et fint rødt støv, som giver landskabet karakter, og som sniger sig ind i enhver åbning og sprække i et af de mest avancerede stykker militært isenkram, Danmark kan diske op med. Hercules hedder den gigantiske flyvemaskine, som det danske militær bidrager med til den fredsbevarende FN-aktion i det borgerkrigsplagede Mali. Og hold 1 hedder den gruppe af mennesker, som bruger en stor del af deres dagligdag på minutiøst at fjerne det røde støv fra de enkelte maskindele, så Herculesflyet altid er klar, når FN har brug for, at det transporterer gods eller personel rundt i Mali.
Det danske Herculesmandskab har arbejdet i Mali siden 1. februar 2014. I alt 39 danskere bidrager til aktionen i Mali. Opgaven er simpel. Hvilket, ifølge soldaterne selv, er en del af attraktionen ved soldaterlivet.
To af dem, der er fulgt med Herculesflyet til Mali er Carsten Viegh Butler og Peter Kleist. De er henholdsvis Support Officer og Chief Maintenance. Bag de fine engelske titler gemmer der sig noget så simple opgaver, som at sørge for forplejning og tag over hovedet til de 39 soldater og at lede vedligeholdelsen af flyet. Her kan du høre de to kammerater fortælle om deres oplevelse af, at være Herculessoldat.
Publiceret 18. april 2014