Ugens moderlige omsorg: »Jamen, hvad siger mor og far til, at du er her helt alene?«, er den umiddelbare reaktion på min ankomst. Jeg er blevet indlogeret på et forskerhotel i en landsby nord for Moskva, og både økonomaen, hoteldirektøren og de herboende forskere betragter mig med tvivlende nysgerrighed. Kan tolkes som 1) udtryk for mit ungdommelige ydre, og/eller 2) udtryk for mange russeres overvældende engagement og beskyttertrang.
Dernæst: »Du må under ingen omstændigheder tage et tog hjem, der afgår senere end kl. 21 fra Moskva, og du skal ringe til Vladimir og få ham til at hente dig på stationen! Her er farligt om natten!«. Selv om truslen efter alt at dømme er overdrevet, kan man kun være dybt rørt over den entusiastiske medmenneskelighed, man mødes med blandt nye såvel som gamle venner.
Ugens sovjetnostalgi: Jeg bor på Komintern-gaden, i byen Savjety Iljitja, der bedst (men næppe mundret) kan oversættes til ’Iljitjs Formaninger’ – naturligvis med henvisning til Sovjetunionens stamfaders mellemnavn, hvilket Lenin-busten på stationen ikke efterlader nogen tvivl om.
Efter Sovjetunionens sammenbrud blev de fleste stednavne ført tilbage til det førrevolutionære, byen Gorkij blev atter Nishnij Novgorod, Marx-prospektet i Moskva fik tillige et mindre grandiost navn, og sådan blev det ved.
Men hvad gør man, når en by er bygget i sovjettiden, og der ikke er grundlag for sådan et greb? Så lader man alt blive ved det gamle.
Ugens kommercielle udnyttelse af Krim-konflikten: Sælgerne i regionaltoget mod Moskva er tilsyneladende gået væk fra vaffelis og regnslag og falbyder i stedet creme og salve baseret på urter og mineraler fra Krim. Salget går fremragende.
Ugens bureaukratiske styrkeprøve: For som udlænding lovligt at opholde sig i Den Russiske Føderation må man rekvirere et registreringsbevis, der dokumenterer ens tilholdssted. Dette skal finde sted inden for tre dage efter ankomst.
Jeg henvender mig derfor på universitetet, som dog, viser det sig, skal bruge i hvert fald en uge på at underskrive benævnte dokument.
Efter i en halv time forgæves at have forsøgt at finde en alternativ løsning hvisker kontordamen med indforstået mine: »Siden du ser så tilforladelig ud og hverken ligner en kaukasier eller centralasiat, tror jeg godt, du kan undvære registreringen indtil videre. Dig er der da ingen, der tjekker«. Med blandet lettelse går jeg videre ud i byen og befinder mig nu teoretisk set på illegalt ophold.
Jeg slipper ikke grebet om mit værdifulde rødbedefarvede pas, som sammen med mine blå øjne er med til at adskille mig fra de myriader af illegale immigranter, der anslået udgør næsten en tredjedel af Moskvas uofficielle indbyggertal på 17 millioner.
