Når den 90-årige ingeniør Erik Kragelund åbner døren til det lille rødstensrækkehus i ældreboligerne Bernadottegaarden i Roskilde, åbner han også døren til et historisk værksted med speciale i den mest oversete del af den danske kamp mod Hitlers Tredje Rige og nazismen.
Bag den lille hvidskæggede krigssejler med de for en 90-årig forbløffende sikre og rolige skridt kan man se reolerne med dynger af papirer, striber af cd-rommer og bøger om Danmark under besættelsen. For enden af det interimistiske kontor står et par computere og understreger, at Kragelund er en mand, der tager tidens arbejdsværktøjer – inklusive Skype-konferencer og den slags – til sig.
Selv var han krigssejler fra sit 16. leveår og dermed også et stykke danmarkshistorie. Senest var han hovedmanden, der sammen med en dansk forsvarsattaché i Paris og en tidligere ceremonimester ved hoffet gennemførte operationen ’Dannebrog til Normandiet’ med succes. Danmarks noget lurvede og lige lovlig tyskervenlige image fra Anden Verdenskrig har fået modvægt, takket være trekløverets kampagne for de i alt 6.300 danske krigssejlere i allieret tjeneste, hvoraf omkring 800 var med ved Normandiets strande. Mere om det senere.
Først er der Kragelunds egen historie i glimt.
