Hun smiler lidt den ene vej. Og lidt den anden. Hun smiler, når hun kigger ned i skødet på sine hænder. Et kort sekund, da vi er på vej væk og jeg stjæler mig til et iPhone-snapshot af Nicole Kidman på stolen, halvvejs bagfra, slapper ansigtsmusklerne af. Og hun ser alene ud. Men det er hun jo også. Måske er hun tilmed træt. Træt af at smile. Træt af at lade som om.
De tre hovedkræfter bag Grace Kelly-filmen ’Grace of Monaco’, som jeg møder i en solbadet cabana ved luksushotellet du Cap uden for Cannes, har aftalt én ting: Vi lader, som om vi ikke har læst anmeldelserne, endsige hørt om dem – så går det nemmere.
»Læser dem aldrig«, siger Nicole Kidman, der spiller titelrollen i filmen, der var talk of the town i festivalens første uge, og som ingen havde andet end spot tilovers for. Hun glatter kjolen og ser lidt uimodståelig og delikat skrøbelig ud på den der hollywoodmåde.
Hun siger, hun er ekstremt pragmatisk om sit arbejde: »Jeg har meget andet at tænke på. Jeg engagerer mig i karakteren, og bagefter går jeg hjem. Mit primære fokus er familien, og jeg betror mig fuldkommen til instruktørens varetægt, for en film er i sidste ende deres vision«.
