Jeg har kendt familien i seks år. Fortalte om dem både i avisen og fjernsynet, og så er man nødt til at bevare kontakten. Kom en gang om året og glemmer aldrig 2. juledag i 2010, da Leif var grædefærdig.
»Roerne er frosset«, sagde han.
En hel roemark blev fanget af frosten 1. december og kunne ikke høstes. Alt var parat. Roeoptageren var lånt, traktorer og vogne og de tre drenge var kommet hjem for at hjælpe. Den store roedag blev en katastrofe. De rådnede. Det var et nederlag af dimensioner, både fordi roerne var meget værd og uundværlige til køerne og Zoologisk Have, men især fordi det var en plet på hans ære. Høsten var jo ikke slået fejl – han havde bare ikke fået dem op i tide. Dårligt landmandskab!
Men for et par måneder siden ringede han og spurgte begejstret, om jeg ville komme til hans fødselsdag. 60 år. Ja, det ville jeg da, og må jeg så skrive om dig igen? Ja, selvfølgelig!
