Det sluttede så ondt sidste år, at det for alle andre ville være helt slut. Den gamle stjerne fra San Antonio Spurs Tim Duncan ville stoppe karrieren. Han havde allerede fire gange vundet den amerikanske basketballliga NBA, han var to gange blevet kåret til liganes bedste spiller, og han var blevet 36 år gammel.
Sammen med den bedste træner i ligaen, Gregg Popovich, havde Tim Duncan skabt et hold, som var blevet sammen i over 10 år. Men hans ben var blevet stive, han løb ikke længere som en atlet, og hans produktion af point faldt langsomt, men sikkert. Det var tid til at trække sig tilbage til stående bifald og en plads i sportens hall of fame.
Men den lidt yngre veteran Tony Parker trak inden sæsonen Duncan til side og bad ham tage en sidste tur. En allersidste tur sammen med det gamle hold. Parker lovede Duncan, at de ville nå finalen og vinde, hvis han sagde ja. Og den gamle gav efter: Han vidste, at både han, Tony Parker og holdets tredje stjerne, argentineren Manu Ginobili, hver især var blevet så gamle, at de definitivt havde deres bedste spil bag sig. Men det særlige ved Popovichs Spurs er, at holdet til enhver tid er bedre end spillerne. De spiller bolden så hurtigt og sikkert mellem sig, at selv bedre spillere bliver slået, når de er på det andet hold. De flytter bolden rundt i mønstre, der er trænet ind i kroppen på spillerne som en fælles forståelse. Ofte, når de er frie til at skyde selv, sender de alligevel bolden videre til en medspiller, der står lidt bedre placeret, men som igen afleverer videre i baner, der ender med et helt åbent skud. Spurs har en så indøvet stil, at spillerne på banen tænker det samme uden at tænke nærmere over det. Uanset hvem der er på banen, spiller Spurs på samme måde. Og det er ikke kedeligt, det er en stadig genopdagelse af kollektivet som superstjerne.
Spurs kom til finalerne i 2013, selvom de havde skader, og selvom store spillere var ude i perioder. De mødte de forsvarende mestre, Miami Heat, og verdens bedste basketballspiller, LeBron James. Det ældre triumvirat Duncan, Ginobili og Parker blev konfronteret med en trio af styrke, teknik og kompetence, som ikke findes bedre: James, Dwayne Wade og Chris Bosh. Og så havde de forsvarende mestre forstærket sig med den bedste 3-point-skytte i ligaens historie, den elegante Ray Allen. Heat havde tilmed hjemmebanefordel i den 7. og afgørende kamp, fordi de havde opnået flest point i grundspillet. Det var det suveræne kollektiv fra Texas mod spillets mest dominerende spiller, LeBron James.
