Foto: Sirid Laursen

En EUpæer i Ukraine

Nielsen er taget på forsoningsekspedition i Ukraine. »Min kære Nielsen, jeg har slet ikke tid til Dem«, siger den tyske ambassadør i Kijev, Christof Weil, da Nielsen som en hvid engel bliver installeret i ambassadørboligen. Så går ambassadøren ud for at lade sit vand.

Ved ankomsten til Kijev spadserer jeg fra den centrale banegård op gennem byen. Det regner, i bratte voldsomme byger, menneskene slår deres paraplyer op eller trækker billige gennemsigtige regnslag over hovedet eller, de unge piger i deres små pumps og bare smækre lår, blot en plastikpose over håret som en bagerhat, så bryder solen gennem de mørke skyer over højdedraget, og luften er tung, duftende af forsommer, maj.

Byen ligner sig selv denne tirsdag aften, jeg ser ingen spor af den revolution og kampene, der efter sigende skal have fundet sted i løbet af vinteren og foråret, siden jeg sidst spadserede her i september, for bare otte måneder siden. Jeg krydser Gorkijboulevarden og træder de fem brede trin op ad trappen til nummer 15. Nede til højre for mig står den uniformerede vagt i sit lille hus. Han ser op på mig, og uden antydningen af bevægelse i ansigtsmuskulaturen, på den måde, som er så typisk for ikke bare russiske, men også ukrainske mænd, smiler han uden at smile og løfter hånden som tegn til, at jeg skal vente, mens den anden hånd tager telefonen, og han uden at bevæge læberne, uden en lyd taler kort med nogen deroppe, så hænger han røret på plads og kommer op ad trappen og lukker mig ind.

Opgangen er imposant og dunkel, jeg går ad den dybrøde løber op til anden etage, hvor Nina står ude på afsatsen for at tage imod mig. Hun går foran mig gennem de tre stuer, køkkenerne og ud i labyrinten af gange, tænder lys fem eller seks gange undervejs, til vi for enden af labyrinten når ambassadørens gæsteværelse, det grønne, de har givet mig det sart støvgrønne værelse, de har måske ikke forstået eller bare endnu ikke fået med, at min farve denne gang – ud over kjolens englehvide – er den sarte blå, den dybe himmelblå, som udgør baggrunden i det Miss World-silkebånd, jeg bærer over den hvide kjole. Nina er russer og taler hverken engelsk eller tysk, ambassadøren har netop ringet, siger hun, han er på vej fra ambassaden og er her om fem minutter. Da jeg kommer ind i spisesalen, har han allerede skænket øl i sit glas, løsnet det glinsende gule silkeslips og hængt det over stoleryggen.

»Ach, mein lieber oder liebe Nielsen!«, siger han og synker ned i sin stol, og jeg tager plads over for ham, hvor Nina allerede har stillet min lille kop dampende te. Ambassadøren sukker og tømmer sit glas og hælder op igen.

Han er ikke længere ung, siger han, han er netop fyldt tres, og egentlig er det enhver virkelig ambassadørs drøm, det historiske øjeblik, man blot kan håbe på, men ikke forudse, og hvis det overhovedet sker, så kun én gang i en ambassadørs karriere, og i hans er det nu anden gang. Den første var imperiets sammenbrud, der fulgte de få år med perestrojka i slutningen af firserne, da han var en ung kulturattaché ved ambassaden i Moskva, og nu sker det igen, og ingen, siger han, absolut ingen, ikke engang de unge revolutionære på Maidan-pladsen, havde forudset eller planlagt eller så meget som drømt om det.

Men nu har det historiske øjeblik allerede varet mere end et halvt år, og der er ingen udsigt til nogen form for normalisering, for hver dag bliver det mere og mere uoverskueligt, nu hvor russerne trænger stadig dybere fra øst ind i landet, og det er absolut vanvittigt spændende og enhver virkelig ambassadørs drøm, men det slider ham op, siger han og tømmer glasset og sukker og tænder en cigaret, »tilgiv mig, kære Nielsen«, og hælder op igen.

Han er en stor mand, prægtig, ikke længere stram i kødet og alvorlig og målrettet som på portrættet, der hænger i stuen ved siden af, han er rundere, blødere, en levemand, han elsker god mad, kvinder og ikke mindst vin, men han er ikke længere ung, siger han, som dengang i Moskva i slutningen af firserne, hvor han kunne drikke med sine russiske kunstnervenner i deres vinduesløse kælderrum langt ude i periferien af monstermetropolen til klokken fire om morgenen og alligevel være på ambassaden klokken syv.

På væggene i de utællelige stuer og værelser og biblioteker og i sin lejlighed ovenpå i ambassadørresidensen har han straks ved ankomsten til Kijev for snart to år siden og til Udenrigsministeriets umiddelbare bestyrtelse udskiftet sin forgængers »statskunst«, som han finder usmagelig, med store malerier af sine moskovitiske kunstnervenner fra perestrojkatiden, Nikolaj Filatov og Eisenberg, selv den kolossale gobelin af parlamentet i Bonn på væggen over afsatsen mellem første og anden sal, som en ligegyldig Bonn-’kunstner’ engang i tresserne havde leveret på bestilling, har han udskiftet med et brutalt udiplomatisk maleri af Filatov i aggressive sorte, røde og grønne strøg og med titlen ’Tjornije plecen’, ’Sort muld’.

Han har slet ikke tid til at drikke

For ti år siden havde han en slags nervesammenbrud og var indlagt på sådan en klinik, siger han, og han forsøgte at overbevise lægerne om, at han ikke var alkoholiker, og han har slet ikke tid til at drikke, siger han, han er på ambassaden fra klokken otte til toogtyve syv dage om ugen, ministrene og de menige politikere derhjemmefra valfarter hertil.

Forleden var hans udenrigsminister forbi, han var stået op kvart i tre for at kunne møde den midlertidige ukrainske præsident klokken syv i Kijevs lufthavn, inden Turtjinov klokken ni skulle videre med et fly til Bruxelles.

I morgen aften er han nødt til at afholde en reception for de hundrede og tyve tyske valgobservatører, der frivilligt, for et latterligt honorar og nogle diæter, kommer hertil for at overvåge søndagens præsidentvalg, pensionerede dommere og læger og politikere, al ære værd, sukker han, »men ikke desto mindre en samling tørre godgørere, kære Nielsen, forstår De, they are ’good-doers’!«.

Torsdag morgen kører han til Dneprpetrovsk for at møde den absolut vanvittige og prægtige guvernør, oligarken, Ukraines næstrigeste mand Igor Kolomojskij, som den midlertidige præsident har indsat, det jødiske samfunds mæcen, som netop torsdag indvier endnu et monstrøst monument, denne gang en bronzetavle, til minde om holocaustofrene, og i den anledning har inviteret ikke blot ham, men også den polske, den amerikanske og, selvfølgelig, den israelske, der alle er blevet bedt om at holde en af de taler, ambassadøren hader, en diplomatisk og korrekt og i bund og grund intetsigende tale, inden den uden tvivl overdådige middag.

Fredag er han selv vært for femten ’Abgeordnete’, folkevalgte derhjemmefra, fra alle partierne, sågar kommunisterne, »min kære Nielsen, jeg har slet ikke tid til Dem«, siger han, »tilgiv mig!«.

I biblioteket i den bageste stue står ikke blot Brockhaus’ encyklopædi i fireogtyve bind og hans egen afhandling om ’Interventions- und haftungsrechtliche Aspekte grenzüberschreitender Rundfunksendungen’, men også Ernst Jüngers samlede værker og (den radikale slovenske filosof) Slavoj Zizeks ’Zizek presents Robespierre’.

»Vergib mir, min kære Nielsen«, siger han og går gennem stuerne ud for at lade sit vand og kommer tilbage med endnu to ukrainske øl og skænker op i sit glas og går ud i køkkenet og sætter vand over til endnu en kop sartgrøn te til mig. Både kokken og hans uundværlige Nina er for længst gået hjem, vi er alene i ambassadørboligen, og vi taler om livet, kvinderne, børnene, årene i Brasilia, i Bruxelles, i Bagdad, i Minsk og situationen i Ukraine, og han fortæller om den nat, natten mellem 20. og 21. februar, som han og hans udenrigsminister tilbragte i præsidentpaladset et brostenskast fra Maidan-pladsen som mæglere mellem præsident Janukovitj og repræsentanter for oppositionen.

»Mit livs længste nat, kære Nielsen«, sukker han og fejer det snart hvide hår væk fra panden med en udmattets bevægelse, og natten efter flygtede præsidenten i sin private helikopter fra landingspladsen mellem det forgyldte palads og golfbanen og den private zoologiske have, til Moskva, og nu har russerne blandet sig, Putin har taget det skridt, som gør, at ingen, heller ikke Putin selv, kan se nogen vej tilbage, først Krim og nu hans såkaldte »Novorossija«.

Og udenfor i Kievs forbløffende tyste gader lyder et brag, som om himmeldugen blev revet midt over, og regnen plasker tungt mod asfalten og altanen, og ambassadøren tømmer sit glas og tager et sidste sug af cigaretten, før han rejser sig og går ovenpå for at få sine i princippet otte, men i praksis ofte ikke mere end fire timers søvn, »godnat, min kære Nielsen«, og drømmer sikkert om aftrædelsesposten, de sidste to-tre år før den tvungne pension, »i Schweiz, min kære Nielsen«, Bern, hvor der absolut intet sker, hvor alt er »sauber und schön und langweilig«, og han endelig kan få tid til at skrive.

Kokken tror på chokoladekongen

Kokken, den unge Oleg, er fra Krasnajaluch i det østligste Ukraine ude bag Donetsk, hvor der er »little bit dangerous now, but we hope for the best«, han har været på Maidan, der er mange mennesker i uniform, siger han, på søndag vil han (og også Nina) stemme på Petro Porosjenko, chokolademilliardæren, ham kan man åbenbart sætte sin lid til.

Han, Oleg, kender min sarte mave, min store nervøse blafrende sjæl: til morgen en lille frugtsalat serveret i facetsleben glasasiette ved det lille bord foran den åbne altandør på mit værelse, til frokost i den store øde spisesalon en let salat med fem ganske tyndt snittede sildebidder anrettet i en vifte med et dybt blodrødt strøg af balsamicoeddike på den hvide tallerken.

Så, endelig, går jeg ud, op ad Gorkijboulevarden og videre ad Vulitsa Pusjkinska ned mod Maidan.

Publiceret 31. maj 2014

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce