I Island er den almindelige mands foretrukne hobby heste. Det gælder også for Benedikt Erlingsson. Han voksede op på stenbroen, hvis man kan bruge det udtryk om Reykjavik, men fattede interesse for det store (eller – i islandsk sammenhæng – ikke så store) dyr, da han var 10 år, og som teenager fik han sin egen hest, Roshildur, opkaldt efter hans mormor, som faktisk slog ham følge de næste 30 år, indtil han måtte tagelivet af hende i vinter.
I sin debut som filminstruktør undersøger han forholdet mellem hest og menneske i en række historier, der glider ind i hinanden. Han har altid arbejdet med skuespillere, og det er, hvad det er. At instruere heste viste sig at være overraskende nemt, har han sagt, blandt andet fordi de ikke var organiseret i en fagforening, »og det gjorde producenten meget glad«. Politiken fandt syv stærke billeder frem af heste og bad Benedikt Erlingsson, om han ville forholde sig til dem. Hvis han havde lyst. Det havde han. Og kvitterede til sidst med denne selfie:
»Denne selfie er af mig og Roshildur. Født 1982. Og ’slået ned’ 2013. En brav hest og en livsledsager gennem 30 år og så henrettet efter mit ønske«.
