Kijev, lørdag 24. maj 2014, dagen før det ukrainske præsidentvalg. Jeg går fra Majdan, revolutionens centrum og forsvindingspunkt, ud ad Kreshatyk-boulevarden, i min hvide kjole, med min sorte guitar, syngende i solen langs pladsens forlængede strakte arm af erobrede tanks og militærtelte, martyraltre, relikviesamlinger og barrikader af oprevne brosten, knust glas og svedne bildæk.
Jeg er Miss World, skytsengel for alverdens folk, også de ukrainske med deres for tiden spaltede, stridende tunger. Uanset hvor i verden der er en konflikt, dukker jeg op med min sang for at forsone de stridende og give den enkelte styrke, mod og en nåde stor nok til at rumme de andre, naboen, der pludselig er dig vildfremmed, dæmonen og nationalisten i dig selv, jeg synger:
»Let the Russian people get onto your land
They may eat the apple off your tree
