Foto: Sirid Laursen

En engel på Majdan

Som en hvid skytsengel er den danske kunstner Nielsen draget til Ukraine for at forsone de stridende parter med sang og guitarspil. Det lykkes nu ikke helt på Majdanpladsen, hvor den kjoleklædte kunstner i det andet af tre kapitler fra turen bliver bedt om at skrubbe af.

Kijev, lørdag 24. maj 2014, dagen før det ukrainske præsidentvalg. Jeg går fra Majdan, revolutionens centrum og forsvindingspunkt, ud ad Kreshatyk-boulevarden, i min hvide kjole, med min sorte guitar, syngende i solen langs pladsens forlængede strakte arm af erobrede tanks og militærtelte, martyraltre, relikviesamlinger og barrikader af oprevne brosten, knust glas og svedne bildæk.

Jeg er Miss World, skytsengel for alverdens folk, også de ukrainske med deres for tiden spaltede, stridende tunger. Uanset hvor i verden der er en konflikt, dukker jeg op med min sang for at forsone de stridende og give den enkelte styrke, mod og en nåde stor nok til at rumme de andre, naboen, der pludselig er dig vildfremmed, dæmonen og nationalisten i dig selv, jeg synger:

»Let the Russian people get onto your land

They may eat the apple off your tree

Let the Russian people get into your home

They will drink the wine out of your glass

But if you won’t let them into your nation

They’ll move on to your paradise

And the day when you stand before Saint

Peter

He may ask you to move on to hell«

Og nu tror I måske, jeg tager parti, men tro om, for sangen forvandler sig:

»Let the Maidan rebels get into your town

They may vote the mayor from his desk

Let the Maidan rebels get into your home

They may steal the heart of your girl

But if you won’t let them into your cities ...«

Jeg ser folk i øjnene, og de, der ikke forstår min tunge, kan høre meningen i musikken, tænker jeg naivt, de kan se min forsvarsløshed, mærke imødekommenheden ...

For nogle timer siden, da jeg kredsende nærmede mig pladsen som en hvid tablet, der synker ned i revolutionens timeglas og kalder den enkelte frem af sig selv, var det første, der mødte mig, nysgerrigheden, de færreste kan skjule, og først derefter undren, skepsis, et forsigtigt smil, pludselig ramler en erobret kampvogn forbi med forstærket drønen af slavisk technomusik og øverst et bryllupsselskab, bruden i hvidt og med flagrende afbleget hår omgivet af unge mænd i militærbukser og bare, svedige overkroppe svingende med det ukrainske flag. Da de ser mig, hujer de og vinker, og så er de væk.

Foran Michailovsky-katedralen, hvor de unge demonstranter i en af revolutionens første nætter fandt ly for Janukovitj-politiet, kommer en ung skægget mand frem af barrikadens blanding af monument, martyralter, museum og hule. Han misser med øjnene mod det skarpe formiddagslys.

»Hvor er revolutionen?«, siger jeg. »I don’t know«, siger han, »it was here, but now I don’t know ...«. I november kom han hertil fra Lviv for at tage del i demonstrationerne, bare nogle dage, men nu har han pludselig været her mere end et halvt år. »Hvad laver du?«. »I don’t know, jeg bor her, prøver ligesom at tage vare på det hele«, siger han og slår ud med hånden mod sin hule, monumentet, alteret, resterne af et umuligt øjeblik.

I udkanten af pladsen beder en mild ældre mand mig tage plads ved hans side på en bunke af bildæk, og i nogle minutter sidder vi andægtigt og betragter murbrokkerne overfor, sirligt bemalet med kyrilliske sætninger. »Se!«, siger han, »this is my work!«.

Foto: SIRID LAURSEN

En ung pige kommer frem bag en væg af opslag, små sedler, meddelelser fra nogle, der måske er døde, til nogle, der sikkert for længst er taget hjem eller videre, dårligt kopierede artikler og utydelige fotografier. Hun smiler og rækker mig dagens udgave af Dagen og inviterer mig til at spille en lille koncert »here in front of our place«. »Our«, spørger jeg, »hvem er ’vi’?«. »Vi repræsenterer os alle, hele Majdan«, siger hun, Alexandra, fra Nikolaijevska, en landsby, mere vil hun ikke sige om sig selv. »Og revolutionen?«, siger jeg. »We need a strong man as our president«, siger hun. »Strong?«, siger jeg og peger på en af de bodybuildede unge mænd, der går forbi. »No!«, siger hun. »You mean rich?«, siger jeg, »an oligarch?«. »No no«, siger hun, »strong in mind. Please sing!«. »Okay«, siger jeg.

En syngende Gandhi

Indtil videre har jeg været i bevægelse, men nu tager jeg chancen, stiger op på en bunke bildæk og så videre, op på resterne af en mur, breder vingerne ud; min diskrete skygge, Sirid, tager et foto, og jeg tager endnu en chance, svinger guitaren ned foran mig og synger en sang. Folk standser op, kijevborgere på lørdagsindkøb og folk fra provinsen i deres stiveste og mere beskedne puds på udflugt til dette museum for et spontant demokrati; de lytter, tager et billede, smiler eller skumler. Så fortsætter jeg, jeg vil ikke tage plads eller danne et opløb, ikke gøre noget sted til min scene, jeg hører ikke til her, jeg er og bliver en fremmed, en blid provokation, en kvindelig Gandhi, der synger og smiler til alle, uanset om verden kalder dem nationalister, fascister, anarkister, russere eller ukrainere, smukke eller grimme.

Men så enkelt er det desværre ikke, selv forsvarsløsheden og det vidtåbne er mangetydigt. Pludselig er det for sent, og måske har det hele tiden været det – som revolutionen og forestillingen om et forenet folk er ’Miss World’ også bare det umuliges øjeblik.

Ud af min blinde vinkel, frem af teltdugenes, monumenternes, martyraltrenes dunkle indre eller ned ad trapperne fra den udbrændte administrationsbygning, der kaster sin stadig stinkende skygge over pladsen, kommer de, den første bare i et par slidte støvblå herrebukser fra sovjetimperiets tid, snavsede sokker i plastiksandaler, en krøllet åbenstående kamuflagejakke, skægstubbe, grimet ansigt, strittende uvasket hår og rødsprængte øjne; den næste er i fuld, men snavset og hullet uniform, kampstøvler og kasket, og bag ham en tredje, halvt skjult under armen hænger et automatvåben, den fjerde griber med hånden om pistolen i sit bælte.

De forstår ikke et ord af min sang og jeg kun brudstykker af deres rustne råb, men det er alt nok: Jeg skal væk, bare væk, ud-ryddes af deres plads, ja, deres, Majdan tilhører ikke længere ’folket’, de alle mulige, men alene dem!

»Men jeg elsker Ukraine!«, siger jeg først på ukrainsk, så på russisk, jeg elsker deres Majdan! Men det hjælper ikke. Majdan er »et helligt sted«, siger de, skrid!

Min ukrainske ven Denys har indtil nu været med mig, delt lyseblå sedler ud til folk, der gerne vil vide, hvad meningen er, med Miss World, med den spinkle androgyne gestalt i den hvide kjole, med sangen. For bare et par måneder siden var Denys selv en af disse mænd, hver eneste dag, hver eneste nat kæmpede han ved deres side mod den samme korrupte overmagt personificeret af præsident Janukovitj, de var folket, de alle mulige, forenet i én vilje.

Denys er min oversætter, han har kendt mig i to år og oversat mine beretninger om missionerne til verdens brændpunkter som Nielsen, med ’Demokratiets’ kasse, under ’Venskabets’ flag, sammen med mig har han planlagt Miss Worlds rejse rundt i Ukraine, fra Kijev til Dneprpetrovsk i centrum, til Kharkov i øst, Odessa i syd og Lviv i vest. Denys ved, hvad der skal ske, han har sagt »Yes, let’s do it!«.

Men nu pludselig er han rædselsslagen og pist, ude af syne. Af og til vover han sig frem af mængden, trækker diskret vores videofotograf Sirid i ærmet – »please«, siger han, »these men are dangerous, don’t you see, they are carrying weapons!«. Han bønfalder hende om at standse mig, men det er for sent, sådan er livet: en chance, vi tager, og så må vi se, hvad der sker.

Jeg er en engel

Jeg ser dem i øjnene, jeg prøver at forstå dem, disse mænd – og iblandt dem også enkelte kvinder, kompakte, aggressive som knyttede næver – der har overtaget kontrollen over Majdan og forsvarer den mod alt fremmed i deres lasede uniformer og med deres rødsprængte øjne, som var pladsen en autonom stat i staten, mere ukrainsk end Ukraine. Hvad er det, de vil, og hvorfor?

Det er vel dem, der i de russiske medier kaldes fascister, og som visse vestlige medier påstår er et produkt af Janukovitj-regimet og nu hemmeligt støttes af Putin, der bruger dem som bevis på den midlertidige regerings mangel på legitimitet. En del af dem vogter indgange til barrikadeborge under Højre Sektors sort-røde flag, men de fleste er mere tilfældigt og spontant organiserede, veteraner fra den ukrainske hær, vrede unge og lidt ældre arbejdsløse mænd og kvinder fra provinsen, mennesker uden fremtid, der er kommet hertil i løbet af vinteren for at kræve den fremtid, de tydeligvis aldrig vil få. Slaget er tabt, revolutionen er enten forbi, eller den foregår et helt andet sted, som de aldrig vil nå frem til.

Jeg ser dem i øjnene og smiler, jeg ønsker ingen konfrontation, bare et møde, med det fremmede, i dem og i mig selv.

»Tak, tak«, siger jeg, »ja, ja«, og træder ned fra deres hellige bunke af bildæk, jeg giver mig, men jeg giver ikke op, jeg går nogle meter, men jeg forsvinder ikke, jeg bliver ved med at synge til dem, og til alle og enhver, først bare en nynnen, der igen stiger til en sang, ledsaget af guitaren, og nu er jeg som sagt på vej ud ad Kreshatyk-boulevarden, syngende, og bag min ryg går tre af disse mænd, hver med hånden på deres våben.

Hver gang jeg smilende drejer hovedet, hvæser Føreren sit eneste fremmedord, »go!«, og et øjeblik tænker jeg det, jeg ikke må tænke, jeg er trods alt ingen engel, men bare et menneske, som dem: Alt, hvad de har, er Majdan, ruinen af et nu, der for længst er forbi og har reduceret dem til ikke meget andet end had, hadet til russerne, men også til alle andre, folk fra Vesten, enhver ’fremmed’ eller bare en smule anderledes, ’bøsserne’ for eksempel.

Foto: SIRID LAURSEN

Pludselig ramler kampvognen fra før igen ind foran mig og standser, de unge mænd springer ned i deres uniformsbukser og svedglinsende overkroppe, i den ene hånd en flaske, den anden svinger det ukrainske flag, den slaviske technomusik drøner fra skroget, og fra sin plads øverst oppe råber bruden ned til mig, om jeg er en af ’de blå mænd’, det vil sige en ’homo’, en bøsse. »Nej«, siger jeg smilende, »jeg er en engel«. Men det er der ingen, der hører. »Go!«, siger Føreren bag mig. Og så fortsætter vi, de sammenbidte, jeg blidt syngende

»Let the Maidan rebels get into your heart

they may change the beat of your day ...«

langs bunkerne af martyraltre, blegt flakkende stearinlysflammer ud til den sidste barrikade af oprevne brosten og svedne bildæk.

Her standser de tre mænd ved den yderste grænse af deres rige, deres Slovjansk, og stirrer hadefuldt efter mig, der forsvinder ud i livet og byen, der for længst igen har overgivet sig betingelsesløst til den globaliserede markedsøkonomi, hvor folkets samlede vilje til at handle foregår i de også her i de ukrainske storbyer voksende malls, der flere steder har åbent døgnet rundt, som den under Majdan-pladsen, der holdt åbent vinteren igennem, under alle kampene, som tilhørte den en anden orden, markedets suveræne orden, der på én gang gennemtrænger alverden og står uden for det hele, som var den en almagt og samtidig en nåde, et helle, hvor de kæmpende – uanset om de tilhørte politiet eller demonstranterne – vinteren igennem kunne gå ned og købe sig en kop kaffe og få sig et hvil.

Den samme revolution

I markedets orden ligner revolutionen bare et uskadeligt glimt. Ikke bare her i Kijev og Ukraine. Det samme gælder Kairo og Tahrir og enhver anden af de byer og pladser, hvor der siden Murens fald i 1989 har fundet en ’revolution’ sted. I den ny verden er revolutionen altid den samme.

Kandidaterne til det første præsidentvalg er altid repræsentanter for den gamle orden, enten den økonomiske: her oligarkerne, mangemilliardærerne, der har tjent deres penge i de sprækker eller afgrunde, det foregående korrupte regime åbnede, og som alle bor i paladser, der mere minder om den flygtede præsidents end en mere almindelig rigmandsvilla, for slet ikke at tale om et almindeligt borgerligt hus; eller de er som Julia Timosjenko repræsentanter for den gamle og også korrupte opposition; eller de er heldigvis bare for langt ude, som præsidentkandidaten fra Højre Sektor Dmitro Jarosj; eller mere anstændige og måske derfor chanceløse og snart glemt.

Og i modsætning til Majdans nu lasede, snavsede og stillestående revolution, der er skrumpet ind til en enkelt plads og nogle sidegader, en kirkegård beboet af levende døde, så har præsidentvalgkampagnerne allerede bredt deres netværk ud i hele byen og landet, og den er ikke fattig og bogstaveligt beskidt, tværtimod: Dens flyveblade og plakater er glittede og fedt farvestrålende, blå, gule, røde, grønne og sorte, dens telte er fabriksnye og hvide med påtrykte forskønnede kandidatfjæs og slogans, dens scener er mobile og har en firehjulstrækker som forspand, den ligner det, den er: en reklamekampagne for et dyrt brand, en vare på markedet lig med iPhones, Nike, modetøj og biler, og hvis den er beskidt, og det er den, så er det usynligt eller outsourcet til periferierne, som alt der er beskidt i den globaliserede markedsøkonomi.

Jeg vender mig og kaster et sidste blik på de tre mænd, der er standset op ved den yderste grænse af deres rige, som de nægter at forlade og har erklæret, at de vil forsvare til døden, akkurat som ’partisanerne’ i Slovjansk, som disse mænd kalder deres fjender, men som egentlig er deres brødre, drevet af det samme had til ’de andre’ som de selv.

Uanset hvor mange de slår ihjel, vil de tabe: Om et par uger, senest, ser den nyvalgte præsident Porosjenko og hans lille hjælper, den tidligere revolutionshelt og nu nyvalgte borgmester i Kijev, Vitalij Klitjko, sig nødsaget til at sætte politiet eller militæret ind for, lempeligt men bestemt, at rydde Majdan, så ’vi’, det forvirrede ukrainske ’vi’, han nu er repræsentant for, »kan se at komme videre«.

Hvorhen? Det får vi se. Min rejse, min sang, er kun lige begyndt, og missionen er ikke til ende, før jeg har kysset dem alle, i hele Ukraine, fra det yderste højre til partisanen i øst:

»This hate is never gonna end

Unless we all surrend ... «

Publiceret 2. juni 2014

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce