I mange år var vi enige om, at livet bestod af en barndom, en ungdom, et voksenliv og en alderdom. Men grænserne mellem de forskellige livsfaser er i opbrud. Da ungdommen blev opfundet af borgerskabet i 1700-tallet, var det som en overgangsfase mellem barndommen og voksenlivet. Men ingen ønsker længere at forlade ungdommen, som derfor i grove træk vokser med en årgang hvert eneste år.
Voksenlivet opleves derimod af mange som 10-tallet på den gamle karakterskala – den udmærkede, men noget rutineprægede præstation. Og det er et skudsmål, som de færreste stiller sig tilfreds med i den moderne verden. Så i stedet bliver vi bare ved med at være unge. Dyrker ekstremsport og tager på Roskilde Festival som 60-årige, får flere kuld børn langt op i livet eller bliver singler og tager nye uddannelser, når vi er fyldt 50.
Så hvornår er ens ungdom egentlig overstået? Når man begynder at høre P4 i stedet for P3? Når den let hånlige overbærenhed over for busture til naturfænomenet sort sol i Sønderjylland veksles til oprigtig interesse? Eller når man overlader Roskilde Festival til sine børn eller børnebørn?
Med sociolog Henrik Dahls ord er der nærmest blevet »indgået en slags Schengen-aftale mellem ungdommen og voksenlivet«, der betyder, at man tilværelsen igennem kan rejse frit frem og tilbage over grænsen mellem de to livsfaser.
