Vi kører langsomt forbi den hvide herskabsvilla på Skodsborg Strandvej og parkerer fotografens lille udslidte bil et stykke væk, så den ikke skal stå og føle sig mindreværdig ved siden af de blanke limousiner med blå nummerplader, der holder ved fortovet.
Så går vi tilbage til villaen, hvor døren står åben. Vi tøver et øjeblik ... og går ind. Vi har modtaget en invitation, så der burde ikke opstå problemer.
Vi traver gennem stuer med fine tæpper på parketgulvene og en rig mængde af kunst på væggene og styrer ud mod verandaen, for derude står Chiles ambassadør i Danmark, hans excellence mr. Juan Salazar Sparks, og giver hånd til gæsterne. Det er ham, der har inviteret os til farewell gardenparty i anledning af, at han og fruen, mrs. Karen Ottinger, beklageligvis – og lidt tidligere end de havde regnet med – afslutter embedsperioden og rejser hjem til Chile.
Det er nok så meget sagt, at Juan Salazar Sparks har inviteret os. Sandt at sige har fotografen og jeg selv bedt om en invitation, fordi vi gerne vil være tæt på en af deltagerne, Hasse Ferrold, som vi på dette tidspunkt har fulgt gennem et halvt år. Det er der flere grunde til, som jeg snart skal komme tilbage til.
Lige nu rækker jeg hånden til ambassadøren og overvejer under denne bevægelse, om min påklædning lever op til den dress code, der er beskrevet i invitationen som smart casual.
Juan Salazar Sparks bærer beige chinos og en lyseblå skjorte med oprullede ærmer, og han giver mig et håndtryk, der føles alt andet end diplomatisk. Jeg lader blikket feje hen over det scenario, der breder sig ud bag ham neden for verandaen: En enorm græsplæne med spredt træbevoksning og borde og hvide partytelte og temmelig mange mennesker, som alle ser ret smart casual ud. Plænen ender ved en lav hvid mur, og lige på den anden side af den mur har vi Øresund.
Hasse Ferrold går rundt dernede i solen og sludrer med folk og tager billeder af dem. Han har altid sit kamera ved hånden. Og Hasse er som næsten altid iført en mørk dobbeltradet habit og et stribet slips, der er lige så blåt som himlen. Jeg griber et glas med kølig hvidvin – den må jo være chilensk – begiver mig ned ad trappen og traver hen over plænen, der føles som et højluvet tæppe af bedste kvalitet, og passerer først Mogens Lykketoft til den ene side og så Per Pallesen til den anden.
Jeg når ikke mere end lige at hilse på Hasse Ferrold, før han vender sig mod en mand og en kvinde, der kommer imod ham med et udtryk i ansigterne, som var han en redningsbøje i et hajfyldt farvand. Hasse præsenterer parret som den sydkoreanske ambassadør i Danmark, Young-sam Ma og hans hustru. Det er kun få uger siden, de er ankommet til Danmark. Så skynder Hasse sig videre.
»Kender I allerede Hasse«, spørger jeg koreanerne.
»Ja, han har hjulpet os med at møde folk her i byen. Vi elsker allerede dette dejlige land«, siger Young-sam Ma og kigger først ud over Øresund, dernæst mod teltet med chilenske lækkerier. »Og Hasse er virkelig et rart menneske«.
Derefter sludrer vi lidt om det danske skib 'Jutlandia', som blev indrettet som et flydende hospital og i 1951 sendt østpå for at lappe nogle af de sydkoreanere sammen, der blev såret under Koreakrigen. Efter den indsats kan sydkoreanerne virkelig godt lide danskere, oplyser Young-sam Ma. Han vurderer i øvrigt, at Nord- og Sydkorea vil blive genforenet inden alt for længe. I hvert fald i hans levetid.
»Det er jeg glad for at høre«, siger jeg og stikker Young-sam Mas visitkort i lommen.
Det er den slags samtaler, man nemt bliver involveret i, når man træder ind i Hasse Ferrolds verden. Man får lige drøftet et brændende emne af internationale dimensioner, mens man tilføjer et par navne til sit netværk. Nu ved jeg for eksempel, hvem jeg skal ringe til, næste gang jeg skal løse en opgave, der har noget at gøre med Sydkorea. Det kan jeg takke Hasse for.
Men hvor blev han af?
Livet som tandlæge
Som sagt har vi fulgt Hasse Ferrold hen over et halvt år, godt og vel. Det var min ven fotografens idé. Han havde ofte lagt mærke til Hasse, når de begge befandt sig i en gruppe af pressefotografer, der ventede på, at nogle bestemte personer skulle dukke op – typisk berømte personer, kongelige, politikere, statsoverhoveder eller andre, der virkelig betyder noget i samfundet.
Hasse var der altid, og han skilte sig ud både med sin opførsel og det amatørkamera, han brugte. Ingen af de andre pressefotografer vidste, hvem han egentlig arbejdede for, eller hvorfor han var der. De vidste bare, at han engang havde været tandlæge.
Det var det navn, han gik under, ’Tandlægen’.
»Jeg tror, vi er nødt til at lave en historie om ’Tandlægen’«, sagde fotografen en dag til mig. »Der er noget ved ham, det er, som om han bærer på en hemmelighed ...«.
Jeg kan godt lide den slags mysterier. Desuden ved jeg, at når først fotografen har fået en idé, så slipper han den ikke igen. Så jeg kunne lige så godt ringe til Hasse med det samme. Jeg spurgte ham, om vi ikke kunne mødes på en café? Det kunne vi sagtens, svarede han. Og en dag sidste efterår sidder vi så alle tre på Café Bjørgs inde midt i København. Hasse Ferrold, fotografen og jeg.
Hasse bekræfter, at han engang har været tandlæge. Faktisk var han tandlæge i 25 år indtil for cirka 20 år siden. Han havde 5 tandlægestole på sin klinik, og nogle gange sad der patienter i dem alle sammen, og han gik så fra den ene til den anden og bedøvede lidt her, borede lidt der. Det var med andre ord gang i forretningen. Dengang beskæftigede han sig også med retsodontologi.
»Det værste, jeg nogensinde har set, var en, der havde været gravet ned i tre måneder ... Det er meget, meget tankevækkende at se, hvad der sker med mennesker, der ikke er mere«, siger Hasse.
Det var blandt andet den slags oplevelser, som fik ham til at tænke over, om ikke tiden var inde til at skifte spor. Han fik indtryk af, at når livet var slut, så var det virkelig slut. Desuden sad alle de her patienter i hans stole og fortalte – når de ikke havde et bor eller andre instrumenter inde i munden – om alt muligt spændende, de havde oplevet.
»Man skal jo også have noget ud af livet, ikke?«, siger Hasse.
»Folk har enormt travlt med deres lineære hverdag. De har ikke tid til at skøjte rundt og se, hvad der foregår«.
Hasses mobil ringer. Han veksler nogle ord med personen i den anden ende, lægger på og siger:
»Det var Portugals ambassadør. Han har inviteret mig til en reception på Louisiana og kunne ikke forstå, hvorfor han ikke havde hørt fra mig. Men han har åbenbart sendt indbydelsen til min gamle adresse ...«.
Fotografen Hasse
Hasse Ferrold har altid godt kunnet lide at fotografere. Nu gjorde han det til sin hovedbeskæftigelse. Han mødte op ved alle lejligheder, hvor der var betydningsfulde mennesker til stede og tog billeder af dem. Billederne tilbød han både i øst og vest. Han fik aftaler med forskellige publikationer, blandt andet med Brønshøj-Husum Avis og Copenhagen Post, som er en engelsksproget avis for udlændinge i den danske hovedstad.
De andre pressefotografer oplever ikke Hasse som videre diplomatisk. »Den mand er jo bindegal. Han kan overhovedet ikke finde ud af at begå sig«, siger en af de fotografer, jeg taler med.
»Hasse kommer altid til sidst, og så maser han sig ind«, siger en anden fotograf, da jeg ringer til ham. Det er Søren Steffen, en freelancer, som følger kongehuset og især leverer billeder til tyske og australske medier.
»Men han er altid beleven, altid så høflig. Han har fundet ud af, at han får et par på hovedet, hvis han maser ...«.
»Har han fået et par på hovedet«, spørger jeg bestyrtet – jeg har svært ved at forestille mig Hasse i håndgemæng.
»Ja, ... eller han har fået knubbede ord. Og jeg har da personligt givet ham et objektiv oven i hovedet for lige at flytte ham ... Men det er snart mange år siden, han er gået ind foran«, siger Søren Steffen.
Pressefotograferne studser over, hvordan Hasse bærer sig ad med at få adgang steder, hvor det ellers ikke er nemt at komme ind.
»Han må have nogle personlige forbindelser ...«, funderer Søren Steffen. »Der er også noget servilt over ham. For nylig var jeg til prins Henriks fødselsdag ude i DR, og da mødte Hasse op og var klædt, så vi troede, han var en del af sangkoret, i smoking og butterfly ...«.
Hvad Søren Steffen ikke vidste var, at Hasse var inviteret som gæst.
Hasse hilser ofte overstrømmende på de andre fotografer. De andre er mere forbeholdne over for ham. De opfatter ham som en amatør. Som en, der optager en plads for en professionel fotograf. Og altid skal have autografer.
Og Hasse er ikke den eneste, der opfattes på den måde. De seneste år er der dukket en hel gruppe af mennesker op, som blander sig med pressefotograferne og tager billeder, som de ofte forærer væk eller bruger på deres egne blogs og hjemmesider. De mange digitale udstillingssteder har ændret pressefotografernes verden og rystet det broderskab, de i årtier har bygget op omkring faget.
Ud over ’Tandlægen’ er der karakterer som ’Postbudet’, ’Pædagogmedhjælperen’, ’Kineseren’ og ’Operasangerne’ – sidstnævnte titel dækker over et pensioneret ægtepar, der tidligere optrådte ved operaen i Malmø.
»Men min yndling er hende, der kaldes ’MWAC'en – mother with a camera ...«, siger Søren Steffen.
»Hun er fransk og hedder Agnès, og hendes mand er direktør i et leasingfirma i Danmark. Hun har fire børn og går hjemme og keder sig og laver billeder til en fransk hjemmeside om de kongelige ...«.
Klub for ledere på kerneområder
Det er ikke noget flatterende billede, de københavnske pressefotografer tegner af Hasse Ferrold. Og det er dette billede, vi sætter os for at granske nærmere. Vi vil gerne vide, hvad der gemmer sig inde bagved.
Jeg googler 'Hasse Ferrold', og det første, der dukker op, er noget, der hedder International Club Copenhagen. Det fremgår ikke umiddelbart, hvad klubben går ud på, men det lader til, at Hasse er præsident. Og i præsidiet sidder folk som Jens Kramer Mikkelsen, Helle Degn og borgmester Pia Allerslev.
Og så er der billeder. Et hav af billeder!
Det er i stor stil fotografier, hvor mennesker i pænt tøj står og kigger ind i kameraet, mens de trykker hinanden i hånden eller fremviser en medalje, en pris, en bog, de har skrevet, eller noget andet, de har grund til at være stolte af. Jeg genkender Dalai Lama, Lars Løkke, Helle Thorning, Barack Obama, dronning Margrethe, paven, Lars Barfoed, Arnold Schwarzenegger, J.K. Rowling, Gino Vannelli, John Irving, Bjørn Nørgaard, prins Henrik, David Lynch ... jeg kunne blive ved. Der må være tusindvis af billeder. Af ambassadører, skuespillere, politikere, forfattere, borgmestre, rektorer, direktører, forskere, billedkunstnere ...
Det er ikke, fordi de alle er medlemmer af International Club Copenhagen. De har bare alle været i nærheden af Hasse og hans kamera. Eller rettere, Hasse har været i nærheden af dem.
»Hvad går den her klub ud på«, spørger jeg ham, da vi sidder på Bjørgs.
»Det er en vækstplatform«, svarer Hasse. »Klubben er for ledere på vigtige kerneområder. Det er vigtigt, at det er ledere, for når ledere møder andre ledere, er det pludselig to organisationer, der taler sammen«.
»Og formålet er ... mere præcist?«.
»Vækst og innovation og internationalt samarbejde ... Det er absolut noget, jeg brænder for«.
Man bliver kun medlem, hvis Hasse inviterer. Og inden jeg får set mig om, har han inviteret mig.
»Jeg sætter dig på listen, og fremover får du alle invitationerne«, siger han.
Pludselig er jeg medlem af International Club Copenhagen, selv om jeg ikke ligefrem er leder inden for et kerneområde – eller inden for noget område i det hele taget. Men jeg protesterer ikke. Det er også gratis.
Ham derovre sælger miner
Første indbydelse kommer få dage senere. Den er til julemødet i International Club Copenhagen, hvor den står på mexicansk tema. Fotografen får lov at komme med, selv om han ikke er medlem, hvilket går ham på, fornemmer jeg.
Hasse Ferrold har fået Dansk Industri til at være vært for mødet, som skal foregå i industriens nye hus af glas og flimrende lys på Rådhuspladsen. Det er tilfældigvis samme aften, som stormen 'Bodil' høvler ind over kongeriget og blæser mennesker og andre løsdele væk fra gaderne, men alligevel har pænt mange mennesker kæmpet sig frem.
»Jeg ville ønske, jeg lige nu var i Mexico ...«, siger Hasse, da han byder velkommen. Han tænker på vejret.
En direktør fra Dansk Industri taler lidt om løst og fast og præsenterer organisationens nye slogan: 'DI – because Denmark has to win'.
»Ordet 'win' er et nyt ord i vores strategi«, siger direktøren, der hedder Thomas Bustrup. »Vi synes, det er vigtigt, at vi har et ambitiøst mål«.
Alle i salen lader til at kunne se det fornuftige ved denne strategi. Vi lytter alle opmærksomt. Og endnu mere opmærksomt, da hovedtaleren træder op. Det er Mexicos ambassadør, José Ignacio Madrazo Bolivar, som landede i København blot et par måneder tidligere. Han taler om de varme og stærke bånd mellem Danmark og Mexico.
»Men selvfølgelig er der stadig et potentiale for at udbygge samarbejdet ...«, siger ambassadøren.
Hasse griber kameraet og går ned i knæ for at få den rigtige vinkel på José Ignacio Madrazo Bolivar, som nu har kastet sig ud i en detaljeret gennemgang af en forestående mexicansk energireform.
Bagefter får Hasse mexicaneren til at signere sin tale. Og så er der rundvisning i huset plus drinks og lidt snacks.
Hasse giver mig undervejs tips om, hvem den ene og den anden af de tilstedeværende er. Ham der arbejdede tidligere i Udenrigsministeriet og var den, der rejste rundt i verden og lukkede ambassader. Og ham den store mand derovre sælger mineselskaber, oplyser Hasse med dæmpet stemme.
Jeg går hen til den store mand, som viser sig at være en britisk forretningsmand med dansk kone – som også er med her og står og nipper til et glas. Manden er ganske rigtigt rodet ind i noget med nogle mineraler, men det er langtfra alt. Han har også noget at gøre med et privathospital i Varde, og det næste store projekt for hans venturefirma bliver verdens dyreste hotel med beliggenhed i Montenegro.
»Hvor mange penge taler vi om«, spørger jeg.
»Tre milliarder dollars«, svarer manden. »Og det kommer til at rumme verdens første officielle James Bond Museum«.
Jeg løfter mit glas og ønsker manden held og lykke med det utrolige projekt. I mellemtiden er Hasse Ferrold smuttet. Selv om det er ved at være ud på aftenen, og stormen netop har væltet juletræet ude på Rådhuspladsen, så har han lige et arrangement mere, der skal dækkes.
Da jeg kommer hjem til min computer, klikker jeg mig igen ind på International Club Copenhagen for at grave lidt mere i, hvad det egentlig er, Hasse har gang i. Jeg opdager et videoklip fra et klubmøde for seks år siden hjemme hos USA's daværende ambassadør i Danmark, James P. Cain. Solen skinner, så mødet holdes ude i haven, og ambassadøren er i skjorteærmer og holder tale for Hasse:
»Tak, fordi du har arrangeret dette møde ...«, siger James P. Cain. »Du er jo min foretrukne fotograf, og du er en fantastisk diplomat. Uanset hvor jeg rejser hen i Danmark, så er du der ... Jeg ved stadig ikke helt præcist, hvad det er, du laver, Hasse. Men du gør det virkelig godt!«.
Publiceret 12. juli 2014