Så er det af sted til Fransk Polynesien. Der er ikke andet at gøre, hvis vi vil opklare, hvad Hasse Ferrold går ud på. Og det er det, vi har sat os for, fotografen og jeg.
Indgangen til Fransk Polynesien befinder sig i kælderen under Orlogsmuseet på Christianshavn. Det er et rum med solide bjælker, gamle kanoner og knap en snes medlemmer af Rotary, som ser forventningsfulde ud. Der er overvejende tale om lidt ældre mennesker.
Hasse har sat sin bærbare computer og en projektor på et højt bord og indleder lige på og hårdt med en kort orientering om Polynesiens geologiske oprindelse. Og så lander vi ellers med ham på Tahiti, hvor mennesker med blomsterkranse om halsen giver os en kongelig modtagelse.
»De elsker musik, og de elsker blomster«, oplyser Hasse. Og et øjeblik efter: »Og her har de fanget nogle blæksprutter, som I kan se ...«.
