Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Janus Engel

Selv det grimmeste bliver smukt på Louisiana

Louisiana er blevet et kunstmuseum, hvor man hverken møder vovemod eller overraskelser, mener en række centrale personer i den danske kunstverden. De efterlyser nyere kunst og flere eksperimenter på museet.

Poul Erik Tøjner virker en lille smule irriteret. Vi sidder for enden af mødebordet i det bådehus, der er indrettet som direktørkontor, og har lige spurgt, om han nogle gange får en idé til en udstilling, som han så dropper, fordi han indser, den er for vild til Louisiana.

»Ja, det er da klart«, siger han. »Ellers ville man da være helt provinsiel i hovedet«.

Han har det med at lade øjnene hvile på et punkt midt imellem os, når han taler. Måske er det hybenroserne udenfor, han beundrer. Men nu ser han skiftevis på den ene og den anden, mens han fortsætter:

»Det er jo nogle andre parametre, man måler sig selv på heroppe, end I forestiller jer ...«.

Og så fortæller Tøjner, hvad han forestiller sig, at vi forestiller os:

»Jeg har lidt på fornemmelsen, at I fisker efter noget, hvor en eller anden ligger med en gun og plaffer folk ned ude i parken eller smører et eller andet mærkeligt ud over væggene«.

Det er måske lige i overkanten – i hvert fald det med at plaffe folk ned – men det er på den anden side ikke helt ved siden af. Vi er taget til Humlebæk for at høre, hvordan det kan være, at de tager så få chancer på Louisiana.

En hel række centrale personer i den danske kunstverden giver nemlig udtryk for, at de savner nogle flere eksperimenter på Danmarks ubetinget mest hæderkronede kunstmuseum.

Nu vil vi så høre, hvad direktør Poul Erik Tøjner siger til kritikken.

Men det er ikke nogen nem opgave, kan vi mærke, allerede da vi bevæger os gennem den skov af flettede designerkurve og multistribede plaider, som udbydes til salg i forhallen.

En sær følelse af ærefrygt og beundring bygger sig op i os, og den vokser sig stærkere, mens vi går over de tætklippede plæner, forbi Henry Moore-skulpturer, majestætiske træer og en udsigt over Øresund, som kan gøre selv den mest kulturløse sjæl blød i knæene.

Der er lækkert på Louisiana, men det er ikke bare det. Louisiana er det tætteste, man kommer på kunstens hellige haller, ikke bare for landets kulturelle elite, men også for den brede befolkning. Det er her, man tager hen, når man vil nippe lidt til den gode smag.

Men der mangler noget, mener blandt andre den nyudnævnte direktør for Statens Museum for Kunst, Mikkel Bogh:

»Jeg er virkelig glad for, at der også er andre institutioner, og at det ikke kun er Louisiana, der dikterer, hvad samtidskunsten er. Det er vigtigt, at der er små steder, der tør tage små ting frem, og var der kun Louisiana, så fik vi et for begrænset billede af, hvad vores samtidskunst er. De trækker de ting frem i lyset, som allerede er i lyset«.

Og de unge danske kunstnere?

Det er Poul Erik Tøjner selv, der har inviteret til, at museet skal sættes til diskussion. I forbindelse med den nye, store udstilling af islandskdanske Olafur Eliasson spørger Tøjner, hvilken rolle museet spiller i dag, og det er derfor, vi er på besøg i de modernistiske, svale bygninger i Humlebæk.

Foto: ENGEL JANUS

Her har direktøren ladet Olafur Eliasson fylde en hel fløj med grus og småsten og lidt større sten og vand, som løber i en bæk ned gennem museet. Det er en flodseng, et stykke af den islandske natur, og det er noget af det mest vovede, museet længe har lavet, lader direktøren forstå. Blandt andet har de banket huller i væggene, så publikum faktisk kan komme rundt og se udstillingen.

Det er en fin idé, mener Mikkel Bogh fra det statslige kunstmuseum. Men det er ikke, fordi ideen er vildt banebrydende.

»I stedet for at tage det helt nye og uprøvede, så viser Louisiana det etablerede eksperiment. Meget kan man sige om Olafur Eliasson og Ai Weiwei (som udstillede i 2011-2012, red.), glimrende kunstnere, men det er jo ikke cutting edge, hvor man sætter noget frem, som publikum aldrig har set før«, siger han.

»Og det er ikke så meget en kritik, som det er en karakteristik«.

Inden Mikkel Bogh i maj tiltrådte direktørstillingen på Statens Museum for Kunst, var han i otte år rektor på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Her afløses han af Sanne Kofod Olsen, som hidtil har været direktør for Museet for Samtidskunst i Roskilde.

Hun begynder med at sige:

»Min opfattelse af Louisiana er jo, at det meget er det her reservat for æstetiske oplevelser. Og det gør de jo bare sindssygt godt, ikke, det er derfor vi alle sammen kan lide at komme på Louisiana«.

Men den nye rektor ville ønske, at Louisiana også brugte sin stærke position til at promovere den unge danske kunst. Siden 1990’erne har det været meget svært for yngre danske kunstnere at blive udstillet på danske museer. Ikke mindst på Louisiana.

»Det er en meget, meget trist udvikling, at man ikke på institutionelt plan går ind og griber danske kunstnere, fordi man er så fokuseret på det internationale. Det er fint at være interesseret i det internationale, det er jeg da også selv, men kan man ikke kombinere det og få en eller anden fordeling, så man også tænker på ... et eller andet ansvar? Et ansvar i forhold til det danske kunstliv«, siger Sanne Kofod.

Foto: ENGEL JANUS
Foto: ENGEL JANUS

Nogenlunde samme budskab hører vi fra kunstkonsulent og tidligere gallerist Christina Wilson.

»Jeg kunne godt tænke mig, at Louisiana arbejdede mere aktivt med den danske samtidskunst. Det handler ikke om, at de skal sige: Her er den nye Leonardo da Vinci. De har bare et ansvar for at være med til at skabe en dialog, og det ansvar påtager de sig ikke lige i øjeblikket«, siger Christina Wilson.

Det passer nu ikke, at Louisiana ikke laver eksperimenterende udstillinger, siger Gitte Ørskou, der er direktør på museet Kunsten i Aalborg og formand for Statens Kunstråds billedkunstudvalg.

»De lavede den store ’The World is Yours’, hvor der var performances og en masse ting. Og når jeg går ned gennem listen over deres udstillinger, er der da mange navne, der ikke er kendt hos hr. og fru Jensen«, siger hun.

»Hvis man skal finde et sted, hvor de måske har svært ved at rykke sig som museum, så er det arkitekturen. Den er fantastisk flot, men den kan også låse oplevelsen af Louisiana. Jeg kender det fra mit eget museum. Der er ikke den der store rå hal. De kan godt vise nogle værker, der rykker, men det er svært at komme ud over hele Louisiana-settingen, der er det her modernistiske hus, som flyder sammen med landskabet«, siger Gitte Ørskou.

Det var stærkere under Nittve

Louisiana er noget specielt, mener også Pernille Albrethsen, som er redaktør på det skandinaviske tidsskrift Kunstkritikk. Hun viser gerne museet frem til udenlandske gæster og priser stedets særlige historie og fantastiske beliggenhed.

»Den nylige præsentation af Hilma af Klint var en vigtig satsning«, siger Pernille Albrethsen.

»Men ellers skal vi nok tilbage til Lars Nittves tid – særlig ’NowHere’ i 1996 – for at finde en udstilling, hvor museet virkelig blev sat på det internationale kunstlandkort, hvad angår nytænkende udstillingsformater og eksperimenterende, kritisk samtidskunst«.

Og den hører vi fra flere sider, den med at man skal tilbage til Lars Nittve for at finde en udstilling, der virkelig rykkede. Svenskeren Nittve var direktør på Louisiana fra 1995 til 1998, hvorefter han rejste videre til London og blev den første direktør for Tate Modern. På direktørkontoret efterlod han ud over de i dag anerkendte udstillinger dog også en gedigen nedgang i besøgstallet.

’NowHere’ var et brøl af en udstilling. En kæmpe kollage af det nyeste, kloden kunne byde på af kunst, arrangeret af fem af tidens fremadstormende kuratorer og med indlagt technoparty.

»Jeg vågnede op i parken klokken 6 om morgenen og syntes, det var helt fantastisk«, siger Jacob Fabricius, som er leder af Kunsthal Charlottenborg.

»Kunsten var allestedsnærværende: i bygningerne, på græsset og i træer, om natten, som værker, takeaway-foldere, gynger, film, musik, lyde i parken ... Man gik på opdagelse og fandt værker på steder, man ikke vidste fandtes. Man blev helt høj af det ... Siden har jeg ikke på samme måde været høj på Louisiana ...«.

Jacob Fabricius har dog også haft store oplevelser på Louisiana siden da. Han fremhæver Ed Kienholz-udstillingen ’Five Car Stud’ for et par år siden; en rystende totalinstallation med et stærkt politisk budskab.

»Men det er jo et værk, der er skabt for 40 år siden«, bemærker Fabricius.

»Louisiana tager nogle sikre valg«, går han videre.

»Men når man propper Cezanne ned i halsen på min mor og far og på hr. og fru Danmark, så kunne det være sjovt, hvis man samtidig kunne skylle det ned med det hårdeste konceptuelle værk af en eller anden kunstner. For hvis man gør det, så uddanner man folk til ikke kun at synes, at Picasso er superinteressant, fordi han havde en lyserød periode – og før det havde han en blå periode, UUuuuHHH ... Jeg synes, det kunne være fantastisk, hvis Louisiana, som har det smukkeste og bedste sted, kunne sætte nogle nye planter i jorden«.

Alt bliver lækkert

Også Mads Damsbo, der er direktør for Kunsthallen Brandts i Odense, har vanskeligt ved at få øje på den banebrydende kunst på Louisiana.

»Det lykkes Louisiana år for år at tage vare på den store tradition og stille og roligt bringe den ind i en nutid. Det gør de rigtig godt. Men det kritiske og undersøgende foregår et andet sted«, siger Damsbo.

Han kalder Louisiana for en maskine, som kan gøre alt »lidt mørkeblåt og lækkert på en sikker måde«.

»Det er en fabelagtig power at have. Men det er også en begrænsning. Det er svært at vise noget, der er grimt på Louisiana. For stedet har det med at forvandle tingene og gøre dem pæne og smukke«.

Den udlægning er Poul Erik Tøjner ikke enig i. Og Louisianas direktør gennem de seneste 15 år synes, at den nye Olafur Eliasson-udstilling er et fint eksempel på, at han udstiller ting, der sprænger rammerne for den gængse museumsoplevelse.

Foto: ENGEL JANUS

»Normalsituationen for at gå på kunstmuseum er jo, at man går ind, og så er der en genstand på gulvet, det kalder vi en skulptur, eller en genstand på væggen, det kalder vi et billede. Og så går man hen til den, og står lidt og forhandler med det her objekt, og det kan være nogle tekster, man skal læse eller et eller andet, man skal have i øret .... Og så går man igen. Hovedudfordringen på et museum er hele tiden at arbejde med den relation. Det er hele tiden at prøve at fortælle folk, at det ikke er en køreplan på Østerport Station, hvor du kan gå hen og finde de steder, hvor dit liv skal køre hen. Det er en anden slags udsagn end en køreplan eller et vejskilt ...«, siger Tøjner fra sin afslappet patinerede Finn Juhl-stol.

Derfor er Eliassons totalinstallation noget, der »sætter sagen på spidsen«. Der er blot rummet, som den besøgende kan være i. Mange udstillinger er »fokale«, som Tøjner siger. De fokuserer på noget bestemt. Sådan er det ikke her.

»Og det er jo en anderledes form for kunst, end sådan som kunst oftest er på et museum ... En gang imellem er det vigtigt at få presset grænserne lidt for en institution, også indefra. Altså, hvad kan vi, og hvad kan vi ikke? Hvordan skal vi finde ud af, hvor grænsen går, hvis vi ikke går til grænsen?«, siger han.

Men har man ikke lavet kunst på den måde i mindst tyve år?

»Jo jo, men nu handler det jo ikke om at sige, at Olafur er den første, der opfinder, at man kan være i et rum på en anden måde. Hele hans kunstneriske praksis handler bare ofte om det der med: Hvad vil det sige at bevæge sig i et rum? Hvad vil det sige pludselig at ende i et museumsrum? Lige for et minut siden gik man ude på parkeringspladsen. Hvad er forskellen på de oplevelser, og hvad betyder det for opfattelsen af arkitektur og forholdet mellem natur og rum ... Man kan tale om det længe, men man kan også bare gå ind og se udstillingen. Jeg siger jer, at det er ret fantastiske at gå der ... det gør et stort indtryk på én«.

På åbningsdagen af Olafur Eliassons værk 'Riverbed' er der ikke nogen besøgende, der synes, at kritikken mod museet er relevant.

Læs artiklen med kritikken fra Politiken onsdag 20. August her.

Kilde: Politiken.tv/Mads Trolle

Det er sjovere at vise noget nyt

Og her, siger museumsdirektøren, må man også fokusere på, hvem man vil lave museum for. For selv om den resterende danske kunstverden spørger, om Louisiana ikke skulle bruge sin stærke position til at udfordre endnu mere i de udstillinger, de laver, så mener Tøjner, at museets sigte er et andet.

Sjovt nok taler stort set alle, vi har talt med, når vi spørger dem, hvornår de sidst har set noget der sparker på Louisiana, så går de alle tilbage til Lars Nittve i 90’erne.

Poul Erik Tøjner ligner en, der bider i noget surt.

»Ja«, siger han og venter lidt.

»... det kan jo delvist forklares ud fra, at ’NowHere’ var en udstilling, som i høj grad bekræftede det københavnske kunstmiljø, som tæller 1.628 mennesker. Det bekræfter det miljø i, at det fandtes, og de var alle sammen heroppe til technofest, og derfor kan de huske det alle sammen«

Er det der tæller, hvad den brede kreds mener?

»Nej, det tæller mest, hvad vi selv mener om det, vi laver. Men jeg glæder mig over, at der kommer mange mennesker. Og jeg synes faktisk, det er vores opgave at give mange mennesker en oplevelse. Det synes jeg har en stor værdi«.

Det mener kunstneren Christian Lemmerz ikke nødvendigvis, det har.

»Desto flere folk, der kommer på museerne, jo større bliver bagslaget. For så skal den næste udstilling hele tiden have flere besøgende end sidst. Det er rædsomt. Ideen med et museum er vel, at det er et tempel for ateister«, siger han, og kritiserer Louisiana for at blande kunst, shopping og madlavning sammen i et søle, der gør, at det ikke er til at opleve kunsten.

»Før havde man museer, og jazzfestivaler, og shoppingcenter, og Legoland og restauranter og værtshuse hver for sig. Nu prøver man at slå det hele sammen. Jeg bryder mig ikke om at se på Jorn, mens der lugter af mad«, siger han.

I modsætning til Louisiana forsøger det norske museum for samtidskunst i Oslo, Astrup Fearnley, at lave udstillinger med kunstnere, der endnu ikke har opnået stjernestatus.

»Vi ønsker at være på forkant«, siger museets direktør, Gunnar B. Kvaran. Det understreger Tøjner også, at Louisiana er, når det kommer til indkøb af nye værker, men det er ikke nok, mener direktøren, som kommer fra Island.

»Som museum for samtidskunst ønsker vi at være så tæt på den fremspirende kunstscene som muligt. Vi vil gerne skaffe viden om den og være i stand til at formidle den for offentligheden ...«.

»Folk er også nysgerrige efter at se den nye kunst«, siger han. Og griner.

»Louisiana er en gammel dame, så vi er nødt til at respektere hendes konservatisme og opføre os høfligt over for hende«.

Publiceret 20. august 2014

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden

Annonce