0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

Historien om Rose - det sidste kapitel

Rose på 5 år blev født med et halvt hjerte, som efter flere operationer egentlig fungerede nogenlunde. Men hun blev stærkt hjerneskadet efter den sidste operation. Nu er hun død. Og alting har igen forandret sig for familien Vestergaard.

Kirken er ved at være fyldt godt op. På rækken bag mig sidder en kvinde med en dreng, som jeg skyder til at være omkring 8 år. Han spørger lavmælt sin mor:

»Ligger Rose der i graven?«.

»Hun ligger i kisten«, svarer moren.

»Det er også det, jeg mener ... Hvor er hendes øjne så? Har hun stadig briller på?«.

Moren besvarer spørgsmålene, så godt det kan lade sig gøre. Drengen vil vide alt muligt:

»Døde hun om natten?«.

»Hun døde tidligt om morgenen«.

»Det er også en dejlig tid at dø«, siger drengen.

En lyshåret pige på cirka samme alder bevæger sig flagrende rundt om den hvide kiste. Det er Lara, Roses storesøster. Hun har taget en kjole på, som er så lyserød, at det næsten skærer i øjnene. Der er hvide prikker i det lyserøde.

Lara hilser på præsten og rører lidt ved blomsterne på kisten, inden hun sætter sig mellem sin mor og far, Birgitte og Jacob Vestergaard. Så tager orglet fat, og vi synger om solen, der stiger op af havet. »... Se, da stiger solen af hav på ny, alle dødens skygger for evig fly ...«.

Rose klarede at leve i fem et halvt år. Det er et kort liv, men langt nok til at gøre indtryk og sætte sit aftryk, som præsten også lidt senere bemærker. »Måske har Rose gjort os mere menneskelige ...«, siger han. Og det har hun måske. »Tilbage sidder vi med blandede følelser«, konkluderer præsten, som kendte Rose temmelig godt.

Blandede følelser. Det er på en måde, hvad den her historie handler om. Den handler om et kolossalt tab, men også om den lettelse, der kan følge med, og som man kan tvivle på, om man har lov til at føle.

Det er historien om Rose Vestergaard.

Hun blev født i august 2008 med blot et halvt hjerte, som ikke kunne holde hende i live i mere end en uge, medmindre hun blev opereret. Det blev hun. Men for at få hjertet til at fungere ordentligt, skulle Rose opereres to gange mere. Ombygningen af hjertet skulle fuldføres kort før Roses 3-års fødselsdag.

Indtil da var hun et barn med dårligt kredsløb, hun mistede nemt pusten, men ellers var hun et normalt barn, der moslede rundt og insisterede på at klare det meste selv.

Men efter tredje operation, opstod der komplikationer, og Rose måtte i al hast opereres en gang mere. På vej ind på operationsstuen satte hendes hjerte kortvarigt ud.

Rose vågnede op med et rimeligt velfungerende hjerte. Men hendes hjerne var alvorligt skadet. Hun fejrede sin 3-års fødselsdag siddende i en specialbygget kørestol på afdelingen for Traumatisk Hjerneskade på Hvidovre Hospital.

»Hun har det bedste kredsløb nogensinde«, sagde hendes far den dag til mig. »Nu har hun bare ikke så meget at bruge det til ...«.

Hun var ikke en grøntsag!

»Selv om der var små fremskridt, så kunne Rose jo ingenting«.

Den bemærkning kommer jeg med en aften for nogle uger siden, da jeg sammen med fotografen Martin Lehmann er hjemme og drikke kaffe hos Roses forældre. Det er en tankeløs bemærkning, som jeg øjeblikkelig fortryder, for jeg ved godt, at Birgitte og Jacob ser anderledes på det.

LEHMANN MARTIN
Foto: LEHMANN MARTIN
LEHMANN MARTIN
Foto: LEHMANN MARTIN

»Det der udtryk: at blive en grøntsag ...«, siger Birgitte, og jeg kan, allerede inden hun fortsætter, høre, at det ikke er hendes favoritudtryk.

»... Det er jo ikke rigtigt, at hun ikke kunne noget. Den sommer, hun kom ud fra hospitalet, kunne hun ganske vist kun trække vejret selv, græde og forstå ordet ’prut’ ... Alt var ligesom taget fra hende ...«.

»Hun kunne smile lidt ...«, bidrager Jacob.

Vi sidder omkring spisebordet i den rummelige og handikapvenlige stuelejlighed på Rentemestervej i Københavns Nordvestkvarter, som familien Vestergaard langt om længe fik tildelt og flyttede ind i for snart et år siden – efter halvandet års brydekamp med myndighederne.

Birgitte belærer mig lidt mere om, hvordan Rose var:

»Hun var jo rædselsslagen og gik i panik, når folk kom hen til hende, men hun faldt til ro, når jeg sang. Og når man kan forstå, at når min mor synger for mig, så kan jeg falde til ro, så kan man noget. I verdens øjne er det ikke meget. Men det er en begyndelse«.

Det, Rose kunne, gjorde de alt for at udvikle og udvide. Hun kom i en specialbørnehave, og her i lejligheden fik de bygget en 3 meter lang sliske, som Rose kunne krybe på maven ned ad og træne den krop, hun ikke havde så meget kontrol over.

»Hvor meget kunne hun så til sidst«, spørger jeg.

»Det er svært at definere«, svarer Birgitte.

»Hun kunne stå og hoppe, når man holdt hende«, siger Jacob. »Og hun kunne rulle selv«.

Den sidste nat

For cirka 3 måneder siden, det var om morgenen skærtorsdag, virkede Rose mærkeligt slatten. Hun kastede op. Spiste næsten ingenting og drak heller ikke ret meget vand.

Langfredag tog de ind på Rigshospitalet med hende. Jacob kørte hurtigt hjem til Lara, mens Birgitte blev på hospitalet med Rose, som blev skannet og røntgenfotograferet. Man fandt ud af, at der var for lidt ilt i hendes blod, og der var vand i hendes lunger.

»Hun kom jo ikke engang ind ba-bu og akut. Det voksede ligesom bare ...«, siger Birgitte.

LEHMANN MARTIN
Foto: LEHMANN MARTIN
LEHMANN MARTIN
Foto: LEHMANN MARTIN

Rose fik vanddrivende medicin og tilført væske intravenøst. Lørdag havde hun det lidt bedre, og Birgitte gik en tur med hende i Fælledparken. Men så blev det søndag, og det blev bare værre og værre.

Natten til mandag kunne Birgitte ikke sove, og hun gav sig i stedet til at skrive. Hun har altid skrevet meget om Rose, på sin blog, på Facebook, på mails til familien og de nærmeste venner. Nu skrev hun:

»Nattens lyde på Kamelstuen sammen med Rose. Hendes vejrtrækning, som er stille og rolig, tydelig og uden raslen. Ilten der suser gennem tragten og ind i hendes lille krop ...«.

Der er også en anden lyd. Det lyder som et skibs duven, men Birgitte kan ikke regne ud, hvor lyden kommer fra. Måske fra medicinpumpen eller fra et af kontrolapparaterne? Hun skriver videre om Rose:

»Hun ligger hvid og koldklam, trækker vejret tydeligt med åben mund. Med kolde ben og fødder, trods det at jeg har givet hende de uldne bukser og sokker på. Sådan skal man ikke ligge, når man er fem et halvt. Så skal ens liv være hjemme og hyggeligt ...«.

Og så skriver Birgitte: »Vi har givet besked om, at ved hjertestop skal de ikke genoplive Rose. At så skal hun have fred ...«.

Så døde Rose

Den følgende dag, 2. påskedag, sagde lægen, at Rose meget vel kunne være på vej væk, og han sagde til Birgitte, at hun skulle få Jacob ind på hospitalet, selv om han var ved at gøre sig klar til at køre til Stevns med Lara.

Jacob ankom og lidt senere Lara sammen med farmor og farfar, og så gik der ikke meget mere end 5 minutter, før Rose trak vejret dybt ind ... Da hun pustede luften ud igen, strakte hun sig i sin fulde længde.

Og så var hun død.

Tidligere denne mandag morgen havde Birgitte spurgt, om Rose kunne få lov at komme med hjem og dø. Det nåede hun ikke. Men så kunne de vel tage Rose med hjem nu? Det var der ikke noget i vejen for, sagde de på hospitalet. De skulle bare vente de obligatoriske seks timer, til man havde konstateret de forskellige dødstegn og udfærdiget en dødsattest.

Derefter kunne de tage hende med.

Det var ikke noget, Birgitte og Jacob havde aftalt på forhånd. Det virkede bare naturligt. De lånte en bil af deres gode venner Jan Ole og Vibeke, fordi deres egen Ford Transit ikke havde sæder bagi. Jacob kørte bilen, mens Birgitte og Vibeke sad på bagsædet med Rose liggende stift hen over deres skød.

De kørte ned i parkeringskælderen under ejendommen på Rentemestervej, så de kunne bære Rose op i lejligheden uden at skabe unødig opmærksomhed.

»Det var dejligt at få Rose hjem«, siger Jacob. »Så kunne vi kigge på hende ... Jeg havde set døde mennesker før, det kan virke skræmmende, men sådan havde jeg det slet ikke med Rose. Der var ikke noget som helst skræmmende eller uhyggeligt over det. Hun lå bare der og så ud, som hun plejede. Som om hun sov ...«.

Første nat lå Rose i sin egen seng. Næste dag købte de en hvid kiste og lagde hende i den.

Hvem har en skruetrækker?

De anbragte kisten på Roses værelse og pyntede den med blomster. De brugte isterninger til at holde Rose kølig. I de to døgn hun lå hjemme i lejligheden, myldrede det med familie, venner og bekendte omkring den åbne kiste.

På et tidspunkt – mens Rose stadig lå i sengen på sit værelse – tog Lara nogle andre børn med ind til lillesøsteren og løftede hendes højre øjenlåg for at vise, hvordan øjne ser ud, når man er død.

»Så kunne jeg mærke en blufærdighed ... Jeg tænkte lige: Skal jeg stoppe hende«, siger Birgitte.

»Hvorfor tænkte du sådan«, spørger jeg.

»Jeg tænkte på, om det virkede stødende, ikke på børnene, men på de andre voksne. Men ingen reagerede, og så besluttede jeg, at hun bare skulle have lov til at gøre det ... »Se øjnene«, sagde Lara. Og så sagde en af pigerne: »Men der er ikke liv i dem«. Og Lara løftede en af Roses arme og sagde: »Se, hvor stiv hun er« ...«.

LEHMANN MARTIN
Foto: LEHMANN MARTIN
LEHMANN MARTIN
Foto: LEHMANN MARTIN

Birgitte har altid tænkt meget over døden.

Det hænger sammen med, at hun kun var 5 år, da hendes mor døde. Birgitte og hendes søster fik lov til at deltage i begravelsen, men de måtte ikke se deres mor, efter at hun var død.

Lara skulle ikke opleve det samme med Rose.

Birgitte havde ringet til Martin, fotografen, og spurgt, om han ikke også ville kigge forbi? Han havde taget billeder af familien, lige siden Birgitte var gravid med Rose, så de var kommet tæt på hinanden.

»Øh, men jeg vil ikke trænge mig på«, sagde Martin.

»Jamen, der har været mange forbi og sige farvel«, sagde Birgitte.

Så Martin tog ud til Rentemestervej. Senere mailede han mig nogle ord om denne oplevelse. Egentlig var det Rose, han skrev til:

»En time efter stod jeg der med en blomst i hånden, midt i dit værelse, ved din seng ... Du så død ud. Men alle lydene ude fra køkkenet var livets lyde af bedsteforældre, legende børn, en kaffekande, en støvsuger og lyden af dørklokken. Her lugtede af hjemme og ikke af hospital. Her gik man bare ind i stuen og smurte en mad og snakkede lidt, gik ud på terrassen med kaffekoppen, for lidt efter at gå ind på dit værelse igen. Den var god nok, du var død, jeg kunne selv se det ...«.

Efter to dage kørte de Rose hen til kapellet. Men først sang de for hende og tog ordentligt afsked. Og så skulle de lige have skruet låget på.

»Vi kunne ikke få låget på«, siger Birgitte.

»Hvorfor ikke?«.

»Jamen, vi havde ingen skruetrækker ...«.

»Det havde vi ikke lige tænkt på«, griner Jacob.

Rose og Hr. Skæg

Men hvordan er det så nu? Det spørger jeg Birgitte og Jacob om, mens vi sidder ved bordet i deres stue cirka halvanden måned efter, at Rose døde. Mellem kaffekopperne ligger en lille bunke bøger om det at miste et barn.

Jacob sukker dybt, inden han svarer:

»Det er meget blandet ... op og ned. Der er en masse praktiske ting, som ikke skal gøres mere. Det hele er meget nemmere. Og jeg kan gå i lang tid uden at tænke over det ... Men så rammer det mig en gang imellem ...«.

Han holder pauser, tænker sig om, går videre.

»Det kan ramme mig, når jeg tænker på, hvordan det var, når hun sad der ved bordenden ... Så mangler hun. Eller når jeg sidder i sofaen. Der sad jeg tit og læste historier for hende. Så kommer der et stort savn. Det kommer sådan i bølger ...«.

[billedhjul-1]Birgitte besøger Roses grav på Bispebjerg Kirkegård nogle gange om ugen, men hun føler ikke, det er der, Rose er. Det er bare hendes grav. Rose er et andet sted, i minderne, samtalerne ... For hende er det også konkrete situationer, der udløser følelsen af tab. Nu skal de for eksempel i cirkus med Lara, og så kommer hun til at tænke på dengang, de alle var inde og se Hr. Skæg, som Rose var vild med.

»Så kan jeg mærke den der dybe smerte, som jeg ikke synes, jeg mærker i hverdagen. Jeg går jo ikke og græder hele tiden ...«.

»Det gør jeg heller ikke«, siger Jacob. »Man tager en ordentlig tur en gang imellem ... Det kan også være, når jeg er på arbejde. Så sidder jeg måske på toilettet ... Jeg kan også godt forestille mig, at det bliver værre med sorgen. At den ikke har toppet endnu«.

Det kunne ikke fortsætte

Der er noget andet, Birgitte og Jacob har tænkt over: Ville de overhovedet have været i stand til at fortsætte med at tage sig af Rose? De var ved at være kørt ned efter at have bakset rundt med hende de sidste tre år.

»Altså, min ryg kunne ikke mere«, siger Birgitte.

»Jeg kan godt nyde den frihed, den helt konkrete fysiske frihed, vi har fået. At det her fysiske forfald, der kom på grund af overbelastning, ligesom har toppet. Det stoppede, den dag Rose døde ...«.

Birgitte havde ikke overskud til at gøre mange af de ting, hun gerne ville gøre med Rose. For eksempel træne hendes sprog eller træne hende på slisken. Eller lave særlig mad til hende og prøve at få hende til at spise ved egen kraft.

Så Birgitte savner ikke det, hun kalder »Roses fyld«, alt det, hendes handikap krævede, at de gjorde. Det er ikke mindst en lettelse at være sluppet for den omfattende korrespondance med de offentlige myndigheder, som ikke altid har optrådt lige smidigt – så har jeg ikke sagt for meget.

»Ja, hvis man ser praktisk på det, så ...«, siger Jacob og tøver ... »Jeg kan næsten ikke få mig selv til at sige det ... så var tidspunktet jo optimalt. Det lyder absurd, men ...«.

»Har I det nogle gange dårligt med, at I ikke bare føler sorg, men også er lettede over, at Rose er væk?«.

»Ja, jeg kan ikke sige mig fri for dårlig samvittighed ... Et eller andet sted har man jo ikke lyst til at tænke på den måde ...«, siger Jacob.

»Men når man står der og føler, at nu kan jeg ikke bære mit barn længere ...«, siger Birgitte. »Der har også været tidspunkter, hvor jeg har sagt: Gud, du må tage hende, vi kan ikke mere, jeg kan ikke klare det mere. Og på en eller anden måde har Rose måske kunnet fornemme, at vi ...«.

Hendes stemme ryster.

»Jeg ved ikke, om det lyder for mærkeligt, men på en måde er Roses liv med os sluttet dér, hvor det har passet ...«.

Drømmen om Lara

Rose har næsten fyldt det hele. Pludselig er der plads til alt muligt andet. For eksempel til Lara

»Jeg ved jo, at Lara elsker Rose, men der har været rigtig mange situationer, hvor Lara bare har måttet klare sig selv ... Hvis Rose kastede op, så var man bare to omkring hende. Ville det også være sådan, hvis Lara kastede op? Nej, for så skulle den ene stadig tage sig af Rose. Det er bare ulige fordelt ...«, siger Birgitte.

»Og det har Lara registreret?«, siger jeg.

»Ja, og nu er der bare nogle andre muligheder for at gøre noget, og det kan jeg godt være taknemmelig for«.

»Jeg har tænkt, at det er et paradoks, at for at vi skal kunne tage os mere af Lara, så skal Rose ikke være her mere ...«, siger Jacob.

»Ja«, siger Birgitte.


De ved ikke, om de bliver boende i Nordvest. De mister tilskuddet til lejligheden, nu hvor Rose er død, hvilket betyder en fordobling af huslejen. De mister også bilen, som havde plads til kørestolen. Det er for tidligt at sige, hvordan de klarer den, og hvor de ender med at bo. Måske bliver de i kvarteret, så Lara kan fortsætte i sin skole. Hun går i 1. klasse og har fået mange kammerater.

Det er selvfølgelig ikke til at vide, hvad der gemmer sig inde i Lara. Hun græd meget, da Rose døde. Og siden har hun »skruet op for sine skrigelyde«, som Birgitte siger. Hvis hun falder og slår sig, græder hun mere intenst, end hun plejer. Og hun vil gerne have begge sine forældre omkring sig.

»Men hun virker cool?«, siger jeg.

»Jeg undrer mig over, at man kan være så cool, når man kun er 7«, medgiver Birgitte. »Dengang vi fik diagnosen for Rose, havde min kusines mand en drøm om Lara ...«.

Kusinens mand havde ikke mødt Lara mere end et par gange og kendte hende altså ikke specielt godt.

»Han drømte, at Lara trillede ned ad en meget stejl trappe – bum, bum, bum, bum, bum – og så landede hun for enden af trappen, og så kom hun op at sidde og rystede sig. Og så rejste hun sig op«.

Birgitte sammenfatter:

»Det er sådan, Lara er«.

Publiceret 19. juli 2014

Læs mere:

Læs mere

Annonce