Her i september er der gået otte måneder, siden jeg blev diagnosticeret med kræft. En regnfuld aften, efter at den varme sommer er forbi, beslutter jeg mig for at bestemme min position. Hvor befinder jeg mig nu? Med min kræft og mine behandlinger? Hvordan håndterer jeg det, der er sket? Hvordan har jeg det? Både fysisk og i min følelsesmæssige bevidsthed? Den del, vi nogle gange kalder sjælen?
Jeg har tidligere skrevet om mine behandlinger her i avisen, ligesom jeg har skrevet om mine reaktioner og ikke mindst om min store beundring for alle de medarbejdere på Sahlgrenska Sjukhuset, jeg har mødt. Der er ikke sket noget, som har fået mig til at ændre opfattelse. Når jeg nu skulle have kræft, er jeg glad for, at det skete her i Sverige.
Den svenske sundhedssektor kritiseres konstant. Og desværre er kritikken ofte berettiget. Men det er også vigtigt, at man indimellem præsenterer et modbillede. Jeg giver topkarakter til alt det personale, jeg har mødt. Standarden af instrumenter, teknisk udstyr og laboratorier må naturligvis også være rigtig høj.
Men hvordan har jeg det så? Dybest set deler man aldrig sin sygdom med nogen anden. Det er i mig, tumoren holder sig i ro eller ej.
