For en måned siden tilbragte den 40-årige amerikanske journalist James Foley de sidste øjeblikke af sit liv i en orange fangedragt, knælende i den syriske ørken. De næste dage kunne alverden på nettet sekund for sekund følge med i, hvordan hans sortklædte bøddel fra Islamisk Stat trådte hen bag ham, greb ham om hagen, førte en kniv op til hans hals. Og skar. To uger senere mødte den amerikansk-israelske journalist Steven Sotloff samme skæbne. Dernæst kom turen til den britiske hjælpearbejder David Haines.
De skulle ikke bare dø. De skulle slagtes. Og vi andre skulle se det ske. Islamiske terrorister har fundet andre, enklere måder at råbe hele verden op på end ved at flyve et passagerfly ind i en skyskraber. Og det er næppe sidste gang, vi ser det nye våben anvendt.
I Australien blev planer om at halshugge en tilfældig familie og offentliggøre en video af drabet forleden forpurret, og terroralarmen i Norge for nylig skyldtes angiveligt planer om noget lignende. Ligesom da terrorister i 2009 forberedte et angreb på Jyllands-Posten i København, hvor de ville halshugge avisens medarbejdere og kaste hovederne ud på Rådhuspladsen.
Men hvad er det ved halshugning, der oprører os andre så voldsomt, at en henrettelse i ørkenen vækker samme opmærksomhed som et terrorangreb med hundredvis af ofre?
