Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Rune Pedersen

Her er terroristernes nye våbenarsenal

To journalister fra USA og en brite har fået halsen skåret over af en bøddel fra Islamisk Stat, og videoer af drabene er lagt ud på internettet. Hvorfor reagerer vi så stærkt på en halshugning? Og er det overhovedet i orden at klikke på den slags?

For en måned siden tilbragte den 40-årige amerikanske journalist James Foley de sidste øjeblikke af sit liv i en orange fangedragt, knælende i den syriske ørken. De næste dage kunne alverden på nettet sekund for sekund følge med i, hvordan hans sortklædte bøddel fra Islamisk Stat trådte hen bag ham, greb ham om hagen, førte en kniv op til hans hals. Og skar. To uger senere mødte den amerikansk-israelske journalist Steven Sotloff samme skæbne. Dernæst kom turen til den britiske hjælpearbejder David Haines.

De skulle ikke bare dø. De skulle slagtes. Og vi andre skulle se det ske. Islamiske terrorister har fundet andre, enklere måder at råbe hele verden op på end ved at flyve et passagerfly ind i en skyskraber. Og det er næppe sidste gang, vi ser det nye våben anvendt.

I Australien blev planer om at halshugge en tilfældig familie og offentliggøre en video af drabet forleden forpurret, og terroralarmen i Norge for nylig skyldtes angiveligt planer om noget lignende. Ligesom da terrorister i 2009 forberedte et angreb på Jyllands-Posten i København, hvor de ville halshugge avisens medarbejdere og kaste hovederne ud på Rådhuspladsen.

Men hvad er det ved halshugning, der oprører os andre så voldsomt, at en henrettelse i ørkenen vækker samme opmærksomhed som et terrorangreb med hundredvis af ofre?

»Terror har altid haft det samme mål«, siger Keld Molin, psykolog og forfatter til bogen ’Terrorangrebets psykologi’.

»Nemlig at få opmærksomhed og at sprede rædsel. Og med internettet og de sociale medier har terroristerne fundet en ny, enkel og effektiv vej til det mål. Her ser vi på tæt hold, hvad de mennesker bliver udsat for, og så kommer det altså tættere på«, siger han.

I 1970’erne gjaldt det for terroristerne om at komme i fjernsynet. Dengang var vejen dertil at kapre et passagerfly. Med fremkomsten af YouTube og Twitter er afstanden blevet betragtelig kortere. Eller som Keld Molin siger:

»I dag skal man faktisk bare have en kniv og en iPhone«.

Halshugning – en europæisk skik

Indtil for nylig var det massemediernes redaktører, der bestemte, hvilke billeder af krigen vi andre skulle konfronteres med. Med fremkomsten af de sociale medier er det pludselig os selv, der redigerer verden, påpeger lektor i medievidenskab på Aarhus Universitet Niels Brügger. Og den forandring udnytter Islamisk Stat nu til at få deres budskaber ud hurtigt og uden filter.

»Hidtil har der været en form for fællesskab, hvor vi har afstemt, hvad der var etisk korrekt og ukorrekt. Det er der ikke mere. Nu er det etiske valg rykket ind i os selv. Fremover vil det blive mere og mere individuelt, hvad vi vælger at udsætte os for. Og de valg skal vi lære at træffe, ligesom vi har lært, at det ikke nødvendigvis er privat, når vi skriver noget på Facebook«, siger Niels Brügger, som dog understreger, at der er stor forskel på, om større medier som DR og dagbladene linker til videoerne, eller man selv finder dem på nettet.

Selv har han ikke set videoerne. Og vil det heller ikke. Twitter har indledt en kampagne for at få folk til at ophøre med at dele videoen af James Foleys henrettelse, fjernet tweets, suspenderet brugere, der delte videoen, og erklæret, at man ville lukke konti, der tilhører IS. Britisk politi har ligefrem advaret om, at man kan arresteres for brud på terrorlovene, hvis man deler videoerne. Alt sammen dog med ringe effekt, mener Thomas Elkjer Nissen, der forsker i militær anvendelse af medier ved Forsvarsakademiet. Han forklarer, at det bare presser videoerne ud på andre – mindre – sociale medier, hvorefter de vender tilbage igen i lidt ændret form.

Egentlig kan man undre sig over, at vi reagerer så stærkt netop på halshugning, mener professor i almen psykologi ved Aalborg Universitet Svend Brinkmann. For det er en henrettelsesmetode, som er blevet anvendt flittigt i den europæiske historie. I det gamle Grækenland og i Romerriget betragtede man halshugning som en mere værdig form for henrettelse end hængning. Og sådan tænkte man også senere i Europa.

»De værste forbrydere hængte man. De fine blev halshugget med sværd, pøblen med økse«, som Svend Brinkmann siger.

I 1700-tallet blev halshugning betragtet som ’en ærlig straf’, og liget kunne derefter begraves i indviet jord, mens hængning blev anset som ’en uærlig død’. Og da den franske læge Joseph Ignace Guillotin i 1792 opfandt guillotinen, var det egentlig for at spare den franske revolutions ofre for følgerne af sjuskede bødler. Halshugning fortsatte i Storbritannien indtil 1747, i Danmark indtil 1892 og i Norge indtil 1905..

»I flere europæiske lande tog man børnene med hen, fordi de skulle se, når forbryderen blev henrettet. Og det er jo tankevækkende, at Islamisk Stat her faktisk genbruger henrettelsen som offentlig begivenhed fra den vestlige kulturhistorie«, siger Svend Brinkmann, der først har svært ved at forklare, hvorfor netop halshugning virker så stærkt på os.

Det er ganske vist omgivet af en vis mystik. Med nagende spørgsmål som: Hvordan føles det? Og: Kan offeret være bevidst i sekunderne efter?

»Men injektioner og den elektriske stol er givetvis mere smertefulde. Alligevel forekommer de os mere civiliserede end halshugning, som virker fuldstændig primitivt«, siger han.

»Jeg tror, det skyldes, at hovedet skilles fra kroppen«.

»Halsen og nakken – den stilk, som hovedet sidder på – er jo en meget skrøbelig kanal for både ilt og næring og vand. Vi taler med munden. Vi ser med øjnene. Rigtig meget af det menneskelige er knyttet til ansigtet, og derfor er det virkelig en afkapning af det menneskelige, når man hugger hovedet af. Det er den ultimative dominans«, siger professoren, der ikke selv skal nyde noget af at se videoerne.

»Jeg har ikke lyst til at se de ugerninger. Og havde jeg haft nysgerrigheden, ville jeg nok have censureret den bort, fordi jeg synes, det er barbarisk«.

Er et afmægtigt menneskes dødsøjeblik for privat til, at du uinviteret vil overvære det?

»Den reaktion har jeg intuitivt, selv om den er svær at begrunde. Han er jo sådan set blevet dræbt. De har optaget det. Og mange vil nok tænke: Hvilken forskel gør det så, om jeg også ser det eller ej?«.

Ville man også tænke sådan, hvis det var en voldtægt, der var filmet?

»Den ville jeg også undgå at se, for det er en privat tragedie. Måske taler vi om noget, vi mangler sprog for, men som vi intuitivt fornemmer, nemlig: værdighed. I sidste ende handler det vel om det ukrænkelige. Når vi gør noget, som ikke umiddelbart har konsekvenser, men som vi fornemmer er forkert i sig selv. Der er også ting, vi ikke gør med lig, selv om lig ikke kan mærke noget. Det er det samme felt, diskussionen om organdonation finder sted inden for. Jeg kender ikke til nogen psykologi, der beskriver det. Men vi har åbenbart nogle etiske grænser, vi dårligt kan tale om. Og i ekstreme eksempler som det her kan vi pludselig mærke det«.

Opmuntring til egne krigere

De tre videoer har på sin vis også adresse til Islamisk Stats egne fodfolk, mener Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, for det er »dybt demoraliserende« at blive bombet og dræbt fra luften uden at kunne svare igen, og – siger han:

»Halshugningerne virker som en moralbooster: Se! Vi slår tilbage«.

Først og fremmest er videoerne nu en måde at få sit budskab ud til det brede publikum på, mener hans kollega Thomas Elkjer Nissen fra Forsvarsakademiet. De er næppe møntet på at rekruttere nye hellige krigere. Snarere på at få sympatisører til at støtte sagen økonomisk og viderebringe deres propaganda. Og Islamisk Stat ved godt, at truslen om flere halshugninger ikke vil afholde USA fra at gribe ind i konflikten, mener han.

Men måske kan videoerne få Vesten til at overreagere og dermed understøtte Islamisk Stats påstand om, at Vesten er i krig med islam. Ligesom videoerne styrker Islamisk Stats helt centrale fortælling: at IS har formået, hvad end ikke al-Qaeda kunne – at erobre et område og her udråbe det sagnomspundne kalifat.

I virkeligheden er halshugning blevet brugt af islamiske grupperinger siden begyndelsen af 1990’erne, forklarer Thomas Elkjer Nissen. Først i Tjetjenien, siden i Afghanistan og af al-Qaeda i Irak. Og internt i Irak og Syrien halshugger IS jævnligt deres modstandere og foretager massehenrettelser af civile for at intimidere dem.

»De videoer kommunikerer de målrettet ud via arabisksprogede kanaler for at få civilbefolkningen til at indordne sig og den irakiske hær og politiet til at gå i panik, bare de dukker op med deres sorte flag«, siger Thomas Elkjer Nissen, der selv har set videoerne, men ikke vil anbefale andre det.

»Jeg kan sige af professionel erfaring: Det er ikke sjovt at se på. I øvrigt tjener de videoer et formål, som man ikke umiddelbart er i stand til at gennemskue. Ligegyldigt hvor banalt man synes, at det ser ud – om det så er et billede af en hellig kriger med en pizza og en kattekilling«.

Krigens forbudte billeder

I Vesten har myndighederne i årtier forhindret, at offentligheden præsenteres for billeder af dræbte og lemlæstede landsmænd i Irak og Afghanistan, fortæller Simone Molin Friis, der skriver ph.d. om krigens vold oplevet i visuelle medier. Netop derfor har hun selv valgt at se videoerne.

»Under Vietnamkrigen opdagede man, hvilken magt billederne og medierne havde over opinionen derhjemme. Men allerede under Golfkrigen var det topstyret, hvilke journalister der fik hvilke informationer på hvilket tidspunkt. Derfor har den måde, vi oplever krig på, ændret sig«, siger Simone Molin Friis, der deltager i et projekt om billeders betydning for international politik på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

Nedskydningen af en amerikansk helikopter i Mogadishu i Somalia i 1993 og ikke mindst billeder af liget af en amerikansk soldat, der blev slæbt igennem gaderne, afstedkom en voldsom reaktion i den amerikanske offentlighed. Den slags billeder har de amerikanske myndigheder siden forsøgt at undgå.

»Vi har fået, hvad man kalder en renliggørelse af krig. Og det går disse videoer ind og bryder med. Det minder os om vores egen skrøbelighed. Og netop fordi det er sjældent, vi ser billeder af døde soldater og andre udsendte fra Vesten, bliver chokket så meget desto større«, siger Simone Molin Friis, der kalder det »en svær etisk afvejning«, om man vil se videoerne eller ej, men selv vægter ønsket om at blive klogere på det, der foregår ude i verden.

»Det er barskt at se, fordi man ved, hvad der kommer til at ske, og når man nærmer sig slutningen, er det svært at sidde stille på stolen. Det er forskellen på at høre, at nogen er slået ihjel, og så at se det selv. Det bliver meget fysisk«, siger hun.

At der er tænkt over æstetikken i videoerne, er tydeligt, siger hun. Med de to skikkelser i ørkenen. Bødlens sorte og offerets orange.

Den sidste bliver af flere set som en reference til de dragter, fangerne i Guantánamolejren bærer. Og som Simone Molin Friis siger:

»Det billede står jo piercet ind i hovedet på en bagefter«.

Publiceret 23. september 2014

-----------------

Rettelse: I en tidligere version skrev vi, at den sidste tysker blev halshugget i 1938. Det er ikke rigtigt. Halshugninger var hyppige helt frem til Det Tredje Riges fald i 1945, og selv derefter fandt de sted: I Vesttyskland i 1949, og i DDR indtil 1968.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce