Hver fredag aften samler klynger af asiatiske teenagepiger og unge kvinder sig foran tv-stationen KBS’ bygninger i Seoul. Med de store Samsung-telefoner skruet fast på 40 centimeter lange stænger, som de holder ud fra kroppen, fotograferer de sig selv foran bygningen med hovedet på skrå på 117 forskellige måder, mens de venter på deres popidoler, der optræder i KBS’ liveprogram ’Music Bank’. Et 100-minutters direkte underholdningsprogram med dans og musik, der først ryger af sted til Sydkoreas 50 millioner indbyggere. Og dernæst via KBS World trænger videre ud i verden til de 54 millioner abonnenter i 100 forskellige lande. I selskab med mange hundrede timers kærligheds- og familiedramaer, der er uskadelige nok til at falde i hele Asiens og det meste af Mellemøstens smag.
Tv-serier og popmusik, der er fremstillet på talentfabrikker med eksport for øje, er de stærkeste ambassadører for den koreanske bølge, hallyu, som bare er vokset og vokset i styrke i de seneste 15 år. Den koreanske popkultur skyller ind over Kina, Japan og resten af Asien, men breder sig også til blandt andet Mellemøsten, Nordafrika og Sydamerika.
»Vi støder ikke nogen med vores dramaserier, vi viser eksempelvis ikke sex, så alle kan se det«, siger direktør for international relations i KBS, der er Sydkoreas svar på DR, Kim Hae-Ran til Politiken.
I Beijing kører der koreanske kærlighedsdramaer i primetime. I Tunesien indretter folk spisetiderne efter, hvornår der bliver vist koreanske tv-serier i tv.
