Det er februar måned. En dansk-svensk delegation på 12 kvinder og mænd er dybt inde i skoven i den nordlige del af Dalarna i Sverige. Sneen ligger som en tung dyne over det kuperede landskab. Snescooterne er slukket, og alle står helt stille i sneen og siger ikke et ord.
Den feltansvarlige, civilingeniør Sven Brunberg, står med en antenne i hånden, og lyden i hans høretelefoner har afsløret, at bjørn nr. 45 ligger i sit vinterhi cirka 500 meter borte i sydøstlig retning. Alle tager deres 20 kg tunge rygsække på. De er fyldt til bristepunktet med udstyr, så delegationen med kort varsel kan pakke et mobilt laboratorium ud i sneen. Strøm får de fra et motorcykelbatteri. Med ski eller snesko på bevæger forskerholdet sig mod radiosignalet, der bliver stadig tydeligere i ørerne på den feltansvarlige, som har et bedøvelsesgevær hængende over skulderen.
Bjørn nr. 45 er ligesom 80 andre vilde brunbjørne blevet udstyret med en gps-modtager og en radiosender og er en del af det svenske projekt The Scandinavian Brown Bear Research Project, som blev indledt for 30 år siden, og som fra dansk side har modtaget økonomisk støtte fra Lundbeckfonden.
Det er et projekt, hvor man er interesseret i at få mere viden om bjørnes fysiologi og biologi og lære, hvordan de interagerer med hinanden og med mennesker. Senere har den danske hjertelæge Ole Frøbert fra Örebro Universitetshospital og ph.d.-studerende Inge G. Revsbech og lektor Angela Fago fra Aarhus Universitet hægtet sig på projektet for at blive klogere på, hvordan bjørne dog bærer sig ad med at ligge helt stille uden mad og drikke i et halvt år uden at få mén. En viden, man måske kan bruge i kampen mod sygdomme hos mennesker.
