Foto: Peter Klint

De syriske flygtninge og miraklet på Als

På Als får syriske flygtninge hjælp, når de skal veje kartofler af i supermarkedet eller mangler tøj. En frivillig gruppe af danskere har på to uger gjort de syriske flygtninge til accepterede og ønskede gæster blandt borgerne i den lille by Nordborg.

Regnen siler ned i Nordborg, men fodboldkampen skal gennemføres.

Martin Zeissler insisterer. Han springer ud af sin Fiat og skrår hen over parkeringspladsen foran Nord-Als Boldklub og hilser på de første yngre syriske mænd, som er dukket op ved klublokalet.

»Hello. Are you wet«, spørger han muntert.

Syrerne griner. Vejret bekymrer ikke dem. De andre syriske mænd er på vej, siger de. De skal nok få gennemført en træningskamp.

Martin Zeissler er 41 år og står i spidsen for en større håndfuld frivillige danskere, som har kastet sig ind i arbejdet med at tage imod de i øjeblikket næsten 200 syriske flygtninge, som midlertidigt er flyttet ind i nogle udrangerede lejligheder i et boligkompleks i Nordborg.

Her har Udlændingestyrelsen lejet sig ind i cirka 50 lejligheder frem til udgangen af 2016 i en række røde blokke, som stod for at skulle rives ned. Ifølge styrelsens opgørelse fra juni i år har Sønderborg Kommune taget imod flest flygtninge i Danmark.

Syrerne, der alle har fået asyl her i landet, bor her midlertidigt, mens de venter på at få udpeget deres fremtidige opholdskommune et andet sted i landet.

Det hele er nyt. Syrerne kom til byen for godt to uger siden. Kørt ind i boligområdet i busser af Udlændingestyrelsen. Fem og seks ad gangen flyttede de ind i de tomme lejligheder, hvor der var opstillet et skab og en køjeseng til hver og en køkkenkasse. De er alle mænd, på nær seks kvinder, som har fået deres egen lejlighed. Alle er kommet hertil alene. Ingen har familier med.

»Det hele skete ret pludseligt, så vi var nødt til at være hurtige og tænke kreativt. Ellers sidder de bare oppe i de boligblokke og keder sig«, siger Martin Zeissler.

Foto: KLINT PETER

Nord-Als Boldklub stiller lokaler og bolde til rådighed for træningskampe. En af de andre frivillige i byen, Dorthe Mikkelsen, har sørget for træningstøj, som hun har lagt frem.

»Jeg skal nok vaske det hele bagefter«, siger hun til mændene.

Djævlens valg

En af de syriske flygtninge i Nordborg er Fadi Hamido. Mens han fortæller sin historie, henter han billeder af sine tre børn frem på Samsung-telefonen - to drenge i stribede T-shirts og en lille pige i grøn bluse, som krammer en hvid slikpose i hånden. De sidder i favnen på deres far. Billedet er fra slutningen af juli, fra den sidste aften inden Fadi Hamido forlod Syrien. Derfor kigger de bedrøvet ind i mobilkameraet.

Små 20 dage senere blev den syriske mand sammen med 450 andre flygtninge proppet ned i en 13 meter lang træbåd, som menneskesmuglere sejlede ud fra Libyens kyst og ud over Middelhavet.

48-årige Fadi Hamido (han ønsker ikke sit rigtige navn frem, men hans identitet er redaktionen bekendt) blev placeret overskrævs på rælingen med det ene ben ud over bådens kant.

Mænd, kvinder og børn sad så tæt, at ingen kunne bevæge sig, og Fadi Hamido var nødt til at holde sig vågen for ikke at styrte i havet. Søen var rolig. Men efter fire dage, da de fik øje på to mindre både fra den italienske kystvagt, gik det galt.

Alle ville frem til rælingen, og båden begyndte at tippe. Nogle røg i havet, vandet trængte ind, og til sidste væltede de rundt.

Nogle kvinder og børn og ældre mænd som Fadi Hamido nåede at få en redningsvest, men alle passagerer røg i havet. Nogle af dem blev fanget under båden.

De børn, som havde fået for store veste, gled ud af dem og sank, og de italienske skibe var for små og turde ikke sejle hen til flygtningene af frygt for at blive overrendt.

Alt var kaos.

Efter seks timers ophold i vandet nåede hjælpen frem. I mellemtiden var de druknede børn begyndt at dukke op til overfladen igen. 175 mennesker omkom. Heriblandt to syriske familier med fire børn hver, som Fadi Hamido havde hjulpet og lært at kende.

Ifølge syreren var der omkring 50 børn med båden. 210 personer klarede den. Resten er meldt savnet.

»Jeg lå i vandet og tænkte på, hvad der ville være sket, hvis jeg havde haft mine børn og min kone med. Hvem skulle jeg redde? Børnene eller min kone? Jeg ved, at jeg umuligt kunne have reddet alle. Hvilken situation ville det have været«, siger han.

Fadi Hamido bor sammen med fem andre syriske mænd i en række saneringsmodne boligblokke i Nordborg. Her har Udlændingestyrelsen lejet sig ind og midlertidigt placeret næsten 200 enlige syriske mænd og kvinder i 50 lejligheder.

Alle her har fået opholdstilladelse i Danmark.

Alle er flygtet alene. Alle her er mødre eller fædre, og stort set alle har stået med det samme valg. Enten bliver man hos sin familie i Syrien og dør i krigen sammen med dem. Eller også flygter man til et land som Danmark, hvor der er mulighed for at frelse børn og ægtefælle gennem familiesammenføring. Hvis man overlever.

Fadi Hamido var en af de heldige, der fik en god vest, som kunne holde ham flydende.

»Man kan ikke engang sige, at jeg traf det rette valg. Der er ikke noget valg. Det er hårdt at forlade kone og børn, men du kan heller ikke tage dem med, fordi det er for farligt«.

I Damaskus drev han et skrædderi, hvor han lavede børnetøj. Jakker, bukser, kjoler. Flugten frem til Danmark kostede ham næsten 4.000 dollars, og selv om skrædderiet gik godt, var der ikke midler nok til at tage resten af familien med, hvis det i øvrigt havde været en mulighed.

Det er morgen i lejligheden i Nordborg, og Fadi Hamido har været ude og løbe.

»Når jeg ser alle de grønne plæner her i byen, drømmer jeg, at mine børn løber og lege her«, siger han.

Foto: KLINT PETER

De andre mænd i lejligheden sover længe i køjesengene. Vinduerne står åbne. En af dem sover i sin dunjakke. Fadi Hamido skyller opvask og tørrer køkkenbordet af. I Syrien, fortæller han, var han efterspurgt af regimets folk.

»Min kone bad mig om at rejse. »Når du kommer frem, må du sørge for, at vi kan følge med«, sagde hun«.

Hverdagen er i gang i lejlighederne i boligblokkene, og der skal handles i supermarkedet, og telefoner og internet skal tjekkes for nyheder hjemmefra.

Indkaldte til borgermøde

Martin Zeissler er på kontanthjælp, og det var en formiddag i september, at han under en rundtur i Nordborg hørte rygtet om, at der ville komme syrere til byen. Mange. Det gjorde ham forskrækket.

»Det var en angst for, hvad det var for nogle typer. Var de farlige? Var de fra IS? Det der racistiske gen, som jeg tror, alle mennesker indholder en del af, kom op i mig. Så tænkte jeg, vi må holde et borgermøde, og så indkaldte jeg til det, for kommunen kunne åbenbart ikke nosse sig sammen«.

Han slog det op på Facebook. Omkring 250 borgere kom til mødet sidst i september. Borgmesteren holdt sig væk, men præsten var ordstyrer, og to syriske flygtninge fra Sønderborg holdt foredrag, mens TV Syd filmede.

»Jeg ville have en dialog om, hvordan borgerne i Nordborg skulle møde de nye beboere, og vi brugte hele den sidste time af mødet til at tale om, hvad vi kunne gøre. Det endte som et sagligt møde i stedet for en politisk diskussion, så på den måde var det måske meget godt, at borgmesteren ikke dukkede op«, siger han.

Få dage efter ankom syrerne, og Martin Zeissler indkaldte flygtningene til et møde sammen med de frivillige.

»Så sagde vi ’hello’ og spurgte til deres behov. Vi troede, at mange af dem ville sige tøj, men de sagde: Vi vil gerne lære dansk, vi vil gerne integreres, vi vil gerne vide, hvordan det er at bo her, og vi vil gerne lære nogen at kende«.

Men der manglede tøj, og Martin Zeissler og de frivillige samlede tøj ind hos borgere og butikker. Kort efter – i efterårsferien – oprettede de en lær dansk-gruppe og gik i gang med undervisningen.

»Vi kom i dialog med syrerne med det samme, og jeg har kun positivt indtryk af dem. Det er højtuddannede og veludviklede mennesker. Der er måske fire bønder imellem, resten er tandlæger, læger, ingeniører, forretningsdrivende, frisører. De er rare mennesker. Jeg er tryg ved dem alle sammen. Vi har ikke haft en eneste episode eller negativ oplevelse«.

Køerne har det godt i Danmark

I en lejlighed i nabohuset bor seks syriske kvinder.

De er de eneste i boligblokkene, og de har også forladt mænd og børn i Syrien, forklarer Jihan Khalil, som er engelsklærer fra universitetet i Aleppo.

»Vi valgte Danmark, fordi I er kendt for at tage jer så godt af køerne. Og så må I jo være endnu bedre til mennesker«, siger hun og skraldgriner. Hun undskylder vittigheden.

»Syriske kvinder er stærke, og vi har en god energi her i lejligheden«, siger hun.

Foto: KLINT PETER

Kvinderne har fået ophold, og snart skal de splittes og videre på egen hånd til kommuner som Svendborg, Maribo, Middelfart og Sorø. Jihan Khalil er kurder og har to drenge 12 og 14 år i Syrien.

»Børnene ved jo godt, at de er kurdere, og at de risikerer at blive slået ihjel, hvis de falder i hænderne på Islamisk Stat«, siger hun.

Drengene har, forklarer hun, læst på nettet om Danmark, og de plager hende over telefonen om at komme hertil.

»Mange danskere spørger os, hvordan vi kan tage af sted uden vores børn. Det er også meget svært, men vi er tvunget til det. Det er en måde at redde familien på, og det er håbet om, at vi kan skabe en fremtid sammen og et almindeligt liv, som holder os sunde«, siger hun.

Ikke langt derfra bor Ahmad Gassim sammen med tre andre syrere. Forleden bankede deres danske nabo i boligblokken på døren og forærede mændene et stort tv-apparat.

»Han bankede på og afleverede det. Bare sådan. Nu vil jeg gerne vide, hvad I ønsker jer af mig«, siger han.

Mellem boligblokkene ligger en række garager. En af dem står åben, og her holder to af de danske beboere, Bjørn og Henrik, til. Mellem motorcykler, køleskabe, fiskestænger og et kværnende radioapparat sidder de to mænd og drikker dåseøl.

Bjørn er småberuset og taler i mobiltelefon. Henrik bor øverst i en opgang, hvor der er syriske beboere på stort set alle etager. Men det er okay, mener han.

»Bare de får et godt liv, for det har jeg selv manglet i ti år«, siger han.

Henrik ved godt, som han siger, at han henter øl på tanken og står hernede i garagen og drikker dem.

»Jeg har ikke været i krig ligesom dem, men jeg har fået mine tæv, og jeg ved, at det bedste, der kan ske, er, at man kommer ud i livet igen«, siger han.

Rygter bliver aflivet

De syriske fodboldspillere løber ud til træningskampen på de regnvåde baner. Tre kvinder blandt de frivillige er med ude på grønsværen. Den ene som dommer.

Dorthe Mikkelsen, som står for fodboldtøjet, kigger på. Hun er hjemmegående husmor med mand og tre børn i et af byens parcelhuse. Det er første gang, hun deltager i frivilligt arbejde.

»Fort mig er det meget enkelt. I vores familie har vi altid sagt, at man skal kunne bidrage og møde andre med et åbent hjerte«, siger hun.

To andre frivillige kvinder, Batyah Erzsebet Bernscherer og Lena Lorenzen, slutter sig til. Lige siden planerne om syrernes ankomst blev kendt, fortæller de, har der været en vis modstand blandt borgerne. Men det er blevet ved snakken i krogene og en del udfald på Facebook.

Der opstår rygter. Et gik på, at syrere var i slagsmål i supermarkedet med en dansker om nogle varer. Det viste sig at være opspind. En ringede til Martin Zeissler og klagede over, at syrerne havde skidt i badet under et besøg i svømmehallen. Det holdt heller ikke stik.

De frivillige har opsøgt samtlige rygter og manet dem i jorden, forklarer Lena Lorenzen.

»Bagefter har vi meldt det ud på Facebook. Vi har taget det meget alvorligt, og det er vi nødt til i et mindre samfund, for hvis alle tror på rygtet, bliver stemningen negativ, og så falder hele vores arbejde til jorden«, siger hun.

Men smilet ser ud til at have vundet stemningen i Nordborg, mener Batyah Erzsebet Bernscherer.

»Vi kalder det miraklet i Nordborg, for vi har vendt folkestemningen og gjort syrerne til ønskede gæster. Nu får de hjælp i supermarkedet, når de skal have vejet kartofler af«, siger hun.

Foto: KLINT PETER

Hvis der er en grænse for, hvor mange syriske flygtninge Sønderborg Kommune eller hele Danmark kan tage imod, bliver den ikke defineret blandt kvinderne her.

»Hvis der står en mor og et barn ved grænsen, så er det ikke mig, der siger nej. Vi kan sagtens tage flere«, siger Dorthe Mikkelsen.

Kvinderne er overbeviste om, at hvis de kan give syrerne en god start, får det en positiv effekt for resten af Danmark.

»Vi kan være stolte af den flok, vi sender af sted. De er godt rustet til integrationsprocessen i den nye kommune, de skal til«, siger Lena Lorenzen.

Martin Zeissler finder telefonen frem og ringer til Sønderborg Kommune. Han har spurgt om et ledigt lokale i byen, som gruppen kan benytte som samlingssted og til danskundervisning. Men han får ikke noget svar endnu.

»Der er så mange tomme lokaler i den her by, så giv os dog en nøgle til et eller andet. På lørdag ville vi jo gerne have et sted, hvor vi kan se Barcelona-Real Madrid sammen med syrerne«, siger han.

Indtil videre foregår hans arbejde på gaden. Hver aften tager han turné fra lejlighed til lejlighed i de røde boligblokke, hvor flygtningene er indkvarteret.

En skal have en vinterjakke, en skal have hjælp til at købe en brugt pc, og en tredje skal have en aftale om et besøg hos en frisør.

I morgen skal Martin Zeissler sammen med et par af flygtningene holde foredrag på en efterskole om syrernes situation i byen.

»Det er blevet et 24-timers job, det her, og selv om vi brænder for sagen, så begynder vi at savne opbakning fra myndighederne. I al beskedenhed er vores indsats jo med til at spare samfundet for mange ressourcer«.

Publiceret 27. oktober 2014

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce