Foto: Mads Nissen

Når rigtige mænd rører sig

På Gotvedskolen handler det om, hvordan mennesket får det af gymnastik og ikke, hvordan det kommer til at se ud. Selv om det snart er ti år siden, grundlæggeren, Helle Gotved, døde, søger flere kroppe hendes gymnastikmetode.

»Vi starter med en rask gang«.

Få ord sætter 11 mænd i bevægelse. Ikke i takt. Ikke i samme retning. Heller ikke i samme tempo. Men i bevægelse. Håret er grånende, gråt, hvis ikke ligefrem væk, hos de fleste. Ingen er i lycra eller farvestrålende fitnesstøj; flertallet er klædt i blød bomuld, der er et par polotrøjer og 7 ud af 11 vandrer rundt i bare tæer med fokus rettet mod egen vejrtrækning.

De er til ugentlig gymnastik i den dyrt og æstetisk restaurerede Gotvedskole på Vodroffsvej på Frederiksberg. Stedet, hvor gymnastikpædagogen Helle Gotved blev født, levede og døde. Stedet, hvorfra hun udviklede det, der i dag hedder gotvedmetoden, en helhedsorienteret gymnastikform, der handler om at skabe balance i kroppen og dermed i sig selv.

Klientellet her er mellem 20 og 100 år med en overvægt til den aldrende side; og otte ud af ti er af det kvindelige køn.

Denne tirsdag vandrer et rent mandehold dog rundt med ranke rygge i den mere end 100 år gamle gymnastiksal i det hus, som Helle Gotveds far, N.H. Rasmussen, i 1898 fik opført. Arkitekten var P. V. Jensen-Klint, der også har tegnet blandt andet Grundtvigskirken i København.

59-årige Mogens Holm går rank rundt med svingende skuldre og store skridt. I to år har han fulgt i fodsporene på Gotved. Hver tirsdag cykler han fra sit job i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune til den fredede ejendom på Frederiksberg, åbner den grønne trædør og går ind under den murede frise med inskriptionen: ’Ret ryggen og tal sandhed’.

»Folk studser måske over, at det er gammeldags holdgymnastik. Måske tænker man, det er sådan noget mekanisk noget, som det var i gamle dage ude i forsamlingshusene på landet. Men det her er noget andet. Det er helhedsorienteret, intuitivt og musisk«, siger han inden træningen og fortsætter:

»Vi er et hold, og det giver en fælles energi i rummet, som jeg gerne vil abonnere på, for det bærer én frem. Jeg kunne da godt løbe alene rundt om Søerne, men det er oppe i tiden, at man bruger hinandens energi, sådan som vi gør her, hvor vi også har en kompetent gymnastikpædagog til rådighed. Det er inkluderende, alle kan være med uanset krop og alder. Og vi hygger os, det skal man ikke glemme«.

Opgør med datidens systemer

Gotvedgymnastikken var i 1950’erne og 1960’erne et opgør med datidens eksercits med arme bøj, arme stræk på kommando – en træningsform, der blev synonym med kaptajn Jespersens morgengymnastik i Danmarks Radio.

Helle Gotveds modspil, radioprogrammet ’Ha’ det bedre med Helle Gotved’, og hendes karakteristiske stemme fik særligt kvinderne på gulvet lørdag efter lørdag i 26 år frem til 1992.

»S t r æ æ æ æ k – s å å å u u d … Sig a r r h h h … Kan De mærke, hvor det letter?«, lød det uge efter uge.

Hun lærte kvinderne, at bækkenbunden skulle trænes, så de også kunne få fantastiske orgasmer, at bevægelse skaber psykisk balance, at strømpebukser var bedre end hofteholdere, og at der skulle sved på kroppen dagligt.

»Det har altid undret mig, at folk ved alt om, hvilke mærke tøj de har på, men ingenting om den krop, der bærer det«, har Helle Gotved engang sagt til Politiken.

Helle Winther, lektor på Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet og forsker i bevægelsespsykologi, dans og kroppens sprog, har mange gange har været ekstern censor på Gotvedskolens bevægelsespædagoguddannelse. Hun mener, at filosofien bag gotvedgymnastikken er tidløs og måske endnu mere aktuel i dag, end da Helle Gotved levede:

»Vi oplever i højere grad end tidligere et øget fokus på sundhed, samtidig med at der er flere og flere problemer med livsstilssygdomme, overvægt og stress. Gotveds træningsform handler om at skabe balance i krop og sind via bevægelse. En balance, mange søger mod i dag – eller ville kunne få glæde af at have opmærksomhed på. Derfor var hun på mange måder forud for sin tid«, siger Helle Winther.

[billedhjul-1]

Gotveds principper stræber ikke efter den perfekte ydre krop. Derfor er der heller ingen spejle i den gamle sal.

»Det handler først og fremmest om, at man kan mærke, at man har det godt med sig selv. At man kan mærke bevægelsesglæde, flow og fællesskab, samtidig med at man træner. Derfor er gotvedgymnastik et godt bud på en bevægelsesform, der skaber balance«, siger Helle Winther. Hun påpeger, at Helle Gotved havde en dyb respekt for kroppens anatomi og fysiologi og derfor tog udgangspunkt i dens organiske og naturlige bevægelser.

Filosofien er, at kroppen skal bruges, som den er. Men Gotved havde også fokus på åndedrættets betydning, og det var unikt for en motionsform i hendes tid. I modsætning til datidens gymnastikformer – og mange af nutidens – mente hun, at gymnastik ikke skulle gøre ondt for at gøre godt.

»Hun tænkte ikke kun på den fysiske krop, men var helhedsorienteret og respekterede, at krop og sjæl er ét. Hun fokuserede på, hvordan bevægelsen er forbundet med den følelsesmæssige tilstand, vi befinder os i. Kongstanken var, at bevægelse skal give og skabe energi og glæde; ikke tømme kroppen for energi«, siger Helle Winther.

Flere kroppe kommer

»Vi skal ud i en bredstående. Sving armene foran kroppen i 8-taller«, siger direktør Søren Ekman, der underviser denne tirsdag, og mændene på hans hold begynder at svinge de røde 1-kilos vægte foran sig.

Nogle hurtigt og intenst, andre mere sindigt. Der prustes. Vejret trækkes langt ned i lungerne.

Aldersgennemsnittet på dette tirsdagshold ligger på den tunge side af de 60 år, men meget tyder på, at Helle Gotveds principper også tiltaler ungdommen og generelt danskere i nutiden.

I slutningen af 1980’erne kom 1.400 personer ugentligt i huset på Frederiksberg, i dag er der lidt over 1.000 udøvere, men flere kommer til, siger direktøren:

»Vi har fået flere deltagere de seneste 5 år, og når folk starter i 30-40-års alderen, har de prøvet forskellige træningsformer. Så de kommer ikke, fordi de skal se pissegodt ud lynhurtigt, men fordi de finder ud af, at de generelt får det bedre i kroppen og viden om, hvordan den hænger sammen. Du lærer bevægelser, der hjælper, hvis der eksempelvis er noget med ryggen eller knæene, ikke bare en række øvelser, der skal gentages«, siger Søren Ekman og påpeger, at skolen også tilbyder efterfødselsgymnastik.

Helle Gotved uddannede i 1958 det første hold i sin særlige gymnastikpædagogik. Siden er omkring 1.000 gået i hendes fodspor og har uddannet sig til bevægelsespædagoger.

I dag underviser mere end 120 som gotveduddannede bevægelsespædagoger rundt om i landet. De betaler ikke til Gotvedskolen for at bruge ’brandet’ Helle Gotved, og de har ikke underskrevet nogen kontrakt om, at de benytter særlige teknikker eller bekender sig til en bestemt filosofi. Bevægelsespædagogerne har frie hænder til at skabe rammen for den træning, de selv mener er i ånd med traditionen.

»Lov mig ikke at gøre som mig. Find din egen vej«, har Helle Gotved sagt til alle dem, der skulle føre hendes tradition videre. For det er en metode, ikke et motionssystem.

»Systemer har en tendens til at ensrette. Det, som vil være den rette træning i ét system, er ikke altid det bedste for alle. Derfor har vi en individuel tilgang«, fortæller Søren Ekmann, direktør på Gotvedskolen, og fortsætter:

»Det med særlige systemer var hende så meget imod. Det var netop systemerne, som hun oprindelig var et opgør med«.

Belæste udøvere

Sorte gummimåtter bliver lagt på gulvet. Det er tid til maveøvelser, og Søren Ekman opfordrer til, at mændene løfter begge ender på samme tid, da det ser sjovt ud.

Tre mænd ligger på en række, men ingen laver præcis den øvelse, Søren Ekman foreslår, men variationer, der nu bekommer hver især.

Der lyder en dump lyd fra folk i løb fra etagen ovenover. Det, der indtil hendes død var Helle Gotveds private bolig, er nu indrettet til endnu en gymnastiksal.

Ekman sender de 11 mænd rundt i lokalet med de lette håndvægte. Mogens Holm støder som en bokser, fokuseret, lige, intenst, mens sveden pibler. Andre tager det roligere. Der småbokses i alle retninger, da der skiftes musik, og Sam Cookes klassiker ’Wonderful World’ toner ud over salen:

» Don't know much about history

don't know much biology

don't know much about science book don't know much about the French I took«.

Et fint lydtæppe fra en svunden tid til de mere eller mindre intense bevægelser, men ikke udtryk for hovedparten af gotvedgymnasternes vidensniveau:

»Nå, hvad synes du så om ’1864’, du må have en kvalificeret mening«, spørger Mogens Holm sin medgymnast, en historieprofessor, i omklædningsrummet.

»Jo, altså, Monrad var en meget mere kompliceret person i forhold til optakten til de slesvigske krige, end han fremstilles som. Han virker jo krigsliderlig og maniodepressiv«, når professoren at svare, før endnu en herre stikker hovedet frem:

»Monrad var altså maniodepressiv«, siger han på en måde, så man må formode, at han ved noget særligt om sindslidelser.

Mændene indleder en debat om de filmiske kvaliteter i DR’s søndagsserie – castingen af Sidse Babett Knudsen til rollen som Johanne Luise Heiberg, historiske fakta og Pia Kjærsgaards nationalistiske kritik. Alle har en holdning, alle lytter til hverandre.

»Læg mærke til, at det her også er en del af det«, siger Mogens Holm med et nik i retning af sine diskussionslystne holdkammerater.

Research: Lene Jacobsen, Politikens Bibliotek

Publiceret 29. oktober 2014

Redaktionen anbefaler:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce