I december 2013 blev 2-årige Emilie syg et sted dybt inde i den vestafrikanske jungle. Han fik feber, afføringen var sort, og han kastede op. Fire dage senere var det slut, drengen døde i landsbyen Meliandou i en fjern del af den tidligere franske koloni Guinea.
Derinde tæt på grænserne til Sierra Leone og Liberia er døde småbørn ikke noget særsyn. Det var mere underligt, at Emilies søster, mor og mormor døde få dage senere. Da flere af familiens bekendte i de næste uger også døde, og samme skæbne overgik landsbyens fødselshjælper og en sygeplejerske, kunne nogenlunde veluddannede læger have slået alarm.
Det var der ingen, der gjorde, for de fandtes ikke i området og knap nok i den nærmeste større by, Gueckedou, hvor flere af de syge nåede at blive behandlet på hospitalet, før deres indre organer gav efter for voldsomme indre blødninger, dehydrering og en krop, der nærmest faldt sammen.
I dag er epidemiologer, læger og sundhedseksperter enige om, at med Emilies død startede den lavine af ebola, der indtil nu har slået godt 5.000 mennesker ihjel og smittet mindst 10.000, mens det uregistrerede mørketal er 2 til 3 gange større.
