I slutningen af november 1890 bliver en pige svøbt i et lagen og kørt med en københavnsk sporvogn til en af hovedstadens fotografer.
Folketeatret har udlånt nogle kulisser, så fotografiet vil ligne hjemlige omgivelser. Den lille pige bliver lagt på en sofa, så det ser ud, som om hun sover med en myrtekrans i håret omgivet af efeuranker.
Men pigen sover ikke.
Det er liget af berømte litterat Georg Brandes’ tiårige datter Astrid Brandes, som er et af de hundredvis af københavnske børn, der dør i slutningen af 1890, da hovedstaden bliver ramt af en voldsom epidemi med difteri. En smitsom sygdom, der især rammer børn og har hjemsøgt menneskeheden, så længe der har været skriftlige kilder.
På tidspunktet for dødsfaldet er de frygtede epidemier af difteri på vej til at blive fortid.
Det kan man læse i journalist og forfatter Klaus Larsens nye bog ’Smitstof – Kampen mod sygdom i 1800-tallets Danmark’.
Netop i de år gennemlevede lægevidenskaben en omvæltning af et omfang, der ikke er set før eller siden. Al viden blev vendt på hovedet. Lægevidenskabens moderne gennembrud tog fart i 1870’erne, hvor den tyske læge Robert Koch og den franske biokemiker Louis Pasteur i skarp rivalisering grundlagde den medicinske bakteriologi.
Omkring 1870 isolerede Robert Koch de første sygdomsfremkaldende bakterier – miltbrand-bacillen, kolerabacillen og den bakterie, der giver difteri.
Louis Pasteur var egentlig ekspert i gærceller, men kastede sig fra 1877 over infektionssygdommene. Han udviklede vacciner mod blandt andet miltbrand, hønsekolera og rabies (hundegalskab) og udviklede en videnskabelig teori om immunitet.
Tyske Robert Koch og franske Louis Pasteur arbejdede parallelt, men var bitre rivaler – krigen mellem Frankrig og Tyskland i 1870-71 havde trukket dybe spor, og de hadede hinanden. Da Robert Koch kaldte den nye videnskab ’bakteriologi’, svarede Louis Pasteur igen med at døbe den ’mikrobiologi’.
Hjertet bliver ødelagt
I begyndelsen lignede difteri hos patienten en almindelig halsbetændelse med let feber og synkebesvær, men der dannedes hurtigt en hvid, fløjlsagtig hinde i mund og svælg.
Den ondartede form af sygdommen førte til smertefulde muskellammelser og endte med, at hjertet blev ødelagt af et difteri-giftstof, så den syge døde.
I løbet af få dage får Astrid Brandes det værre, og 18. november om morgenen er sygdommen ved at kvæle hende:
»Jeg hentede endnu en Læge, en Autoritet. Han erklærede Tilfældet for yderst alvorligt. Jeg mente at forstaa: der er langt mere Udsigt til Død end til Liv«, skrev Georg Brandes i sin selvbiografi fra 1908, kan man læse i ’Smitstof’.
Brandes aflyser sine forelæsninger, ansætter en sygeplejerske og får en læge til at fjerne en hinde fra datteren hals med håbet om, at hun kommer sig. Men sådan går det langt fra altid i den dødskamp, som difteri var.
I København blev børnene behandlet på epidemihospitalet Blegdamshospitalet, der lå, hvor Panum Instituttet ligger i dag.
Mødrene kom gående med deres syge børn, som de ved hospitalsporten overdrog til personalet, sådan som det blev beskrevet i en reportage i Politiken fra 15. december 1890:
»Ved denne Tærskel er det, at Mødrene nu, da Difteritissen foruroligende griber om sig, hver Dag overgiver deres Børn i fremmede Hænder og med forgrædte Øjne taber dem af syne. Selv maa de ikke komme længere end til Porten. De kunne ellers bringe det forfærdelige Smitstof med sig hjem«.
Jagten på smitstof
Smitstof var datidens udtryk for det, der forårsager mange af de sygdomme, der tog livet af folk dengang.
Men på få år i 1870-80’erne havde Louis Pasteur og Robert Koch vendt lægevidenskaben på hovedet og en gang for alle dokumenteret, at det, der blev kaldt smitstof, egentlig var millioner af forskellige usynlige mikroorganismer – bakterier og vira.
Før da, før 1870’erne, havde læger og fagfolk vaklet mellem to forklaringer på, hvad der var årsagen til de mange udbrud af smitsomme sygdomme som tyfus, kopper, dysenteri, difteri, barselsfeber, mæslinger, skarlagensfeber og andre dødbringere.
Nogle mente, at smitstof kunne skyldes contagio, hvor et stofligt smitstof smittede via berøring – og derfor skulle de smittede isoleres, og et skib eller en by, som var ramt, skulle afspærres eller i karantæne. Det var i mange tilfælde nyttigt. Men det hindrede dog ikke spredning af sygdomsbakterier i for eksempel drikkevand eller fødevarer.
De fleste troede i 1800-tallet dog på, at epidemier skyldtes såkaldte miasmer, der angiveligt skulle opstå i lavtliggende, sumpede områder og stillestående vand. Noget, der kunne udvikle det luftige smitstof, miasmer, der gjorde folk syge, primært de svagelige, troede man. Læger og andre, der støttede denne forklaringsmodel, kæmpede derfor for at få fjernet al det skidt, snavs og afføring, der i bogstaveligste forstand flød i byernes gader.
Selv om teorien om efterfølgende også viste sig at være forkert – da smitstoffet ikke er en luftart, men mikroorganismer – så førte deres lobbyarbejde for lys, luft og renlighed blandt andet til sanering af nedslidte huse og indførelsen af rent drikkevand til gavn for folkesundheden.
Bogen beskæftiger sig meget med denne langstrakte kamp op gennem 1800-tallet for et renere København.
Ingen af de to teorier fik dog kirurgerne – før opdagelsen af mikroorganismer – til at erkende nødvendigheden af et sterilt operationsmiljø, hvilket var årsagen til, at mange blev slået ihjel i mødet med lægen og sygehusene.
Men da Louis Pasteur med de nye og forbedrede mikroskoper og laboratorieteknikker påviste, at der var encellede luftbårne mikroorganismer overalt, og som var den direkte årsag til gæringsprocessen i øl og vin – og forrådnelse – var der åbnet til den nye verden.
Louis Pasteur påviste også, at suppe, der blev varmet op til 80 grader i mere end et kvarter og opbevaredes i en lufttæt beholder, ikke længere gik i forrådnelse, men holdt sig frisk i lang tid – fordi den var blevet ’pasteuriseret’.
Gæring og forrådnelse var altså ikke ’selvavl’ i jord, og stammer ej heller fra luftens ilt, sådan som man troede, men var noget usynligt i luften, der ’gjorde’ noget; mikroorganismer, bakterier og vira.
Læger fik gudestatus
»På 15 år blev hele måden at tænke sygdomsbekæmpelse og lægevidenskab revolutioneret, fordi lægerne endeligt fandt ud af, hvad det egentlig var, der slog folk ihjel«, siger journalist og forfatter til bogen Klaus Larsen og fortsætter:
»Datidens teorier blev forlagt hastigt i samme tempo, som nyhederne om nye opdagelser rundt om i verden væltede ud. Læger fik gudestatus og blev dyrket som rockhelte med Pasteur som frelseren. Lægerne kunne pludselig løse et mysterium, der havde optaget menneskeheden siden ruder konge – hvad er egentlig årsagen til sygdom. Det var den helt store aha-oplvelse, og medicin blev videnskabeliggjort«.
Nye behandlinger blev udviklet, vacciner opfundet og hygiejne – både i de private hjem og byer, men også på hospitalerne – kom i højsædet.
»Man havde fundet sygdomsårsagerne og indså, at man ved større renlighed kunne forebygge smitte. Lægen tog sin gamle, blodplettede frakke af og iførte sig den hvide operationskittel. Helt bogstaveligt. Og læger stoppede med at forløse gravide kvinder med uvaskede hænder, lige efter de havde dissekeret lig. Selv om der gik mange år, før antibiotika blev opfundet, havde lægerne fundet årsagen til smitstof – forskellige små mikroorganismer fra virus og bakterier«, siger Klaus Larsen.
Louis Pasteur kastede i 1877 sin forskningsaktivitet over infektionssygdomme, og det startede klapjagten på smitstof.
I 1890 begyndte to medarbejdere i Robert Kochs laboratorier i Berlin arbejdet med at udvikle et serum, der indeholdt et såkaldt antitoksin imod det dødelige giftstof, som udvikledes af difteri-bacillen.
Men det var endnu på forsøgsstadiet, og hjalp ikke under det store udbrud i Danmark i 1890, hvor seks ud af ti smittede børn døde.
Astrid Brandes er ramt i lungerne
I Politikens reportage fra Blegdamshospitalet i december 1890 fik læseren af organet til den højeste oplysning et indblik i den smitsomme sygdoms forfærdeligheder, hvor børnene lå på sygestuer i 15 pavilloner i hospitalsparken:
»Stilfærdigt viser hun (vågekonen, red.) os fra Seng til Seng. Hvad vi ser her, kan ikke skildres: Småbørn, der med Sølvrøret stukket ned igennem Struben stirrer på os, eller over os med store gennemsigtige Glasøjne. Ansigter, hvor de barnlige Træk forinden Døden faar et oldingeagtigt Udseende. Runde, hvide Hoveder, der kastes hid og did paa Lejet. Barnelegemer krymper sig i Smærte, en Smærte, der ikke kan lindres gennem Klage, thi Barnet, der aander gennem Sølvrøret, kan vel bevæge Læberne, men ikke frembringe nogen Lyd. Kun gennem Bevægelse med de smaa Hænder viser Børnene, at Halsen sammensnøres. Da iler Vågekonen til, Trækker Røret op og stikker Gåsefjeren ned derved at befri Luftrøret for dets hvide Slim«.
Lægernes indsats for lille Astrid Brandes hjælper heller ikke. Om morgenen 19. november 1890 afsiger lægen dødsdommen:
»Ondet var gaaet ned i Lungen. Slaget ramte overvældende; først naturligvis Barnets Moder; saa dets Fader; saa dets Søster«, skriver Georg Brandes i sine erindringer.
Hun dør om aftenen.
Et par år senere lykkedes det for Robert Kochs laboratorium at lave et serum fra en immuniseret hest, der kunne beskytte mennesker mod difteri.
De første vacciner kom på markedet, og i 1895 blev de første portioner afprøvet på Blegdamshospitalet med stor succes. Det skabte en voldsom efterspørgsel og i 1902 blev Statens Serum Institut indviet på Vestamagers Skydebane, hvis opgave fra starten var en storproduktion af difteriserum.
Men det hjalp ikke Georg Brandes, for som han tørt og bitter i 1908 i sin selvbiografi konstaterede om den skæbnesvangre november aften i 1890:
»Noget Serum var dengang endnu ikke opfundet«.
Han måtte nøjes med mindet og fotografiet af Astrid Brandes liggende på sofaen. Mens lægevidenskaben buldrede frem sammen med det moderne gennembrud.
Publiceret 6. november 2014