Foto: Line Ørnes Søndergaard

Nej, nej, ikke skattely - bare forretningsvenligt

Det lille Luxembourg har udviklet sig til at være en økonomisk og politisk sværvægter i Europa. Men der er ridser i lakken på de mange luksusbiler, der hver dag suser ind og ud af det lille land, som beskyldes for at undergrave det europæiske fællesskab.

Med solens opstigning letter efterårstågen og åbenbarer langsomt et imponerende skue ud over bakker beklædt med vinstokke, der skråner ned mod Moselfloden. Over 39 kilometer danner floden en naturlig grænse mellem Luxembourg og Tyskland, og på begge sider af vandet producerer bønderne hvidvine på sorterne pinot gris, auxerrois og riesling.

Men det er ikke egnens hvidvin, der har fået den islandske entreprenør Olaf Gudmundsson til nu at stå med fødderne i det fugtige græs på den tyske side af floden og nyde udsigten over Mosel.

»Lige derovre«, siger han og peger over på de luxembourgske bakker, »er jordpriserne 4-5 gange højere end her«, siger islændingen.

Og det er forklaringen på, at Olaf Gudmundsson sammen med seks investorer siden 2005 har postet godt 370 millioner kroner i at opkøbe 500.000 kvadratmeter vinmarker og skabe en helt ny by ved navn Auf Mont. Olaf Gudmundsson har installeret al nødvendig infrastruktur – veje, el og kloakering – og bygget en børnehave, en park, en legeplads, to fodboldbaner og de første boliger. Derpå har han solgt de ledige grunde til luxembourgere og udlændinge, der hver dag pendler til Luxembourg By for at arbejde.

»Jeg kom til Luxembourg i midten af 90’erne. Fra 1995 til 2000 fordobledes boligpriserne. Fra 2000-05 skete der igen en fordobling, og fra 2005 til 08 var der endnu en fordobling. Ideen var at skabe et lille internationalt samfund for dem, der arbejder i Luxembourg, men ikke har råd til deres drømmehus derovre«, fortæller Olaf Gudmundsson.

På 5 år har han og hans boligselskab, Family Park, solgt over halvdelen af de i alt 330 grunde. De nye villaejere stammer fra 40 forskellige lande, og i den nybyggede børnehave taler børnene 17 forskellige sprog, heriblandt svensk og dansk.

Et mindretal i eget land

En af nytilflytterne er tyskfødte Dieter Grossarth, der efter 8 år i en lejlighed i Bertrange, en forstad til Luxembourg By, er flyttet til Auf Mont med sin amerikanskmexicanske kone Adriana og parrets 15-årige søn Marcel. Her står han nu en tidlig morgen i sit nyopførte køkken med panoramaudsigt over den tågeindhyllede dal og råber ad sin familie.

»07.31!«, jamrer han efter at have konsulteret sit ur. »07.32!«, gentager han minuttet efter med en striks mine. Hver morgen er der paniklignende tilstande i den lille familie i bestræbelsen på at blive klar til afgang »senest 07.30«. Sammen følges de i bil til Luxembourg By, hvor sønnen sættes af på en international skole, hustruen i finansdistriktet hos European Investment Bank og Dieter selv hos Stoli, en russiskejet spiritusgigant med hovedkvarter i Luxembourg, hvor han arbejder som finansiel controller.

»Afhængigt af trafikken tager det 30 til 40 minutter at køre på arbejde. Men det er jo ikke anderledes end i Paris, hvor man stadig kører rundt i byen, en halv time efter at man har startet bilen. Vi valgte at flytte hertil og pendle til Luxembourg, fordi det var en drøm at få vores eget hus. I Bertrange havde husprisen været tre gange højere – og så havde det endda været uden udsigten«, siger Dieter Grossarth.

Familien Grossarth er blandt de 163.400 arbejdere fra grænselandene Tyskland, Belgien og Frankrig, der hver dag pendler ind over grænsen for at arbejde i storhertugdømmet. Migrantarbejderne, der lokalt kaldes frontaliers, udgør en daglig befolkningsforøgelse på 29 procent. Og af de 550.000 personer, som udgør selve befolkningen i Luxembourg, er hele 45 procent udlændinge.

Foto: SØNDERGAARD LINE ØRNES

Men når det nu ikke er den i øvrigt velsmagende hvidvins skyld, hvordan er det så gået til, at luxembourgerne i arbejdstimerne blev et mindretal i deres eget land? Og hvordan gik det til, at et land, der er 400 kvadratkilometer mindre end Fyn og klemt inde mellem stormagterne Frankrig og Tyskland, blev en økonomisk og politisk magtfaktor i Europa?

Det første indtryk af et land kan komme i flyvemaskinen og i lufthavnen. I selskabet Luxairs flymagasin er det første redaktionelle indslag et interview med en feteret personlighed, der vil fortælle om sit forhold til det at flyve. Hvor spaltepladsen i et dansk flymagasin måske ville være givet til direktøren for Lego, Tivoli eller Maersk, har Luxair stillet sine spørgsmål til Georges Bock. Han er topchef i revisions- og skatterådgivningsselskabet KPMG i Luxembourg – en af ’de fire store’, som de dominerende revisionshuse omtales i finansverdenen.

Nede på jorden i Luxembourg Findel Airport bliver mænd i jakkesæt med små rullekufferter mødt af lidt mindre velklædte mænd med små papirskilte, hvorpå der eksempelvis står ’Welcome Mr. Kramer’. Også her i ankomstterminalen gør KPMG sig bemærket i en stor flerfarvet reklame: ’Hjælper dig med at tage kontrol over dine skatter – KPMG – udmærker sig i skatteplanlægning i Luxembourg’.

Netop skatteplanlægningen og de luxembourgske myndigheders aktive bidrag til at nedbringe multinationale selskabers skat har i den forløbne uge fået danske og internationale politikere og eksperter til at stå i kø med kritik af det lille land for at bygge sin egen velstand på at stjæle skatteindtægterne fra andre EU-lande. Men spørger man regeringen og finansindustriens semioffentlige salgsorganisation, er det en fejlagtig måde at se Luxembourgs succes og velstand på.

5 tons guld per kvadratmeter

Men før de uddyber det, skal vi om på den anden side af lufthavnen, hvor storhertug Henri af Luxembourg i slutningen af september klippede snoren over til Luxembourg Freeport: en 22.000 kvadratmeter stor og 4 etager høj værditank, der tilbyder at opbevare værdigenstande for velhavere i og uden for Luxembourg. Inde bag det 3 meter høje pigtrådshegn, 75 centimeter tykke mure og tag af armeret beton tager frihavnens direktør imod – af ansatte omtalt som ’Monsieur Arendt’.

Med et købmandssmil giver David Arendt en rundvisning i de topsikrede omgivelser. Han åbner døren ind til et af de fire klimakontrollerede rum, som i alt kan rumme 750.000 flasker dyre vine. Direktøren får en vagt til at åbne den 40 centimeter tykke låge ind til en værdiboks, der snart kommer til at opbevare smykker og ædle metaller, og han forklarer, at hver kvadratmeter skal kunne klare vægten fra 5 tons guld. Endelig får han lukket op for den 5 gange 5 meter store port til et rum, som skal lagre rigmænds og samleres malerier og kunstobjekter.

Allerede inden storhertugen klippede snoren over i september, var 60 procent af lagerkapaciteten solgt.

»Det er et faktum, at der er flere og flere velhavende mennesker i verden. Ikke nødvendigvis dig og mig, men folk fra vækstlande, som pludselig har fået mange penge. Efter at have købt Gucci og Hermès vil de købe andre ting – fine vine, sjælden kunst og dyre ædelstene. Nogle mener, at den type investeringer er det sikreste værn mod inflation eller børshandel, der jo ikke altid er til at stole på. Man gemmer naturligvis ikke sine guldbarrer under madrassen, men deponerer dem et sikkert sted – og det er her«, siger Arendt.

Direktøren forklarer, at frihavnens geografiske beliggenhed er perfekt: Det er i hjertet af Europa lige ved motorvejene mod Tyskland, Frankrig og Belgien, og det er lige ved siden af en af Europas største fragtlufthavne, så flyene kan trille hen og læsse værdierne af direkte i frihavnen.

»Og så er det i Luxembourg, et lille sikkert og stabilt land; en af EU’s grundlæggere og et af de få tilbageværende AAA-rangerede lande. Her er der ingen risiko for konfiskering eller pludselig skat på værdierne«, siger David Arendt.

Foto: SØNDERGAARD LINE ØRNES

Luxembourg Freeport er skatte- og afgiftsmæssigt en frizone. Det betyder, at der ikke bliver lagt moms eller told på nogen af de værdier, som kommer ind gennem de topsikrede porte. Frihavnen kan desuden tilbyde sine kunder en række serviceydelser, som er fritaget for afgifter: I de nye, blankpolerede omgivelser kan man få renoveret, fotograferet og udstillet sine smykker og kunstobjekter.

Når ejerne en dag tager værdierne ud af frihavnen igen, bliver der belagt afgifter i det modtagende land. Og, forklarer David Arendt, alt gods bliver nøje deklareret af toldere, ligesom kun myndighedsgodkendte logistikselskaber – og ikke privatpersoner selv – må flytte varer ind og ud.

Men hvad får Luxembourg ud af en stor pengetank, som er fritaget for skat og afgifter?

»80 direkte jobs og mange flere indirekte jobs. Vi genererer skatteindtægter ved udgangen, fordi vi med vores ydelser kan få de lagrede værdier til at stige i pris. Vi øger trafikken af varer, der kommer ind i Luxembourg; vi skaber nye aktiviteter, mere arbejde til logistikselskaber og et nyt tilbud til bankerne. Vi beriger både finans- og logistiksektoren«, siger David Arendt.

Luxembourg Freeport er et 100 procent privat projekt, der dog har fået stor opbakning fra Luxembourgs regering. Investorgruppen bag har også etableret frihavne i de andre velkendte skattely, Singapore og Genève. Et tilfælde?

»Vi opfatter ikke os selv som et skattely, og luxembourgske skatteydere som mig tænker ikke, at vi bor i et skattely. Vi siger i stedet, at vi er et forretningsvenligt land. Vi tilskynder folk til at starte deres forretning her. Der er meget lidt bureaukrati, skatteregimet er konkurrencedygtigt – ligesom i Holland, Irland og Storbritannien – og helt i tråd med EU-lovgivning. Så skattely, nej – forretningsvenlig, ja«.

Den islandske entreprenør Olaf Gudmundsson, der selv bor i Luxembourg, har en tilsvarende opfattelse af det lille storhertugdømme. Inden han gik i gang med at anlægge en ny by, opførte han domiciler og datacentre for store amerikanske selskaber som IBM, Verizon og UPS i et industriområde nær den nye freeport.

»Mange lande er et politisk og bureaukratisk mareridt at arbejde i. Men i Luxembourg kræver det bare to telefonopkald at få noget gjort. Man kan meget nemt finde frem til den rigtige person. På den måde har de også fået skabt succesen i finanssektoren – de er bare pro business«, siger Olaf Gudmundsson.

Pres på Luxembourg

Finanssektoren har efterhånden vokset sig større, end Luxembourg By kan rumme. Hvor Boulevard Royal tidligere var finanscentrum med banker på stribe, er mange aktiviteter rykket de 10-30 minutters kørsel, afhængigt af trafik, ud til plateauet Kirchberg nord for byen, hvor de europæiske institutioner – EU-domstolen, dele af EU-kommissionen og Europaparlamentet – før 1990’erne lå isoleret med marker og fritløbende ræve omkring. I dag tårner Kirchbergs kontorhuse af glas, stål og beton om kap med kraner, der bygger nye blankpolerede domiciler.

På 40 år er finanssektorens andel af bruttonationalproduktet steget fra 6 til 41 procent, viser tal fra OECD. I samme periode er antallet af migrantarbejdere i Luxembourg steget fra 7.000 til 163.000.

Succesen i finanssektoren er blandt andet funderet på landets berygtede bankhemmelighed, der har gemt velhaveres formuer fra myndighederne og tiltrukket velhavere og kapital fra hele verden. I dag anses Luxembourg for at være eurozonens højborg for formueforvaltning, også kaldet private banking, og frihavnen er en ny vare på hylden.

Men efter pres fra EU-kommissionen har storhertugdømmet 1. januar indvilliget i at annullere bankhemmeligheden. Statistikbureauet Statec har anslået, at den nye automatiske udveksling af bankoplysninger kan sende 110 milliarder kroner ud af landet og koste 2.000 jobs. Men det afviser regeringen; vækst i andre dele af finanssektoren gør tabet meget mindre, oplyser finansministeriet.

EU-kommissionen har også indledt sager mod Luxembourg for landets gunstige skatteaftaler med finansenheden af bilproducenten Fiat og e-handels-giganten Amazon. Kommissionen undersøger, om selskabernes aftaler med Luxembourgs skattemyndigheder udgør statsstøtte i strid med EU’s konkurrencelove.

I hjertet af Kirchbergs finanscentrum drejer en Mercedes om hjørnet og passerer House of Finance. Her huserer den luxembourgske finanssektors mange interesseorganisationer og ikke mindst Luxembourg for Finance, en privat-offentlig organisation, der har til opgave at promovere Luxembourgs finanscenter over for resten af verden. Luxembourgs finansminister, Pierre Gramegna, har henvist Politiken til Luxembourg for Finance for at forklare finanssektorens historiske udvikling og fremtidige udfordringer.

Iklædt jakkesæt og Hermès-slips tager direktør Nicolas Mackel imod på sit kontor. Også underdirektør Tom Théobald er til stede, tavs og observerende, under den halvanden time lange interviewseance; organisationen har sat sig for at gøre op med udlandets myter om Luxembourg.

»Alt, hvad vi luxembourgere gør, bliver af mange af jer – og du har præcis den holdning – anset for skummelt per definition. Hvorfor«, spørger Nicolas Mackel retorisk og svarer med hævet stemme:

»Fordi vi for nogle år siden fik bankhemmeligheden på vores lovbøger. Vi vender hele tiden tilbage til den pointe; alt, hvad vi gør, og uanset om det er inden for gængse OECD- eller EU-regler, bliver anset for suspekt«.

Brobygger og opportunist

Chefen for Luxembourg for Finance udtrykker derfor lettelse over, at bankhemmeligheden endegyldigt forsvinder ved årsskiftet. Han betegner den som en »arvesynd«, der har forurenet alt andet i finanssektoren end det, der har at gøre med at forvalte velhaveres formuer.

»Vores finanscentrum er så meget mere end private banking. Luxembourg er nummer 1 i Europa og 2 i verden på investeringsfonde. Det har hverken direkte eller indirekte noget at gøre med bankhemmeligheden. Vi blev heller ikke Europas foretrukne børs for internationale obligationer eller en af Europas største Renminbi-knudepunkter på grund af den. Nej, vi har udviklet os til at være specialister i international finansiering«, siger Nicolas Mackel.

Foto: SØNDERGAARD LINE ØRNES

En europæisk handelsplatform for den kinesiske valuta Renminbi har været med til at få de seks største banker fra verdens folkerigeste land til at lægge deres europæiske hovedsæde i lille Luxembourg. På samme opportunistiske vis var Luxembourgs børs det sted, hvor Europas første sukuk – muslimske obligationer i overensstemmelse med sharia – blev udstedt i 2002, hvilket i dag gør Luxembourg til et knudepunkt for islamisk finansiering.

»Fordi Luxembourg er så lille, har vi hele vejen gennem historien skullet handle med andre lande, især vore nabolande, og ofte også forhandle mellem dem. Vi blev en bro mellem Frankrig og Tyskland, og det er også en god grund til, at de bliver ved med at udpege luxembourgere til topposter i EU. Der er ikke nogen tysker, som forstår franskmændene bedre end luxembourgeren, og der er ikke nogen franskmand, der forstår tyskerne bedre end luxembourgeren«, smiler Mackel.

Efter Gaston Thorn og Jacques Santer er Jean-Claude Juncker den tredje luxembourger til at stå i spidsen for EU-kommissionen. Intet andet EU-land har haft tre kommissionsformænd. Danmark har ikke haft en eneste.

Helene Müller Schwiering viser rundt i Luxembourg By. Gennem 36 år i landet har hun oplevet dets forandring fra industriland til et rigt finanscentrum. Men er Luxembourg ikke bare blevet rig, fordi det er et skattely? Kilde: Politiken.tv / Jakob Sorgenfri Kjær. Foto: Line Ørnes Søndergaard / Klip: Mathias Fjeldborg

Jean-Claude Juncker skal være frontfigur for den selv samme institution, der nu går i flæsket på de lukrative skatteordninger med multinationale selskaber. Juncker var i 19 år regeringschef for Luxembourg, og ordet blandt journalister er, at han naturligvis kender alt til de kontroversielle skatteaftaler i det lille land.

Men aftalerne, der minimerer de multinationale selskabers skat, er hverken konkurrenceforvridende eller usolidariske, siger Nicolas Mackel.

»De bindende forhåndsbeskeder, som vores myndigheder giver selskaber, giver andre lande også, og alle kan få dem. Derfor er der ikke tale om ulovlig statsstøtte, og vi er sikre på, at vores synspunkt vil blive bekræftet af EU-domstolen«, siger Mackel og peger ud ad vinduet og op ad bakken, hvor domstolen har til huse.

»Der er et problem, for det er ikke fair, at multimilliardforretninger kun betaler peanuts i skat af deres millionstore overskud. Men det er ikke et Luxembourg-problem. Selskaberne slipper ikke i skat, fordi de opretter en forretningsgren i Irland, Holland eller Luxembourg, men fordi de kombinerer forskellige skatteregler i forskellige lande. Det er en aktivitet, som alle konsulenter, skatteadvokater og revisorer i denne verden tjener deres penge på; så længe vi har de skatteregler, vil enhver skatteadvokat rådgive om at gøre brug af dem bedst muligt«, siger Mackel.

Direktøren i Luxembourg for Finance finder det forfejlet og forsimplet, at landet skulle have opbygget sin magt og velstand gennem bankhemmeligheden og lave skatter. I stedet handler det om, at Luxembourg er »åbent for innovation«:

»Og det er nemmere for os end andre lande, fordi vi har et meget effektivt og forretningsvenligt bureaukrati. Og det er jo, hvad et bureaukrati bør være, fordi det er i dit lands erhvervslivs og økonomis interesse. Hvis du taler med firmaer her, vil de fortælle, hvor overraskede de er over at få e-mail-svar fra myndighederne en søndag eftermiddag«, siger Nicolas Mackel.

Vækst gør blind

Men Luxembourgs finanssektor og økonomi er under pres. Årsskiftet markerer også afslutningen på Luxembourgs særligt lave 3-procents moms på digitale handelsvarer, som har været med til at lokke store e-handels-selskaber som Amazon, iTunes og Netflix til at placere deres hovedkvarter i landet. De nye momsregler anslås at give et tab i statskassen på 6 milliarder kroner, og det er en af grundene til, at Luxembourgs nye socialdemokratisk-liberal-grønne koalitionsregering 15. oktober lagde en større spareøvelse med omstridte skattestigninger frem i sit finanslovsforslag. Tiderne er ved at skifte i Luxembourg. Igen.

25 minutters kørsel mod syd fra finanscentret Kirchberg toner mørke skorstene og stålværker frem i horisonten som en påmindelse om, hvad der i sin tid gjorde Luxembourg rigt på arbejdspladser og indflydelse. Den sydlige region kaldes Terres Rouges, refererende til den røde, malmholdige jord, som blev udvundet af landets store stålindustri; et erhverv, der var med til at give Luxembourg en central plads om bordet, da Kul- og Stålunionen blev oprettet som forløber for EU i 1951.

Luxembourg råder over verdens største stålproducent, ArcelorMittal, der med 4.600 ansatte stadig er landets største private arbejdsgiver. Men store dele af den industrielle aktivitet er flyttet billigere steder hen i verden, og stålværker ligger rustende hen i det sydlige Luxembourg.

Foto: SØNDERGAARD LINE ØRNES

Den gungrende lyd af en hammer mod stål bryder dog stilheden i det gamle industrikvarter Belval mellem de søvnige arbejderbyer Esch-sur-Alzette og Belvaux. To arbejdere med orange hjelme er i gang med at sætte et stillads op ad det gamle stålværk. Bag dem tårner gule kraner, og foran dem har en café sat borde ud på et nykonstrueret torv ved navn Place de l’Academie. ArcelorMittal og Luxembourgs regering er gået sammen om at omdanne det 120 hektar store stålstøberi til både en ny campus for Luxembourgs Universitet og et bolig- og erhvervskvarter. De første er flyttet ind, og i skyggerne fra de gamle højovnes skorstene vil 7.000 studerende inden for kort tid myldre rundt.

Værkets gamle højovn er netop åbnet som udsigtspunkt, og Carlo Klein har sat Politiken stævne her for at forklare Luxembourgs fortid og drøfte dets fremtid. Han underviser amerikanske universitetsstuderende og luxembourgske gymnasieelever i økonomi og samfundsfag og tager aktivt del i den offentlige debat.

»I 1970’erne blev vi ramt af en kæmpe strukturel krise i stålindustrien. Regeringen begyndte at kigge sig om efter alternativer, og et var at udvikle den finansielle sektor. Siden har det store fokus været på at skabe vækst i finans- og servicesektoren, og aktiviteterne er øget massivt. Luxembourg har jo ikke nok kapacitet selv, og derfor har det været nødvendigt at tiltrække udenlandske arbejdere. Men i al den tid har der været meget lidt politisk fokus på de infrastrukturelle problemer, som udviklingen har medført«, siger Carlo Klein, der er tilknyttet Athénée de Luxembourg og Miami University’s europæiske afdeling i Differdange.

Da den 51-årige Klein var dreng, boede der omkring 300.000 indbyggere i det lille land, og i dag er tallet fordoblet. Et unikt og givtigt multikulturelt samfund er opblomstret, fortæller han, men veje, offentlig transport, boliger og skolesystemet er i dag slet ikke gearet til de mange nye tilflyttere. Konsekvensen er daglige trafikpropper, galopperende boligpriser og en uddannelsessektor, som underpræsterer i Pisa-undersøgelser og presses af børn med forskellige nationaliteter.

Ambitionen med Belval er at kreere et nyt knudepunkt i Luxembourg for forskning og viden. Regeringen har taget de indledende skridt til at gøre økonomien mindre afhængig af finanssektoren og forsøger at skabe vækst i andre sektorer som logistik, it-drift og biotech.

Carlo Klein spejder fra den gamle højovn ud over de bagvedliggende marker, der markerer grænsen mellem Luxembourg og Frankrig. En mere differentieret økonomi og en mere bæredygtig vækst er afgørende for landets fremtid, siger han.

»Vore naboregioner, Lorraine i Frankrig, Saarland i Tyskland og Wallonien i Belgien havde den samme industristruktur som vi, da krisen ramte i 1970’erne. Men de havde ikke et alternativ, som vi havde med finanssektoren, og de regioner lider stadig under det. Derfor er Luxembourg meget opmærksom på risikoen ved at være afhængig af én økonomisk aktivitet. Både finanskrisen i 2008 og presset fra udlandet gør, at vi nu skal kigge efter et alternativ til den finansielle sektor«.

Publiceret 10. november 2014

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce