Hvad får mennesker til at indrømme forbrydelser, de ikke har haft noget med at gøre? Hvorfor tilstod den danske pædagogstuderende Malthe Thomsen noget af det mest forfærdelige, mange kan forestille sig, nemlig at have krænket børn?
Måske fordi han blev afhørt efter Reid-metoden. Som ikke bare er den mest anvendte afhøringsteknik i det amerikanske politi, men også en af de mest kritiserede. Den har ledt til mange falske tilståelser og sendt uskyldige mennesker flere årtier i fængsel - sågar på dødsgangen.
Den nu pensionerede James Trainum har anvendt Reid-metoden utallige gange igennem sine 27 år som kriminalassistent hos politiet i Washington D.C, hvor han i 19 år var mordefterforsker. Men i 1994 begyndte han at tvivle på metoden, da han selv blev skyld i en falsk tilståelse.
Efter et 17 timers forhør fra klokken 08:00 om morgenen til 01:00 om natten kunne en 19-årig hjemløs kvinde ikke længere overskue flere spørgsmål fra James Trainum og indrømmede at have medvirket til et drab. Da kvinden nogle uger senere trak sin tilståelse tilbage, valgte James Trainum at undersøge sagen nærmere og fandt ud af, at hun ikke kunne have begået forbrydelsen. Det var et chok for kriminalassistenten, og han begyndte at researche og undervise i faldgruberne ved Reid-metoden.
'En snak' på politistationen
Klokken var halv seks om morgenen 27. juni i år, da det bankede på den 22-årige dansker Malthe Thomsens lejlighed på Manhattan i New York. Udenfor stod to kriminalassistenter fra New Yorks politiafdeling. De bad ham følge med til politistationen til 'en snak' og sagde, at han ville kunne være tilbage tids nok til at nå på arbejde klokken otte. Men Malthe Thomsen kom aldrig tilbage til sit arbejde.
På politistationen førte kriminalassistenterne ham ind i et lille afhøringslokale uden vinduer og satte ham ned på en af de tre stole i rummet.
Indretningen af moderne afhøringslokaler på amerikanske politistationer er i høj grad inspireret af John E. Reid, opfinderen af Reid-metoden. Den psykologiske manipulation af den mistænkte begynder nemlig allerede her. John E. Reid anbefaler, at rummet er småt, uden vinduer og lydisoleret. Væggene skal være nøgne, og det skal kun være møbleret med et skrivebord og tre stole i – en til den mistænkte og to til betjentene. Rummet skal give den mistænkte en følelse af magtesløshed, ubehag og isolation. Det skal give ham eller hende lyst til at slippe ud.
Selve forhøret begynder med en adfærdsanalyse, fortæller den tidligere kriminalassisstent James Trainum:
»En af detektiverne snakker bare lidt med dig om dit job, hvor du bor, dit navn og sådan noget. De første spørgsmål er ikke truende. Men lige bagefter stiller vi dig nogle adfærdsprovokerende spørgsmål såsom: Vi er ved at undersøge sagen, er der en grund til, at vi skal se nærmere på dig?«.
Formålet med samtalen og spørgsmålene er at give kriminalassistenterne en chance for at observere den mistænktes kropssprog og reaktioner, når personen er henholdsvis presset og afslappet. De skaber en såkaldt baseline for personens adfærd. Ifølge Reid-metoden er kropssprog nemlig vigtigere end det talte ord, fordi kroppen afslører løgnen.
»Nu har du måske tænkt dig at påberåbe dig dine Miranda Rights (de rettigheder man har som tilbageholdt i USA, red). Men vi taler dig ud af det. Vi manipulerer dig«, siger James Trainum.
Og det lykkes meget ofte for politiet. Flere undersøgelser har vist, at hele 80 procent af alle i politiets varetægt i USA giver afkald på deres ret til en advokat og retten til ikke at udtale sig, som er en del af The Miranda Rights. Politiet har ifølge James Trainum præcise strategier for, hvordan man undgår, at den mistænkte påberåber sig sine rettigheder:
»Jeg går ikke ind i rummet og starter med at sige: You have the right to remain silent ... Jeg går stille og roligt ind og starter med at snakke med dig. Jeg siger: Mit job er at få din side af historien. Giver du mig ikke den, så ved jeg ikke, hvordan jeg skal hjælpe dig. Så må jeg jo gå til anklageren uden din side af historien, og det vil se rigtig skidt ud, for de vil ikke kunne forstå, hvad der rent faktisk er sket. Men fortæller du mig din version, så kan jeg give den rigtige forklaring og gå ud og efterforske sagen noget mere. Men inden vi gør det, så skal du lige underskrive det her papir. Og så læser jeg det meget hurtigt for dig og får dig til at skrive under på, at du er blevet informeret om dine rettigheder. Og så fortsætter vi«.
En anden teknik kan være, at politiet bevidst undlader at fortælle den tilbageholdte, at vedkommende faktisk ikke er anholdt. Hvilket betyder, at politiet ikke har pligt til informere den tilbageholdte om rettighederne.
Fastholder vedkommende stadig ønsket om at se en advokat, bliver metoderne hårdere:
»Vi spørger: Hvorfor vil du have en advokat – er du skyldig? Kun skyldige personer vil have en advokat«, siger James Trainum og fortsætter:
»Uskyldige mennesker er meget mere tilbøjelige til at snakke med politiet uden en advokat tilstede. Du ønsker jo at være samarbejdsvillige. For du er uskyldig. Og selvfølgelig tror du på retssystemet. Du tror på politiet. Og det ved vi, folk tænker«.
Ifølge Malthe Thomsens advokat Jane H. Fisher-Byrialsen var danskeren aldrig anholdt, da politiet afhørte ham. Han kunne derfor i princippet være gået sin vej når som helst.
»Men politiet låste døren, hver gang de forlod afhøringslokalet, og når de kom ind«, fortæller advokaten.
Kriminalassistenterne læste faktisk Malthe Thomsens rettigheder op for ham. Men præcis som James Trainum beskriver det, valgte Malthe Thomsen ikke at kræve sin ret til at se en advokat.
»Malthe sagde: Jeg vil da gerne snakke med jer og få ordnet alt det her rod. Han var jo uskyldig, og ville gerne fortælle politiet, at det hele var en kæmpestor fejl«, fortæller Jane H. Fisher-Byrialsen.
Og på den måde endte Malthe Thomsen med at sidde seks timer i et politiforhør fra cirka klokken 06.00 om morgenen til over 12.00 om formiddagen 27. juni 2014.
Første fase - nedbrydning
»Du er skyldig. Vi ved, du er skyldig. Ligegyldigt hvad du siger, så er du skyldig«.
Det er, hvad en kriminalassistent siger til den tilbageholdte, når afhøringen for alvor begynder, fortæller James Trainum og fortsætter:
»Når forhøret først er gået i gang, så lukker kriminalassistenten dig ikke ud, før du har fortalt ham det, han tror er sandheden«.
Ifølge James Trainum er et af hovedproblemerne ved forhørene, at betjentene som regel allerede inden, de går i gang, formoder, at den tilbageholdte er skyldig:
»Det skaber et tunnelsyn. For tror jeg, du er skyldig, så bliver jeg ved med at kigge efter tegn på, at du er skyldig. Alt, der understøtter min teori, vil jeg bruge. Alt der ikke understøtter min teori, afviser jeg. Reid-metoden skaber en situation, hvor man som mistænkt vil blive fundet skyldig, ligegyldigt hvad man siger. Så den eneste udvej er at tilstå og fortælle betjenten det, han mener er sandheden«.
Denne del af afhøringen bliver kaldt for konfrontationen og udgør det første trin i Reid-metoden. Den består af ni trin, der kan inddeles i tre faser. I første fase nedbryder forhørslederen den mistænkte. I anden fase præsenterer forhørslederen forklaringer på, hvorfor den mistænkte har begået forbrydelsen. Her genopbygges den mistænkte i rollen som skyldig. I den sidste fase får forhørslederen gennem venlighed og sympati personen til at tilstå.
Og tallene viser, at teknikken virker.
Den amerikanske organisation Innocence Project undersøger sager, hvor en person menes at være uskyldigt dømt. Organisationen har siden sin grundlæggelse i 1992 fået 321 uretmæssigt fængslede amerikanere frikendt ved hjælp af dna-beviser. 18 af de frikendte sad på dødsgangen. 30 procent af de 321 uskyldigt dømte havde afgivet en tilståelse, hvor de indrømmede til at have begået forbrydelsen. Det vides ikke, hvor stort problemet er med falske tilståelser, for der findes ingen amerikansk database, der registrerer antallet af den type sager. Men falske tilståelser er ikke sjældne, og eksperter udpeger Reid-metoden, som en direkte årsag til, at de opstår.
Særligt i New York er falske tilståelser et problem. 27 af personerne, som blev frikendt ved hjælp af nye dna-beviser, var blevet dømt i New York. Og for tolvs vedkommende var det sket på baggrund af falske tilståelser.
Anden fase - genopbygning
Når en person bliver konfronteret med, at de er skyldige i en forbrydelse, de ikke har begået, vil de næsten altid forsøge at afbryde forhørslederen, og sige de er uskyldige. Men det må forhørslederen aldrig tillade, står der i Reid-guiden.
»Du får ikke mulighed for at sige, du er uskyldig. Jeg afskærer dig. Holder min hånd op foran dit ansigt og siger stop. Og så begynder jeg at komme med et hav af forslag til motiver til, at du har gjort det«, fortæller James Trainum.
Undervisningsbøger i Reid-metoden er fyldt med forslag til mulige forklaringer på, hvorfor en person har begået en forbrydelse, som efterforskerne kan fremlægge. Inden for hver type forbrydelse er der en hel liste med forskellige forklaringsmuligheder.
»Virker et forslag ikke, så kommer jeg med et nyt. Og et nyt. Og et nyt. Og jeg bliver ved med at sige, at du har gjort det. Jeg prøver at køre dig træt - helt ned under gulvbrædderne. Det er en monolog - en envejskommunikation, hvor jeg fortæller dig, at du er skyldig. Igen og igen og igen«, forklarer James Trainum.
Betjentene vil også begynde at presse den mistænkte fysisk. En af dem vil rykke sin stol helt tæt på den mistænkte, som ikke kan flytte sig, fordi dennes stol altid er boltet fast til gulvet. Ved at bryde den naturlige intimsfære, skaber betjentene hos den mistænkte en følelse af at være trængt op i en krog. Og det vil tvinge den mistænkte til igen at fokusere på forhørslederen.
Begynder personen at græde, bevæge sig uroligt i stolen, undgå øjenkontakt eller at pille i håret, er det alt sammen ifølge Reid-metoden tegn på skyld – ikke på stress eller ubehag.
Beviser der aldrig har eksisteret
Når som helst i løbet af afhøringen kan kriminalassistenterne finde på at lyve om beviser, som ikke eksisterer. Det kan for eksempel ske via påstande som: Vi har fundet dine fingreaftryk på pistolen, hendes trøje lå i din lejlighed. Eller: Vi har videooptagelser, som viser, at du gjorde det.
At lyve om beviser kan i nogle sager være den direkte årsag til, at falske tilståelser opstår, mener Saul Kassin. Han er professor i psykologi ved Williams College i staten Massachusetts og ekspert i falske tilståelser.
»Jeg ved, at Malthe Thomsen på et tidspunkt blev forvirret i forhold til, hvad der var sandheden. Politiet løj om, at de havde beviser i form af videooptagelser af de påståede krænkelser. Han tænker ved sig selv, at hvis de har de her beviser, så må noget jo være sket, men han kan slet ikke huske det. Så han bliver nødt til at fylde hullerne ud. Og han begynder derfor at opbygge en ny hukommelse ud fra, hvad politiet siger til ham«, forklarer Saul Kassin.
Ifølge ham bruger politiet en teknik, hvor de beroliger den mistænkte med, at det er helt normalt, at man ikke kan huske den slags. De siger blandt andet, at det er fordi, man har fortrængt de dårlige minder, og at det er en naturlig psykologisk reaktion. På den måde får de personen til at tro, at vedkommende faktisk har begået forbrydelsen, også selv om han eller hun slet ikke kan huske det. Den slags tilståelser kaldes for persuaded false confessions.
»Der er et utal af undersøgelser, som viser, at uskyldige mennesker er i risiko for at tilstå til en forbrydelse, de ikke har begået, når politiet lyver om at have beviser mod dem. En af grundene er, at de føler sig overvældet, er i chok og bare gerne vil ud af den dårlige situation. Alle har et breaking point, og politiet skal bare finde ud af, hvad dit punkt er«, siger Saul Kassin, som ikke er overrasket over at høre om Malthe Thomsens sag. Han beskriver den som det perfekte eksempel på problemerne i det amerikanske retssystem og politiets afhøringsmetoder.
Opfinderen af Reid-metoden kom også selv engang galt af sted med at falske beviser. John E. Reid havde sit eget konsulentfirma med speciale i afhøringer. Og i 1955 fik han en sag, som hans firma høstede stor anerkendelse for.
Den handlede om en 24-årig ægtemand ved navn Darrel Parker, hvis 22-årige kone Nancy Parker var fundet voldtaget og myrdet i parrets hjem. Darrel Parker benægtede at have dræbt sin kone, men John E. Reid løj om løgnedetektorresultatet og påstod, det viste, at Darrel Parker var skyldig. Efter 12 timers forhør tilstod Darrel Parker til sidst mordet, og han blev dømt skyldig på baggrund af tilståelsen.
Darrel Parker sagde dog efterfølgende, at han var uskyldig, og han forsøgte flere gange at få sin dom omstødt. I 1969 vurderede retten, at hans tilståelse havde været fremtvunget, og han blev løsladt. Senere tilstod en kriminel ved navn Wesley Peery mordet på Nancy Parker over for sin advokat. Men på grund af sin tavshedspligt kunne advokaten ikke offentliggøre sin viden, før Wesley Peery døde i 1988.
Løgne om strafnedsættelse
Når først den mistænkte er bragt i en tilstand, hvor vedkommende tvivler på sandheden og sin egen uskyld eller er for træt til at blive ved, begynder forhørspersonerne at indsnævre forklaringsmulighederne.
»Nu får du kun to svarmuligheder på, hvorfor du gjorde det. Jeg siger: Du tog pengene, fordi de lå fremme, og det var fristende, men du ville betale dem tilbage. Eller du tog pengene, fordi du er en gemen tyv og et dårligt menneske. Den ene mulighed er socialt forkastelig og den anden forståelig. Og på et tidspunkt vælger du en af mulighederne, for det er din eneste vej ud af denne her meget ubehagelige situation. Og det er meningen, det skal være et let valg«, forklarer James Trainum.
En del af taktikken i den sidste fase er også, at kriminalassistenterne skal virke sympatiske over for den mistænkte. En af kriminalassistenterne lægger måske en trøstende hånd på den mistænktes skulder, mens han eller hun roligt forklarer, at der er meget værre kriminelle, eller at den mistænkte blev presset til at gøre det.
I den sidste fase begynder betjentene også at lokke med strafnedsættelser. De foreslår det ikke direkte, for det er ikke en reel mulighed, men de former svarmulighederne og forklaringerne, så det ligger mellem linjerne, at hvis vedkommende tilstår, så får han eller hun en mildere straf. Det kaldes minimization. Flere amerikanske studier har vist, at brugen af lokken med strafnedsættelse har øget risikoen for falske tilståelser markant.
Malthe Thomsen blev ifølge sin forsvarsadvokat Jane H. Fisher-Byrialsen også udsat for minimization:
»De sagde: Du er ikke en af de værste sexforbrydere. Der er nogle, som voldtager børn. Dem kan man slet ikke gøre noget ved. Men du har bare brug for hjælp. Så svarede Malthe: Jamen hvis I siger, at I har videooptagelser, der viser, jeg har gjort noget så forfærdeligt, selvom jeg ikke kan huske det, så skal jeg jo have hjælp. Og så svarede de: Ja, og den kan du sagtens få, hvis bare du tilstår. Jamen, kan jeg også få den hjælp i Danmark? Ja, sagtens. Du skal bare tilstå først«.
Ingen vold, råben eller skrigen er nødvendig for at få en uskyldig person hen i en mental tilstand, hvor de ikke længere tænker klart. Ifølge James Trainum er der nogle betjente, som råber eller rejser sig op for at virke truende. Men da han selv kom til at forårsage en falsk tilståelse, var han rolig under hele interviewet.
»Det er en meget, meget, meget succesfuld taktik. Faktisk for succesfuld. For det kan skabe en situation, hvor en uskyldig person føler sig håbløst fanget og kun føler, der er en vej ud, og det er at fortælle betjenten, hvad han vil høre. Og det, vi så gør, er, at vi fortæller personen, hvad det er, vi vil høre«, siger James Trainum.
Den sidste fase – tilståelsen
Når den mistænkte har afgivet en tilståelse, skal den enten optages på video eller nedskrives på papir, som den mistænkte skriver under på.
»Vi har set en forandring i holdningen til at videooptage afhøringer, men netop New York City og staten New York sakker bagud på det område. De er imod at optage deres interviews«, fortæller Steven A. Drizin, juraprofessor ved Northwestern Law School i Chicago med speciale i falske tilståelser
I 2012 udtalte den daværende leder af New Yorks politi, Ray Kelly, ellers, at kriminalassistenterne i New York for fremtiden ville videooptage afhøringer, når det handlede om mord eller sexforbrydelser. Men der blev ikke foretaget nogen videooptagelse af det flere timer lange politiforhør med Malthe Thomsen. Først efter, han var blevet knækket under afhøringen og havde afgivet en form for tilståelse, tog kriminalassistenterne ham med hen på anklagemyndighedens kontor. Her skulle han afgive en ny tilståelse, og denne gang blev den optaget. En praksis der er helt normal i New York, fortæller Jane H. Fisher-Byrialsen.
»Havde man optaget hr. Thomsens afhøring fra start til slut, så var det her aldrig sket. Havde anklageren hørt eller set båndet og forstået, hvad det var for nogle teknikker, der var brugt til at frembringe den såkaldte tilståelse, så ville vedkommende indse, at der ikke var tale om en tilståelse«, mener professor i psykologi Saul Kassin.
Og professor Richard Leo, en anden af USA’s førende eksperter i falske tilståelser, mener slet ikke, at Malthe Thomsens tilståelse overhovedet kan betegnes som en falsk tilståelse. Han har set videooptagelsen af den tilståelse, Malthe Thomsen afgav på anklagemyndighedens kontor, og er rystet over omstændighederne i sagen.
»Det er en ikke-tilståelse. Malthe kunne ikke fortælle, hvad det var, han havde gjort, fordi han ikke havde nogen erindring om det. Og det havde han ikke, fordi han ikke havde gjort det. Han prøvede at komme med hypoteser om, hvad der kunne være sket, for at tilfredsstille anklageren«, siger Richard Leo fra organisationen Innocence Project.
Både han og Steven A. Drizin peger på, at det har spillet en væsentlig rolle, at Malthe Thomsen var dansker. Han har haft en naiv tro på politiet som beskyttere af borgerne og ikke som hans fjender.
»Det har fået ham til at stole på kriminalassistenterne og de løgne, de har fortalt ham under afhøringen«, mener Richard Leo.
Han fortæller, at forskning peger på en række personer, der er særligt udsatte i forhold til at tilstå en forbrydelse, de ikke har begået. Blandt andet unge mennesker, mentalt handicappede, psykisk syge, personer, som lider af angstanfald, og naive mennesker, der tror, at forhørspersonerne vil dem det bedste.
Et af de helt store problemer med falske tilståelser er, at de spiller en så stor og nærmest altafgørende rolle i retssagerne mod de mistænkte. Har man først afgivet en tilståelse, er der en stor risiko for, at man bliver dømt – også selv om beviserne peger i andre retninger. For når politiet begynder at analysere beviserne på baggrund af kun én teori, kommer de nemt til at overse andre vigtige ting i efterforskningen, forklarer Richard Leo.
Han og Steven A. Drizin vurderer, at der kan sidde flere tusinde uskyldige i de amerikanske fængsler.
»The Innocence Project tager kun sager op med uretmæssige dømte, der kan blive renset gennem dna-beviser. Det viser ikke engang toppen af isbjerget«, siger Steven A. Drizin.
Sigtelsen mod Malthe Thomsen blev frafaldet 13. november.
Publiceret 20. november 2014