De fleste vokallyde har lagt sig til rette et bestemt sted i munden på os. Men lyden af a har en evne til at flytte sig frem og tilbage på danskernes tunger – til irritation for sprogfolk gennem historien. Det var arbejderklassen i København, der i 1850’erne begyndte at flytte a’et fra bagtungen til fortungen og sige ’Kattegat’ i stedet for ’Kharteghat’. Udtalen bredte sig snart mod vest, og i årtier troede forskerne, at den lavkøbenhavnske udtale af det korte, flade a var flyttet permanent ind i det danske talesprog.
I dag mener nogle, at det flade a er på retur. Andre, at de unge sprogforskeres ører bare ikke kan høre det længere, fordi det ikke har den samme sociale betydning for folk, der er født inden for de seneste årtier.
Det første a, der blev mast fladt i København, var det lange. Og sprogforskerne er enige om, at det er blevet hængende i tungen på os – der er nemlig ikke rigtig nogen, der siger ’gahde’ længere, når de mener ’gade’.
Efterhånden fladede det korte, lyse a også ud i arbejderklassen. Og mens middelklassen i København sagde ’kaht’ og ’kahm’, når de mente ’kat’ og ’kam’, sagde arbejderklassen ’kad’ og ’karm’. Det er det korte a, som forskerne er uenige om, hvordan vi udtaler i dag.
