»Uhh, det er koldt, luk os nu bare ind!«.
Kvinderne i køen foran Vega på Vesterbro i København er utålmodige. Klokken er et minut i halv seks, og trippende i decembermørket er de mere end klar til at indtage spillestedet til aftenens længe ventede julefrokost. Forventningerne er i top, for mange af kvinderne her kan ikke huske, hvornår de sidst har været inviteret til julemad, kendte musikere, øl, vin eller lækre gaver.
Forbipasserende kan ikke nødvendigvis se det på dem, som de står der med nyvasket hår, kunstige pelse, rouge, røde læber og høje hæle, men kvinderne i køen befinder sig på samfundets bund. ’Socialt udsatte’ hedder de på fagsprog. Sexarbejdere, grønlændere, boligløse, stofafhængige, overlevere, svigtede sjæle eller blot uheldige skæbner omtaler de sig selv, når de sætter ord på, hvorfor de skal med til julebordet i aften.
»Yes, nu sker der noget! Og vi skal have flæskesteg og and. Så er det kraftedeme jul!«, kommer det fra en høj kvinde med mørke tænder og kraftig kohl-streg om sine fandenivoldske øjne, da dørene åbnes, og kvinderne strømmer ind i varmen.
