Foto: Jan-Morten Bjørnbakk/Scanpix/SCANPIX

Hun var så kold, at hun overlevede sin egen død

Norske læger skrev medicinhistorie, da de genoplivede svenske Anna Bågenholm fra en rekordlav kropstemperatur på 13,7 grader – efter at hun havde været død i over tre timer. I dag ved lægevidenskaben derfor, at man ikke er død, før man er varm og død.

Det er ikke lige til at se på Anna Bågenholm, at hun har prøvet at være død i mere end tre timer – med en kropstemperatur på 13,7 grader.

Bågenholm kommer gående i rask tempo hen ad gangen på universitetssygehuset i Tromsø i sin lægekittel. Øjnene er spillevende, smilet lunt, og håndtrykket er fastere, end man skulle tro. For det er i hænderne, at hun stadig har lidt mén efter ulykken.

»Jeg er kommet mig på næsten alle områder, men nerverne og muskulaturen i fingrene bliver aldrig det samme«, siger Anna Bågenholm.

»Jeg kan godt skrue en prop af eller stikke nåle i patienter, men jeg har ikke finmotorik til at blive kirurg, som jeg jo ellers var ved at specialisere mig som«, siger Bågenholm. Hun blev i stedet røntgenlæge – og er glad for det i dag.

»Når det er koldt, bliver fingrene meget hurtigt stive. Så jeg kan ikke surfe i koldt vand, som her i Tromsø, som min kæreste gør næsten uanset vejret«.

»Men jeg kitesurfer, når vi er i min kærestes families sommerhus på den jyske vestkyst. Og jeg står stadig meget på ski heroppe i Norge. Især offpiste, da vi ikke har så mange skilifte her«, tilføjer hun.

Det var netop på en offpiste skitur 20. maj 1999, at svenskfødte Anna Bågenholm ufrivilligt ændrede den medicinske historie med en verdensrekord, der stadig holder: Hun er det menneske, der har haft den laveste kropstemperatur – og har kunnet fortælle om det bagefter.

Hun kan dog ikke fortælle noget fra selve ulykken.

»Jeg kan huske, at det var en flot dag med sol, og så glimt fra cirka halvdelen af turen. Men ligesom det sidste, du har skrevet, ville være væk, hvis jeg nu slukkede din computer, uden at du havde nået at gemme ... «, siger Anna Bågenholm og læner sig frem med pegefingeren mod on-off-knappen på computeren:

» ... er det, som om det, min hjerne ikke havde nået at gemme, inden jeg mistede bevidstheden, er helt væk«.

Hjertestop efter 30 minutter

Bågenholm havde to lægekolleger Marie Falkenberg og Torvind Næsheim med på skituren ved Narvik, der ligger cirka 250 km syd for Tromsø. Der var ikke nok sne i skoven, så de tre erfarne skiløbere kørte på isen på en elv.

Pludselig så Næsheim og Falkenberg, at Anna Bågenholm snublede – formentlig på en sten, der stak op – og faldt og kurede på ryggen langs isen ned mod en fos, et mindre vandfald.

Hun gled med hovedet først ned i et lille hul, der var i isen ved fossen. Der var ikke mulighed for at komme op, fordi der var så meget drøn på smeltevandet fra fossen. Hendes tøj blev derfor hurtigt fyldt med vand, og hun gled langsomt længere ned under isen.

»Da mine venner kom til og fik fat i mine ben, kunne de ikke trække mig op. Der var for meget kraft på vandet, og isen var jo så tyk«, fortæller hun og viser cirka 20 centimeter med hænderne.

»Men jeg var heldig, fordi jeg lå med næsen opad mod isen«, siger Anna Bågenholm.

»Så det må have været som et meget koldt brusebad. Altså hvor langt det meste af fossen løb under mig, mens det kun var dråber, der sprøjtede ud over mit ansigt. Det gjorde, at jeg ikke druknede, men i stedet fik pustet kold luft med små dråber ind i lungerne. Og da lungerne kan rumme meget, blev kroppen meget hurtigt afkølet«.

Klokken 18.27, syv minutter efter at Bågenholm var røget under isen, ringede Falkenberg og Næsheim efter hjælp på mobilen. Mens de ventede på redningsholdene, holdt Anna Bågenholm op med at spjætte med benene. Efter alt at dømme fordi hun havde fået hjertestop.

Da var der gået cirka 30 minutter.

Førstehjælp brækkede brystben

Redningsfolkene ankom, men de kunne ikke hive Bågenholm baglæns op med et reb og måtte hakke et nyt hul i isen længere fremme, så de kunne hive hende ud med hovedet først.

Der gik derfor yderligere godt 40 minutter, før hun kom op af det kolde vand. Da var kropstemperaturen nede på 14,2 grader.

»Det var en vældig effektiv nedkøling. Igen held i uheld«, siger Bågenholm.

På det tidspunkt, cirka klokken 19.40, var der ingen puls, ingen vejrtrækning, og pupillerne var helt stive og udspilede. Anna Bågenholm var teknisk set død.

Men Falkenberg og Næsheim vidste som læger, at det ikke var ensbetydende med, at hun ikke kunne genoplives. De gik straks i gang med at give hende kunstigt åndedræt og hjertemassage.

Førstehjælpen fortsatte i redningshelikopteren på vej til Universitetshospitalet i Tromsø – faktisk så kraftigt, at hjertemassagen brækkede Bågenholms brystben.

»Men det er nu ikke usædvanlig ved hjertemassage – og som regel ufarligt«, fortæller hun.

Da Anna Bågenholm kom ind på operationsafdelingen kort efter 21, konstaterede chefen Mads Gilbert, at hendes hud var hvid på den gulliggrå facon, som er karakteristisk for døde mennesker, der ikke kan bringes tilbage til livet.

Hendes kropstemperatur var røget helt ned på 13,7, og ingen mennesker var tidligere blevet reddet efter at have været så nedkølet.

Men Gilbert havde stor erfaring med nedkølningsulykker, såkaldt hypotermi. Og han vidste fra hospitalets dyreforsøg med blandt andet grise, at der var en teoretisk chance for at redde Bågenholms liv.

Når en krop køles meget hurtigt ned, går den nemlig i en slags dvalefunktion, hvor hjernen og de andre vitale organer ikke har brug for så meget ilt som ved normaltemperatur.

Samtidig blev Bågenholms indhold af P-kalium i blodet målt for at tjekke, om cellerne i hendes krop havde lidt uoprettelig skade. Det var stadig normalt. Og hun havde ingen sår eller indre blødninger af betydning.

Flere døde kan genoplives

Derfor kæmpede Gilbert og hele holdet af læger og sygeplejersker videre, nu med ilt fra en hjerte-lunge-maskine. Og klokken 21.40 fik Anna Bågenholm to tommelfingertykke slanger i lysken for at suge hendes kolde, iltfattige blod ud af kroppen.

Blodet blev langsomt tilført ilt og tryk, varmet op og sendt tilbage. I de første 30 minutter registrerede elektrokardiogrammet ikke nogen tegn på liv. Det var stadig helt fladt.

Men da Anna Bågenholms kropstemperatur var steget til 31 grader klokken 22.15, kom det første hjerteslag.

»Jeg var heldig på mange måder. Men jeg blev nok først og fremmest reddet af, at folk omkring mig blev ved og ved med at give hjertemassage og kunstigt åndedræt – også længe efter, at andre ville være stoppet«, siger Anna Bågenholm.

Det er derfor, at hun står frem på konferencer, seminarer og i artikler som denne. For at understrege Mads Gilberts og andre eksperters pointe om, at »man er ikke død, før man er varm og død«.

»Der er stadig meget uvidenhed om hypotermi rundt omkring, også her i Norge, hvor vi ellers burde vide rigtig meget om det. Man hører for eksempel om folk, der er fundet i snedriver, og hvor politiet siger, at der hverken var puls eller åndedræt, og at der derfor ikke er noget at gøre. Men det passer jo ikke«, siger hun og lyner i øjnene.

»Måske er de kølet ned over lang tid og har først lige fået hjertestop. Så kan de godt reddes!«.

»På samme måde kan man redde folk, der har ligget i vandet ret længe, hvis de er blevet nedkølet først. Hvis de for eksempel har holdt fast i en båd i en halv time, før de er gledet ned i vandet. Så det er utrolig vigtigt, at folk ved, at vi er blevet meget klogere på genoplivning, og at chancerne er større, end dengang jeg blev reddet«.

Inden Anna Bågenholms ulykke i 1999 var det ikke lykkedes at redde nogen patienter med hypotermi og hjertestop. Siden har man i Tromsø prøvet med 24. 15 af dem er det enten ikke lykkedes at genoplive, eller patienterne er døde af for eksempel multiorgansvigt i timerne eller dagene efter, fordi oplevelsen har været for hård og traumatisk for kroppen.

Men ni er reddet. Syv har som Anna Bågenholm undgået alvorlige mén.

Ulykken ændrede ikke hendes liv

Det så ellers ikke umiddelbart ud til, at Anna Bågenholm ville undgå alvorlige mén, da hun vågnede op cirka tre uger efter ulykken.

»Jeg kan huske, at alle omkring mig virkede overlykkelige over, at jeg levede. Men det er ikke særlig rart at vågne med en slange i halsen, fordi man ikke kan trække vejret selv. For slet ikke at tale om at være lam fra nakken og ned. Så jeg var bestemt ikke lykkelig, tværtimod«, fortæller Anna Bågenholm med et skævt smil.

Godt en måned efter ulykken kunne hun dog sidde på sengekanten med lidt støtte.

»Jeg tog vist de første skridt med meget støtte engang i juli, og Torvind og jeg var på en slags fjeldtur i september. Men det tog næsten to år, før jeg kunne gå normalt. Så det føltes uendeligt langsomt og slidsomt«, fortæller hun.

Det er netop følelsen af slidsomhed, hun bruger til at forklare, at ulykken ikke rigtig har ændret hende. Mange spørger hende, om hun ikke er taknemmelig for at have overlevet imod alle odds.

»Men hvis man pludselig bliver dødssyg og kommer meget langsomt tilbage til livet, er det ikke nødvendigvis en følelse af taknemmelighed, der ligger ligefor. Jeg var også meget fokuseret på at bruge energien på at få det næste i min krop til at fungere – og så være glad for det, hvis det lykkedes. Og så fokusere på det næste skridt og så videre«.

»I dag er jeg selvfølgelig glad for at være frisk og at arbejde som læge. Og jeg føler mig heldig, når jeg tænker på ulykken. Men ikke taknemmelig. Og min livsindstilling har heller ikke ændret sig på andre måder«, siger Anna Bågenholm.

»Faktisk kan der gå rigtig lang tid, hvor jeg slet ikke tænker på det. Nogle gange, hvor jeg læser om alvorlige ulykker, kan jeg tænke »Herregud« uden samtidig at tænke over, at jeg selv har prøvet noget lignende. Og der er jo heller ikke nogen, der kigger underligt eller spørger, om jeg har været ude for noget, så jeg bliver ikke mindet om det. De første halvandet-to år var jeg stadig under genoptræning og gik underligt, og da kunne alle jo se det, fordi jeg var skadet. Men nu kan ingen se på mig, at jeg har været iskold og klinisk død i flere timer«.

Publiceret 12. december 2014

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen
    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen

    Henter…

    På søndag er der Oscar-uddeling i Los Angeles. Og for første gang siden 1989 vil showet finde sted uden en vært – et job, som bliver kaldt det værste i Hollywood i øjeblikket. For i en tid, hvor alt er syltet ind i værdipolitiske diskussioner, kan ingen længere samle os alle i et fælles grin.

  • Kvinder efter flugt fra Baghouz i det østlige Syrien. Foto: Fadel Senna / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?
    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?

    Henter…

    USA’s tilbagetrækning fra Syrien har gjort spørgsmålet om de danske IS-krigere højaktuelt. Skal vi tage dem hjem igen, efter at de har kæmpet for et verdensomspændende islamisk kalifat? Og har vi en forpligtelse over for de danske børn, der er blevet født undervejs i kampene?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

Forsiden

Annonce