Foto: Line Ørnes Søndergaard

Flygtninge fra Eritrea: »Hvis vi vender tilbage, er det for at dø«

Udlændingestyrelsen mener ikke, at der er grundlag for, at de eritreiske flygtninge skal blive i Danmark. Selv er de overbeviste om, at de vil blive fængslet, torteret og slået ihjel, hvis de vender hjem til Eritrea.

Foto: SØNDERGAARD LINE ØRNES

Rummet ligner det, det er: En tidligere sengestue på et gammelt hospital. De hvide vægge er - med undtagelse af et fjernsyn, der hænger i sit beslag – nøgne og kliniske.

Rundt langs væggene sidder 18 eritreiske flygtninge. Tavse og skeptisk afventende. Med klipklappere på fødderne og iført store vinterjakker og halstørklæder. De er indkvarteret på det gamle hospital uden for Helsingør, der nu bliver brugt som midlertidigt asylcenter af Røde Kors.

De 18 eritreere har aftalt at stå samlet frem og fortælle, hvorfor de er kommet til Danmark, og hvad de mener, vil ske, hvis de vender tilbage.

»I går besluttede vi os for at gøre det sammen. Vi er bange for, hvad der vil ske, men vi vil hellere fortælle vores historie nu, mens vi er i live. Hvis vi vender hjem, bliver vi alligevel slået ihjel.«, forklarer en kvinde i gruppen. De andre nikker.

»Vi vil fortælle omverdenen, hvad der foregår i Eritrea«, fortsætter hun.

I de fire timer, vi taler, er der ingen, der forlader rummet. Alle sidder stille og lytter eller kigger ned i gulvet. Flere nikker til de andres historier, og nogle græder stille undervejs, når de hører de andres fortællinger.

Foto: SØNDERGAARD LINE ØRNES

En gang imellem bliver der helt stille. Men der går ikke i lang tid, før den næste spørger:

»Miss, can I also tell my story?«

Uenighed om situationen i Eritrea

I løbet af 2014 har godt 2.200 flygtninge fra det afrikanske land Eritrea søgt asyl i Danmark – en markant stigning i forhold til tidligere år. I oktober rejste embedsmænd fra Udlændingestyrelsen til det østafrikanske land på en såkaldt fact finding-mission. De indsamlede oplysninger har dannet grundlag for en rapport om forholdene i landet.

Rapporten konkluderer, at de hjemsendte ikke behøver at frygte forfølgelse fra de eritreiske myndigheder, i hvert fald ikke hvis deres eneste brøde er, at de har forladt landet illegalt eller undgået den såkaldte nationaltjeneste – en slags værnepligt, hvor man arbejder for militæret, regeringen og partiet.

Det er i direkte modstrid med blandt andet de svenske myndigheders konklusion om deres sikkerhed, ligesom en fremtrædende ekspert efterfølgende har trukket sig fra rapporten, fordi han mener, at den skævvrider billedet af Eritrea.

Foto: SØNDERGAARD LINE ØRNES

Og det er voldsomme historier, de eritreiske flygtninge fortæller. Om tortur, ophold i underjordiske fængsler, systematiske ydmygelser og et diktatorisk regime. Flere fremviser ar efter tortur.

Vi har ingen mulighed for at kontrollere, om historierne er sande. Og da vi beder om deres navne, opstår der uro og højlydt diskussion. Mange af dem har familiemedlemmer, som stadig befinder sig i hjemlandet, og de risikerer straf, hvis asylansøgernes udtalelser når til Eritrea, forklarer én.

»Hvis man taler dårligt om Eritrea, bliver man betragtet som landsforræder«, fortæller en anden og fortsætter: »Og i forvejen har vi forbrudt os ved at rejse ud af landet, fordi al udrejse er illegal«.

Vi aftaler derfor, at vi får deres navne, men ikke bruger dem i artiklen.

En af flygtningene er en højgravid kvinde i slutningen af 20’erne. Hun har lange, sirlige fletninger og markerede kindben. Hun kom til Danmark for lidt over en uge siden.

Historien om hendes flugt startede for seks år siden, da hun en aften fik besøg af to fængselsvagter i sin hjemby. En højtstående fængselsleder havde fået et godt øje til hende og sendt vagterne for at fortælle, at han »... ville være sammen med mig«, fortæller den gravide kvinde.

Foto: SØNDERGAARD LINE ØRNES

Hun havde set den højtstående fængselsleder før og vidste, at han var en stor, grov mand i 50’erne. Da hun afslog, blev hun i stedet anholdt og sat i det underjordiske fængsel, hvor han var leder. Anklagen lød pludselig på, at hun havde forsøgt at flygte fra landet, fortæller hun.

Af hensyn til kvindens anonymitet skriver vi ikke navnet på fængslet. Men søger man på navnet på nettet, dukker historier fra troværdige medier op om et underjordisk fængsel, berygtet for grov mishandling og tortur.

I fængslet sad 25 andre kvinder. Af dem udvalgte den fængselsleder, hun tidligere havde afvist, fire piger, som skulle komme op til hans og generalernes kontorer og lave kaffe, gøre rent og »... hvad mændene ellers beordrede«, fortæller kvinden. Hun var blandt de udvalgte.

Hendes stemme er monoton og blikket mat og fjernt, mens hun fortæller.

»Alene det, at jeg tænker på det, er ikke til at bære«, siger hun om de otte måneder i fængslet.

Hun fortæller, at en af de andre unge kvinder på et tidspunkt blev beordret at smide tøjet foran de andre fanger. Hun blev indsmurt i honning, bundet på hænder og fødder og sendt nøgen op til jordoverfladen, hvor hun måtte lade sig stikke af bier og myg.

Foto: SØNDERGAARD LINE ØRNES

Da hun fik lov til at komme tilbage ned i fængslet, skulle hun vedblive at være bundet, så hun ikke kunne klø i stikkene.

Ar efter slag med jernrør

Jeg spørger, hvor mange i gruppen der har været i fængsel.

10 af 18 rækker hånden i vejret. Flere fortæller, at de har oplevet ting som dem, den gravide kvinde fortæller om.

»Eritrea er vores hjemland, men der lever vi som slaver. Vi har ikke noget liv der. Vi er flygtet og har taget store chancer, som for eksempel at flygte med båd, hvor vi ved, at mange omkommer. Det har vi gjort for at få mulighed for at leve«, siger en kvinde med en blå cardigan.

Hun er flygtet hertil med sin mand, der også er på asylcentret. De har siddet fængslet i Eritrea, fordi de er protestantisk kristne, fortæller hun. Mens hun fortæller, begraver hendes mand sit ansigt i hænderne.

Han spørger, om han må vise nogle af de ar, han fik af at blive tortureret i fængslet.

»Dem fik jeg i fængslet, hvor jeg blev slået med jernrør«, fortæller han og trækker sit bukseben op til knæet. Store, hvide ar-plamager skæmmer den mørke hud.

Foto: SØNDERGAARD LINE ØRNES

»Udefrakommende medier og politikere vil måske få et godt indtryk af Eritrea. For ingen tør kritisere noget af frygt for styret«, siger kvinden i den blå cardigan.

»Men hvis vi vender tilbage nu, er det for at dø«, fortsætter hun.

Mens vi taler, kigger mændene ned i gulvet. Efter noget tid vil endnu en af mændene – en ung, bredskuldret fyr med et alvorligt ansigt - gerne fortælle sin historie. Han trækker op i trøjen og fremviser en stor bule på sin ryg.

Tæsket med dyreknogler

Bulen har han fået under sin tid i fængslet, hvor fangerne blandt andet blev bundet sammen og tæsket, fortæller han.

»Inde i cellerne sad vi sammenbundne, viklet ind i hinandens arme og ben. Og under forhørene blev vi taget ud én og én og tæsket med rygraden fra et dyr, mens vi blev præsenteret for anklagerne«.

Hans forbrydelse var at rage uklar med den general, han arbejdede for som livvagt i nationaltjenesten, fordi han tog et bijob for at supplere den ringe løn. Flere i gruppen supplerer og fortæller, at man bliver betalt »intet eller meget lidt«, når man arbejder i nationaltjenesten.

Foto: SØNDERGAARD LINE ØRNES

Her blev han tortureret i 5 dage i træk, og de efterfølgende mange måneder i fængslet nedbrød ham mentalt.

»Efter 8-9 måneder kunne jeg mærke, at jeg blev psykisk påvirket og mistede min forstand. Jeg fik stress og blev deprimeret og blev til sidst indlagt på en mental klinik«, fortæller han.

Oven i det kom en retssag om hans afdøde fars arv, hvor en ven til den militærleder, han var blevet uvenner med, fik retten til størstedelen af farens arv. Den psykiske sygdom og det korrupte retssystem blev dråben, der fik ham til at flygte fra landet.

»Jeg var hans vagt i 13 år, og det gør mig ondt at tænke på. Jeg er ked af, at jeg ikke havde opfattet, hvordan systemet fungerer, og at jeg ikke blev opfattet som menneske«.

Hvad, tror du, sker, hvis du vender tilbage?

»Det tør jeg slet ikke at tænke på«, fortæller manden. Han mener, at det er ekstra farligt for ham at vende tilbage, fordi han nu er uvenner med sin tidligere arbejdsgiver fra styret.

»Vi vil ikke nasse på Danmarks økonomi

Det lykkedes den gravide kvinde at flygte fra fængslets rædsler og ydmygelser for seks år siden. Da havde hun siddet fængslet i otte måneder og var blevet syg og medtaget af forholdene.

Foto: SØNDERGAARD LINE ØRNES

Hvorfor valgte du lige præcis Danmark?

»Jeg havde hørt, at Danmark er et åbent og fredeligt land, der går op i menneskerettigheder. Jeg tænkte: De må vide, hvad der foregår i Eritrea«, siger hun og fortsætter:

»I må forstå, vi er et folk, der bare gerne vil have fred. Det handler ikke om økonomi, eller at vi vil nasse på Danmarks økonomi, når vi flygter. Mange af os kommer fra gode, velstillede familier – alene de beløb, man betaler undervejs på flugten, er høje«, fortæller hun med henvisning til de store summer i bestikkelsespenge, flere af flygtningene har betalt for at blive smuglet ind og ud af lande.

»Man kan ikke leve et værdigt liv i Eritrea. Alle familier er blevet splittet. Hvis Danmark sender os tilbage, bliver vi slået ihjel – eller i bedste fald fængslet og torteret, for at statuere et eksempel overfor andre, der kunne finde på at flygte«, siger hun. Flere andre nikker.

Hvad drømmer du om for din og dit barns fremtid?

»At mine børn kan udvikle og udfolde sig som dem, de er, og at vi kan leve i fred og frihed som en samlet familie«.

Publiceret 4. december 2014

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce