O g det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. (Lukasevangeliet 2:1-7)
Sådan begynder beretningen om Jesus’ tilblivelse i Lukasevangeliet, den version af fortællingen om hans liv, som danskerne formentlig kender bedst. At det ikke er den skinbarlige sandhed er de fleste af os formentlig godt klar over – men hvor meget af det passer egentlig?
Helt præcist kan det spørgsmål formentlig aldrig besvares. For selv om få mennesker har forandret verdenshistorien mere end Jesus, ved vi reelt ganske lidt om manden, der bliver tilbedt af omkring 2 milliarder mennesker og pryder indersiden af alle danske pas. Faktisk er der kun tre ting, vi i dag, 2.000 år senere, kan være næsten fuldkommen sikre på, når det gælder manden, som de kristne mener er Guds egen søn: Han blev født. Han var en karismatisk jødisk prædikant i det nuværende Israel. Og han blev henrettet af romerne.
Men hvad så med resten? Ja, her begynder usikkerheden. Men dermed ikke sagt, at man ikke kan sige noget om, hvad der er sandsynligt, mindre sandsynligt og – set med ikke-religiøse briller – stort set utænkeligt.
Så lad os vende tilbage til Lukas og indledningen af juleevangeliet.
